”Efter mere end 30 år med selvsamme symptomer som tomhedsfølelse, rodløshedsfølelse og et gennemgående selvhad, fik jeg en diagnose på et psykiatrisk dagshospital efter 3 måneders indlæggelse. At få sat ord og navn på dén lidelse jeg havde bokset med i så mange år, skulle vise sig at blive et tvedelt sværd på min vej frem…”

Tema om diagnoser / Personlig beretning af Pia Løvstad Frydensberg

Jeg hedder Pia, er 39 år og fik i 2009 diagnosen Emotionelt Ustabil personlighedsforstyrrelse af Borderlinetypen. I folkemunde: Borderline. En diagnose jeg aldrig havde hørt om før, og udelukkende drejede mine associationer hen i retning af Madonna-hittet af samme navn.

En helt almindelig mandag formiddag på det psykiatriske dagshospital jeg frekventerede 5 gange om ugen, sad jeg blandt medpatienter i opholdsområdet med opslåede lærreder, akrylfarver, syting og perler, da afsnittets nye overlæge dukkede frem. En ganske pæn mand i 40′ erne med en stak hvide papirer under armen – kiggende søgende ind i mængden af os alle sammen. ”Pia, dér var du! Har du tid til en snak med mig?”.

Snakken skulle vise sig at være en diagnose-samtale, og ikke blot mellem ham og jeg – men med deltagelse af mine kontaktpersoner.  En samtale som han indledte med præsentation af hans storslåede og farverige bagvæg, fyldt til bristepunktet med billeder fra hans store passion: OPERA! Billeder fra koncerter med ham på scenen, fællesbilleder med pårørende som stolte havde overværet sangmesteren, og sågar landskabs- og bybilleder han selv havde taget til UG og 5 stjerner i smukke dragende kontraster. Jeg mærkede tydeligt hvordan min krop slappede langt mere af i så personligt et miljø, og da han løftede sløret for at vi skulle snakke om en mulig diagnose, følte jeg mig så klar som man vel nogensinde kan blive til dén slags;

Listen over symptomer rummede hele 11 stk, hvor af  jeg som minimum skulle have de 6 for at matche Borderline-diagnosen. En liste som berettede skræmmende præcist om MIG…! Uden at blinke eller mærke den mindste tvivl, kunne jeg svare genkendende ”sådan har jeg det” til hele 9 af disse… Overlægen gav sig rigtig god tid til at forklare hvert et symptom, spørgende ind til løbende hvordan jeg havde det med samtalen. Han hentede også et glas vand til mig på et tidspunkt. Ikke at jeg havde bedt ham om det – men fordi han syntes, at jeg fik et meget fjernt blik og blev lidt bleg undervejs.

Jeg husker godt, at angsten meldte sig under samtalen – og at jeg et par gange følte, at ordene blev sagt i en film til et andet menneske, med mig hængende op over stole og borde, følgende med i hvad der blev sagt deltagerne i mellem. Med andre ord: situationen blev på tidspunkter uvirkelig for mig.  MEN den gennemgående følelse jeg mærkede i mig, var lettelse, lettelse og lettelse. HOLD da op – fandtes der andre end mig med de her tanker og reaktioner?!! Mig som jo var en TOM, ensom, og rodløs snøvs fra det ydre univers! Hvordan kunne der eksistere mere end 200.000 andre mennesker med denne her tilstand og de her følelser? Kunne jeg mon NU begynde at føle mig som en DEL af noget andet? Som en DEL af nogle ANDRE? Og: kunne jeg så blive HELBREDT? Få lindrende præparater? Få behandling og få et godt liv??

Jeg havde dårligt smagt på følelsen af håb før de barske realiteter mødte mig…! Dem serverede overlægen ikke så mange af på hans farverige kontor – måske fordi han ville lade mig hvile i håbets sødme, lade mig lande i følelsen af RØDDER og baggrund. Og han vidste sikkert, at jeg NETOP ville få brug for dét håb i en kommende kamp med – og mod – systemet… For nej – jeg kunne ikke regne med helbredelse – og nej, der var ingen præparater mod Borderline – og nej, det var spartansk med behandling – og HVIS jeg blev indstillet til dette, skulle jeg vente et år på en venteliste før jeg kom til.

BANG! Så startede kampen… På ingen tid fik jeg behov for sparring med alle de her andre med Borderline, og da den eksisterende Borderlineforeningen.dk syntes at være et mere dødt end levende website, besluttede jeg mig for at danne et borderlineforum selv! På kort tid var vi 100 medlemmer, og flere og flere kom til… Jeg var nemlig ikke den eneste som nu kæmpede med et psykiatrisk system som hverken anerkendte eller vidste særlig meget om Borderline-lidelsen. Oveni dette havde systemet nogle fordomme om Borderline-lidende som krævede oceaner af kræfter at modbevise! Fx hed det sig, at mennesker med Borderline ikke havde godt ‘af for meget omsorg’ eller ‘indlæggelse’, og at vi var en besværlig gruppe af sindslidende som alligevel ikke kunne hjælpes tilstrækkeligt.

Det førte mig i retning af foreninger som Outsideren, Sindforeningen og LAP – for NU ville jeg bruge mine uddannelses- og arbejdsmæssige kvalifikationer til at skrive om ‘hullerne’ i systemet og arbejde for mindre stigmatisering i psykiatrien. Min iver var så stor, at jeg forregnede mig flere gange, og bandt an med alt for mange opgaver i forhold til hvad jeg kunne klare. Jeg hvirvlede mig selv ind i en stribe bestyrelsesposter og projekter som jeg kun klarede halvdelen af. For jeg glemte i min trang til forandring i systemet, at mærke efter hvad mit overskud og min sindstilstand egentlig dikterede mig…!

Livet i dag er tilgengæld lysnet en del… Jeg kom i gang med borderline-behandling, fik arbejdet bid for bid med tilpasning af arbejdsopgaver, og mærkede step for step hvordan den specialiserende terapi gravede en række ‘automatiske’ og selvdestruktive mønstre frem, som jeg kunne begynde at arbejde mig væk fra – og ind i givende og værdiskabende mønstre i stedet… Jeg fik også gang i afholdelse af foredrag om livet med Borderline, fik samlet indsatsen i mit borderlineforum til opstart af www.borderlinenetvaerket.dk, og mærker stille og roligt troen på, at jeg en dag igen kan klare et almindeligt arbejdsliv. Med andre ord: dét at have fået diagnosen har alt andet lige givet mig åbningen til behandling af dét helvede, som jeg har levet siden jeg var 14 år gammel – og bedst af alt: jeg har aldrig følt mig som en bedre mor end jeg gør i dag!

——

Historien bag den psykiatriske diagnose

Psykiatriske diagnoser har en tendens til at lyde som hele sandheden om et menneske. Men diagnosen forklarer ikke, hvad der er sket i et menneskes liv, eller hvem man er som menneske.

I dette tema fortæller en række mennesker om, hvad det har betydet for dem at få en psykiatrisk diagnose, og hvilken rolle den spiller i deres tilværelse.

“Det er ikke det, vi har oplevet i livet, der gør os til dem vi er, men de historier der er mulige at fortælle om det, vi har gjort og om det, der er vigtigt”

Læs mere fra temaet

—–

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.