Hvor går kommunikationen galt mellem borderline-lidende og behandlingssystemet?

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Af Pia Løvstad Frydensberg

”Når jeg snakker med pårørende til borderline-lidende, forsøger jeg at forklare betydningen af og baggrunden for, de mange fine betegnelser for borderline-symptomer, så som cutting, dissociering og splitting. Det synes at give de pårørende mange AHA-oplevelser”.

Sådan fortæller formanden for Borderlineforeningen, Henriette Stengaard Nielsen.

På spørgsmålet, om hvor kommunikationen går galt mellem borderline-lidende og behandlingssystemet, svarer Henriette Stengaard prompte; ”Jamen, dybest set er det lidt samme problem som ved de pårørende. De ved ikke nok om hvad de forskellige symptomer egentlig betyder. Hvordan de mærkes i kroppen og giver af tanker i hovedet på borderline-lidende. Hver gang jeg har været ude i behandlingssystemet og holde et foredrag om borderline, er der adskillige i plenumlokalet, som får de her AHA-oplevelser, og tilbagemeldingen til mig har ofte været, at nu er det blevet lettere at håndtere en svært ramt borderline-patient på et bosted, eller at forstå en borderline-patients voldsomme grad af selvskade.”.

Kriseplan med afvisning

Dette kan Bettina Post, formand for Socialrådgiverforeningen, nikke genkendende til; ”Vi som socialrådgivere føler os ofte magtesløse i samspillet med borderline-lidende, for vi mangler både mere viden om sindslidelsen og området som sådan, og om supervision i forhold til de enkelte socialrådgivere. Og det er vigtigt, så vi formår at skelne mellem vores personlige følelser og vores professionelle ansvar, når vi hører om og oplever de her forskellige barske symptomer. Måske skulle der også kigges på og evalueres i forhold til den eksisterende borderline-behandling.”

”Jeg vil sådan ønske for alle psykisk svage, at der kom større indsigt fra alle ikke kun psykiatripersonaler, men også hr. og fru Danmark. Det opnås ved at sætte sig ind i deres lidelser og ikke kun dømme dem ud fra ens egne holdninger, men undersøge sygdommen til den pårørende de er i kontakt med, for på den måde måske bedre at kunne forstå og hjælpe den pågældne sindslidende. ” (fra artiklen På Tværs af Charlotte Dichmann)

Pernille Hansen, 38 år, har levet med borderline personlighedsforstyrrelse i mere end 15 år og giver et konkret eksempel på mistilliden; ”Jeg følger et intensivt behandlingsforløb og alle patienter dér skal have udarbejdet en kriseplan. Sådan én, hvori der står hvad den enkelte skal gøre ved voldsomme nedture, selvmordstanker og selvskade. For mit eget vedkommende har jeg fået indskrevet i min journal og herefter i kriseplanen, at jeg skal henvende mig til hospitalets psykiatriske skadestue, hvis alting ramler for mig. Men da jeg så fik brug for at kontakte den psykiatriske skadestue i starten af august, blev jeg afvist ved ankomsten. Så i virkeligheden var ingenting aftalt på plads, og der skete det samme for mig, som jeg havde hørt fra andre inde på behandlingsklinikken. Nemlig, at de også flere gange er blevet afvist, når de søger hjælp i de psykiatriske skadestuer.”.

Grimme navne

Og hvordan oplever en pårørende så problematikken? Jan Prag Hansen, som er eksmand til en borderline-lidende, siger:

”For mig tog det lang tid at forstå, at jeg ikke straks skulle hive ‘værktøjskassen’ frem, når hun havde det skidt. Jeg læste om symptomerne på nettet og søgte hjælp og råd hos en privat psykolog. Det har gjort mig i stand til i dag at rumme hende langt bedre, og at lytte frem for at forsøge at få det her borderline-monster til at gå væk. Det kan jeg alligevel ikke, det har jeg indset. I forhold til de perioder, hvor hun har været indlagt, har jeg ind i mellem hevet mig selv i håret over hvor dårligt kontaktpersoner og læger håndterer hendes kriser. Jeg mener; det hjælper jo ikke noget at true hende med udskrivning eller kalde hende grimme navne, når hun har det skidt. Jeg har jo set, hvordan det har medført selvskade ude på afdelingerne efterfølgende, og EKSTRA indlæggelser i den anden ende. Så mon ikke det godt kan betale sig for alle parter at give kommunikationen god plads?”.

Styrk sampil

Lad os runde denne artikel af med et par ord fra sidste uges store psykiatri-konference i Købehavn, hvor relevante aktører, herunder formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Jeanette Bauer, deltog. Konferencen mundede ud med konklusionen, at der er brug for langt større samspil og vidensdeling mellem de forskellige behandlere og behandlingssteder i Danmark. Her pegede Jeanette Bauer konkret på problemet ved at forskellige behandlingssteder greb de samme sindslidelser an på vidt forskellige måder.

Måske også borderline-området vil høste af sådan et styrket samspil?

——-

Pia Løvstad Frydensberg, har skrevet denne artikel i forbindelse med artiklen “På Tværs” af Charlotte Dichmann. De kendte hinanden fra et borderlineforum på Facebook.

Forummet – For alle os med Borderline Personlighedsforstyrrelse – shar eksisteret i to år og er en lukket gruppe, som interesserede borderline-lidende kan tilføjes til. Gruppen, der i dag har 115 medlemmer, kan ikke søges frem på Facebook og ses af andre end medlemmerne, men interesserede kan sende en mail til pialoevstad@piasverden.dk eller lægge en besked på hendes website www.piasverden.dk.

——-

Læs flere artikler om Borderline

——-

  

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.