Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 81 / Af Bertel Haarder
Jeg hedder Bertel og er normal. Det har jeg fået at vide, jeg skal starte med at skrive. Sandheden er, at jeg ikke kender nogen, der kun er normale. Alle er heldigvis lidt unormale. Ellers ville livet være kedeligt.
Men nogle er meget forskellige fra de fleste. Som f.eks. min søn, der er både fysisk og psykisk handikappet efter en mislykket kræftoperation i hjernen.
For de yngre søskende er han bare den, han altid har været. Et fast holdepunkt i deres og familiens liv. Ligesom min mor, der kun havde én arm. – Som barn kunne jeg ikke begribe, hvordan man kunne have en mor med to arme! Sådan er børn!
Hans lillesøster har opholdt sig sammen med ham på det skolehjem, hvor han efter nogle år blev optaget. Hun kunne passe ham, selv da hun var meget mindre end han.
Han har et elskeligt væsen og spreder god stemning omkring sig – på trods af, at han ikke kan tale, går med ble, er delvis lammet i højre side og ikke kan udtrykke, hvor det gør ondt osv.
Han bliver passet utroligt godt der, hvor han er. Han er glad, når han kommer hjem, men lige så glad, når han skal tilbage til bofællesskabet. Kammeraterne accepterer ham, selv om han tager mere af personalets tid end de andre.
Det går ned ad bakke med ham, og vi er naturligvis dybt bekymrede over, hvordan det skal ende. Men livet skal værdsættes så længe, vi har det.
Når han sover dejligt, griber man sig i at ønske, at han har det lige så godt, når han er vågen, uden kroppens besvær. Men det kan man ikke bruge til noget. Livet er, som det er. Og der er en værdi i alt liv.
Jeg beundrer de mennesker, der gør omsorgen for “de anderledes” til deres livsgerning. De lever sig ind i den handikappedes verden. De er mestre i empati (medfølelse) og lindring.
Psykiske lidelser er ikke synlige på samme måde som min søns handikap. Det bliver det ikke lettere af.
Som sundhedsminister i knap to år blev jeg grundigt orienteret om de store behov i psykiatrien. Det var en glæde at mærke ordførernes engagement i netop psykiatrien – og det var en glæde at være med til at indhente en del af psykiatriens efterslæb i forhold til den øvrige sundhedssektor. Der er både brug for flere midler og for bedre anvendelse af de midler, der gives.
Det skræmte mig at være vidne til den lediggang, der prægede patienterne på nogle af vore psykiatriske afdelinger. End ikke computere og internet havde de adgang til. Det har jo alle skolebørn nuomstunder! Hvorfor så ikke psykiatriske patienter! Jeg håber, det problem er løst nu.
Tak til alle, der har medvirket til de store forbedringer, som trods alt er sket. Vi skal videre ad samme vej.
”Det går ned ad bakke med ham, og vi er naturligvis dybt bekymrede over, hvordan det skal ende. Men livet skal værdsættes så længe, vi har det.”
—–
De kendte og de normale
Den diagnose-fri Spalte er relativ ny i Outsideren og skrives på skift af en kendt dansker, der (efter hvad vi ved) ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er dermed den eneste af sin slags i bladet, der ellers laves af mennesker med en eller flere diagnoser samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.
I sidste nummer blev spalten skrevet af forfatteren Peter Øvig. Dennegang har vi givet ordet til Bertel Haarder, folketingsmedlem for Venstre og tidligere indenrigs – og sundhedsminister.
—–