Fast spalte i Outsideren:

Jeg er til omveje

Fra tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Af Katrine Fokdal

 Jeg spørger tit mig selv, hvad det vil sige at være normal. Er det at gå den lige vej? Folkeskole, gymnasiet og så universitetet eller anden videregående uddannelse? Og derefter ud i arbejde, giftermål og babyer? Hvis det er sådan, så bliver jeg aldrig normal. Jeg har ingen uddannelse (ikke en, jeg kan bruge til noget, i hvert fald), ingen børn eller arbejde. I den målestok er jeg ikke det mindste normal.

Man kan også vende den om og sige – jeg er en 27-årig kvinde med en psykisk lidelse – og så er det jo ikke unormalt at være uden arbejde eller ikke kunne varetage en uddannelse. Så hvad er den rette målestok til at bedømme, om man er normal eller unormal?

Samfundet har brug for uddannede mennesker, der kan passe et arbejde, til at få vores velfærdssamfund til at køre rundt, sådan at det er muligt for mig at være på overførselsindkomst og få behandling for min lidelse. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Skovl i hovedet

Sagen – min, altså – er også, at jeg ser mig selv som kunstner. Og det er endnu ikke lykkes mig at møde en sagsbehandler, socialrådgiver eller psykolog, der bare har villet lytte til mit ønske at gøre det at skrive eller tegne til en profession. De har alle haft en ide om, at jeg skulle puttes ned i en kasse som alle andre.

De fleste har haft bud som lærer eller pædagog. Men nu er sagen den, at jeg synes de fleste børn er pisse-irriterende. Hvorfor er det så lige, at det er den retning, de synes jeg skal gå? Det har jo intet med det at gøre, der kan give mit liv mening, intet med kunst at gøre – bortset, måske, fra kunsten ikke at slå ungerne oven i hovedet med en skovl…

Jeg har tiltro til, at der er nok med normale til at opfylde de job, der får samfundet til at køre rundt – læger, politi, håndværkere osv. Hvorfor er det så lige, at jeg og andre skal mases ned i den samme normale kasse som de, der rent faktisk intet problem har med at gå den lige vej? Som ligefrem ønsker at gå den vej? Hvorfor kan jeg ikke træde lidt ud af kassesystemet og gøre verden lidt mere farverig og spændende som kunstner?

Kreativt knald

Jeg har en teori om, at de forskellige kunstneriske fag som musiker, maler eller forfatter, bliver en hel del mere spændende, hvis man ikke er helt normal oven i låget. At det giver kunsten mere nerve og spænding. Hvis man følger reglerne evigt og altid, så bliver livet kedeligt. Her tænker jeg ikke på regler i lovens forstand – jeg tror de er rimelig vigtige at følge – men på de regler, man stiller op for hvordan man skal leve sit liv på den mest korrekte ogt snorlige måde. Jeg tror på, at hvis man ind i mellem går en omvej, så kan man være så heldig at opleve noget, man aldrig havde troet muligt.

Jeg ved ikke om det er en unormal tilgang til livet. Men hvis det er, så kalder jeg mig med glæde unormal – og de andre, de kedelige, for normale…

——

Katrine Fokdal er 27 år og bor i København. En del af hendes værker kan ses på gallerifokdal.dk.