1,9 millioner danskere har formelt set ikke andet end fritid – de lever på en af velfærdssamfundets overførselsindkomster; førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp og efterløn.

Men er fritid det samme som frihed? Og er det frihed, når det eneste krav der stilles til et menneske, er ikke at lave for meget ballade?

I denne mail-udveksling mellem førtidspensionist Julie Feilberg og filosof Nis Bjarnhof, forsøger de med eksempler fra hverdagen at komme lidt tættere på, om man egentlig er fri, når der ikke er noget man skal.

Filosof Nis Bjarnhof og førtidspensionist Julie Feilberg varmer op til mailudveksling om fritid vs frihed. Foto: Jette Nilsen

 

”Hvad er frihed egentlig? Frihed til at realisere sig selv, opnå sine ambitioner, sine drømme, sætte sit præg på samfundet, være noget for en masse mennesker omkring en? Eller frihed til at være ingenting, til at få lov til bare at få sit livsgrundlag serveret, som mig?”

    Julie Feilberg, førtidspensionist.

Julie Feilberg:

Som den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) sagde, kan man først opnå frihed ved at have levet under tvang og disciplin. Det frie menneske er nødvendigvis et rationelt individ, styret af en overordnet moralsk orden. Han er underlagt sin egen forstand med hvilken han har accepteret den moralske lov og ud fra den handler han frit i forhold til sin egen samvittighed. Han handler ikke ud fra tvang, frygt eller i håb om en belønning. Det a-moralske menneske som handler efter sine lidenskaber eller frygt ikke frit i Kants forstand. Han lever ikke efter sin moral, men efter naturen eller en anden stærkere magt. Sådan et menneske har søgt tilflugt i slaveri.

Jeg vil vove at påstå, at jeg er et frit individ i den betydning, for jeg lever efter mine egne principper, har min forstands fulde brug og fordi jeg følger nogle moralske love som jeg også selv går ind for. Jeg lever hverken i frygt eller under tvang, er heller ikke styret af lidenskaber eller følelser. Sådan skulle det gerne være for alle voksne mennesker.

Men folk er jo vidt forskellige, det kan man ikke komme udenom.

Mange førtidspensionister føler at de er blevet kasseret at samfundet, kørt ud på et sidespor, hvor der ikke er nogen der har brug for dem. Deres sociale netværk er måske mere spinkelt end de bryder sig om, og de savner noget at stå op til. Og ja sådan er det også i mit tilfælde, men det er flere år siden det er holdt op med at gå mig på. Men de fleste på pension er ikke nået dertil. En bestemt type menneske, som de fleste nok tilhører, har brug for struktur på deres hverdag, for at få identitet gennem det de laver, ligesom normale mennesker får identitet gennem deres job eller den uddannelse de går på, de har også brug for at tilhøre en samfundsgruppe, have nogle de kan identificere sig med, nære sociale relationer: venskaber og parforhold. Det er ofte det der mangler hos en førtidspensionist, de har i kraft af deres sygdom meget svært ved at finde et ståsted på arbejdsmarkedet, de har svært ved at opretholde forbindelse til andre mennesker.

Det som jeg opfatter som virkelig frihed, det er at man ikke skal leve op til andres krav og forventninger, at man ikke skal stræbe for at opnå en eller anden belønning eller skal gå ud af sin bane for at få andre til at kunne lide en. Og det er det jeg er fri for. Jeg er fri til at sejle min helt egen sø, alt efter hvad jeg selv anser for rigtigt og rimeligt..

”Så vidt jeg kan se, er der nemlig ikke særligt mange førtidspensionister, der føler sig særligt frie – jeg spekulerer på, om det er fordi, at selvom de er fritaget for mange ting, f.eks arbejde, så har de svært ved at finde noget positivt at bruge deres frihed til. Det lader til, at der er en kæmpe gruppe, som lider under at være frisat – sjovt nok.”

Nis Bjarnhof, filosof.

Nis Bjarnhof:

Nu kan der jo findes forskellige former for forpligtelser. Man kunne måske kalde dem negative og positive. De negative vil sige, at der er nogle ting, som man er forpligtet til, ikke at gøre overfor andre; at slå, voldtage, stjæle, myrde, brænde dem osv. Det virker ikke som om du tager afstand fra disse forpligtelser.

Men der er også positive forpligtelser, forpligtelser til aktivt at gøre noget for andre. Det kunne fx være dem som forældre har overfor deres børn, borgere overfor staten, ægtefæller overfor hinanden osv. Det virker som om det er disse, du gerne vil gøre op med og sige, at dem kan man ikke alene klare sig uden, det er bedst at være fri for dem.

Kant ville så mene – tror jeg i hvert fald – at det kun er ved at være underlagt også en lang række positive forpligtelser, at man kan være fri. Derfor ville han spørge dig, om du kan ville, at alle skulle leve uden positive forpligtelser. Kun hvis man kan ville, at den regel man lever efter, også skulle gælde for alle andre, opfatter man sig selv som et fornuftigt, dvs. et frit væsen, der er lige med alle andre.

Illustration: Maiken Bang

Julie Feilberg:

Jeg har brugt nogle dage i mine mange ledige stunder at vende og dreje mit syn på personlig frihed og menneskets pligter i tilværelsen. Sådan som jeg forstår din fortolkning af Kant, så er det sådan at man skal leve og opføre sig på en måde, som man forventer at alle andre også skal opføre sig.

Mit problem med Kant, og så mange andre af de store filosoffer, er at de taler meget om den menneskelige natur, hvad mennesket er for at væsen og hvad dets plads og rolle er i naturens orden. Som om mennesket som art kan passe ned i en bestemt kasse, at mennesker grundlæggende og fra naturens hånd er stort set ens.

Når mennesker er forskellige og har vidt forskellige vilkår og ressourcer i tilværelsen, bør man så ikke differentiere sit syn på personlig frihed, ansvar for sine medmennesker og pligter overfor samfundet, alt efter den situation den enkelte står i. Jeg betragter mig selv som et frigjort, ansvarligt menneske på mine egne præmisser. Nej jeg forventer ikke at alle andre skal leve som jeg gør, for at jeg kan betragte dem, som også frie, ansvarlige individer, for deres tanker, følelser, ambitioner, drømme og værdier er jo helt anderledes end mine.

Jeg vil give dig ret i, at der er noget meget frigørende i at påtage sig ansvaret ikke bare for sig selv, men også for sine egne og det samfund vi er en del af. Er man i en situation, hvor man ikke er i stand til at gøre noget for sine omgivelser, påtage sig et ansvar, ikke har nogle handlefrihed, ja så er det klart at man føler sig fastlåst og ikke oplever nogen personlig frihed. Der er her det psykiatriske aspekt kommer ind; for man må gøre undtagelser for folk, som er eller har været alvorligt syge. De kan ikke bare gå ud og realisere mange af ting, som man forventer af normale, velfungerende samfundsborgere. De er nødt til at finde friheden, frigørelsen, frelsen og ansvaret for deres eget liv på et helt andet plan. En måde at gøre det på, som jeg har gjort, er at afvise og fravælge alt de som volder mange mennesker bryderier i det daglige: kæresteforhold, moderskab, nære sociale relationer. Alt det der kræver noget mere, følelsesmæssigt og menneskeligt af folk. Hvor andre der ikke havde min baggrund og mine problemer, ville synes at det var tomt, indholdsløst og ensomt, ja kedsommeligt og perspektivløst at leve som jeg gør.

Nis Bjarnhof:

Det er vildt, som du er villig til at bruge din egen historie og lægge den på bordet. Jeg synes også dine argumenter er meget sammenhængende – men alligevel har jeg jo et spørgsmål.

Først lidt til Kant: Det er selvfølgeligt rigtigt at alle de store filosoffer taler om en ’menneskelig natur’ og det er også det de fleste tager anstød imod. Det kan der også være alt muligt grund til. Men lige for at præcisere lidt: han mener ikke at alle skal følge den samme regel, som at alle skal opføre sig ens; han mener ikke at alle skal leve i familier, gå på arbejde eller på anden måde være normale spidsborgere. Når han snakker om, at man skal følge en regel, som man kan ville skulle live en almen lov, så betyder det nok snarere, at man kan ville, at andre i den samme situation, skulle gøre det samme. Selvom en, der er sund, rask og sprængfyldt med energi, fx mener at man skal arbejde, behøves han ikke at mene, at en anden, der f.eks er rigtig syg, også skal arbejde.

Jeg kan selv mærke, at jeg selv bliver lidt ør i hovedet af at finde ud af hvad Kant faktisk mener. Så lad os droppe ham et øjeblik.

Det jeg studser over, det er, at du beskriver din frihed så negativt; ikke negativt som i dårligt, men som i et fravær at alt muligt – alt det der belaster dig. Men er det virkeligt friheden fra alle disse ting, der gør at du føler dig fri? Der må da være et eller andet positivt, som du er frisat til. Et eller andet, som alt din frihed fra, tillader dig at gøre.

Det er i hvert fald en af grundene til, at jeg selv ser en ret tæt sammenhæng mellem frihed og fritid, fordi i min fritid kan jeg forfølge min filosofi, som er det jeg helst vil. Det betyder også, at påtage mig de forpligtelser, der hører til det, som f.eks at læse de klassiske filosoffer ret grundigt. Lige nu mangler jeg utroligt meget fritid, hvorfor jeg generelt – i hvert fald for tiden – er lidt sur over at skulle tage på arbejde hele tiden. Derfor kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville være friere, hvis jeg på en eller anden måde blev fritaget fra at skulle arbejde. Men det er ikke selve denne fritagelse, der gør mig fri, men det at jeg nu har muligheden for at gøre det vigtige for mig – nemlig at filosofere.

Spørgsmålet er altså, så vidt jeg kan se, om den negative frihed er et mål i sig selv, eller om den kun har værdi, som et middel til en positiv frihed – som vel også indebærer at påtage sig nogen forpligtelser.

Mit indtryk er, at du ser det omvendt; som at at negativ frihed er en værdi i sig selv, uafhængigt af om man har noget bestemt at bruge sin frihed til. Er det rigtigt?

Jeg synes også den her diskussion er spændende på et mere alment plan. Så vidt jeg kan se, er der nemlig ikke særligt mange førtidspensionister, der føler sig særligt frie – måske tager jeg fejl – jeg spekulerer på, om det er fordi, at selvom de er fritaget for mange ting, f.eks arbejde, så har de svært ved at finde noget positivt at bruge deres frihed til. Det lader til, at der er en kæmpe gruppe, som lider under at være frisat – sjovt nok.

Illustration: Maiken Bang

Julie Feilberg:

Jeg ikke rigtig om jeg ville, at alle mulige andre i samme situation som mig, burde leve som mig. Jeg tror, at en masse andre syge og uden arbejde ville synes, at mit liv var tomt. Det synes jeg også selv af og til, hvorfor jeg har påtaget mig et par andre ting, udover Outsideren. Også for at møde nogle flere mennesker. For det værste for mange førtidspensionister er manglen på et godt og solidt socialt netværk, snarere end det er fordi de vil ud og konkurrere på arbejdsmarkedet. For det har de fleste, der er endt på pension nok allerede opgivet.

Hvad er frihed egentlig? Frihed til at realisere sig selv, opnå sine ambitioner, sine drømme, sætte sit præg på samfundet, være noget for en masse mennesker omkring en? Eller frihed til at være ingenting, til at få lov til bare at få sit livsgrundlag serveret, som mig? Enhvert normalt, rask, levedygtigt, yngre menneske ville nok sige, at det var det første efter at have tænkt over det i mere end fem minutter. Men måske er der en anden vej for de anderledes tænkende. Dem som det ikke er blevet forundt at få mulighed for at realisere sig selv. De definerer frihed, og alt hvad der er forbundet med det, på en anden måde. Vi er nogle (ret få ganske vist), som bare bliver fuldstændig udmattede ved tanken om at tage en flere-årig uddannelse, arbejde 9-5, komme hjem også tage os af børnene og ægtefællen. det er netop tid, oceaner af tid, til bare at være mig, at gå og hygge mig i min egen lille, mere eller mindre selvskabte boble, det som jeg ville definere som min version af personlig frihed. Fx at kunne tilbringe lørdag aften derhjemme med en god bog, uden at der står en kæreste, en gruppe festglade veninder eller nogle børn, der kræver min opmærksomhed. Eller fx bare at kunne gå ned tirsdag aften kl. halv tolv på det lokale værtshus og sidde til de lukker, uden at være nødt til at aftale det med en partner, endsige diskutere det rimelige i overhovedet at gøre sådan noget. Det er meget stor frihed for mig ikke at skulle lave aftaler med andre omkring min gøren og laden i det daglige. Men ja, jeg betaler gerne prisen for min frihed: Mere tomhed og ensomhed og mindre fremtidsperspektiv.

Jeg havde indtil for få år siden meget svært ved at acceptere min situation som psykisk syg førtidspensionist, men jeg er blevet immun overfor alle de komplekser. Jeg har ikke brug for tætte venner, arbejde eller uddannelse for at føle, at jeg har noget at leve for, og jeg har i hvert fald slet ikke brug for at andre skal fortælle mig hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal leve mit liv, hvornår jeg må drikke og hvornår jeg skal tage antabus eller hvordan jeg skal strukturere min hverdag.

Det som jeg opfatter som virkelig frihed, det er at man ikke skal leve op til andres krav og forventninger, at man ikke skal stræbe for at opnå en eller anden belønning eller skal gå ud af sin bane for at få andre til at kunne lide en. Og det er det jeg er fri for. Jeg er fri til at sejle min helt egen sø, alt efter hvad jeg selv anser for rigtigt og rimeligt. Og sidst men ikke mindst, fordi jeg ved at pensionen går ind på kontoen hver måned, uden at jeg behøver at røre en finger.

—–

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 81 / 2012 / Samme år hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gennemfører en række reformer af overførselsindkomster

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.