”At cutte kan også være en æstetisk oplevelse, hvor smerten og selve handlingen træder i baggrunden, og hvor kicket kommer af det visuelle: Den måde blodet løber på, i flotte mønstre. Men pas på, for cutting kan være en ond spiral, der opsluger dig.”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr 81, Personlig beretning af Eisa Hunø Swierkosz
Jeg har i årevis studeret cutting på nært hold – prøvet det på egen krop, så at sige.
Den mest udbredte opfattelse er nok, at man skær sig for at gøre den psykiske smerte mindre ved at skære sig til fysisk smerte. Sådan er det også for mange. Men der kan være lige så mange grunde som det antal gange, der bliver cuttet. Nogle gange, når jeg har skåret i mig selv, er det ikke smerten, jeg søger. Faktisk kan jeg blive lidt irriteret over den. Det er blodet, jeg vil se og mærke, og det har nogle gange bragt sådan en fred. At cutte sig kan også være en helt æstetisk oplevelse, hvor smerten og selve handlingen træder i baggrunden, og hvor kicket kommer af det visuelle: Den måde blodet løber på, i flotte mønstre. Det er svært at forklare – jeg har taget nogle fotos af det engang, da jeg cuttede mig, men jeg har ikke vist dem til nogen, da jeg tror folk vil synes, det er grotesk. De fotos beroliger mig på en eller anden måde.
”Man cutter for at overleve, ikke for at dø. Men det kan gå galt, hvis man rammer en pulsåre, og man kan også miste førligheden i fingrene og andet. Selv har jeg haft en skytsengel eller to, der har vogtet over mig, ellers ville det nok også være sket for mig, når jeg har været i gang med glasskår, søm, plastikknive, skår fra kopper og så videre.”
Engang holdt jeg mig fra at skære i lang tid. Jeg havde fundet ud af, at jeg gennem at visualisere at jeg skar mig, trin for trin, og til sidst så blodet for mig, kunne opnå stort set samme forløsning, som hvis jeg havde skåret mig rigtigt. Det var meget effektivt. Ellers har jeg kunnet distrahere skæretankerne ved at tegne på min arm eller vikle mig ind i noget gazebind, så det føltes som om man er blevet lappet sammen.
Andre gange er det simpelthen en afledningsmanøvre, hvor hverken smerten eller blodet er det vigtigste, men mere det, at man ved at sætte plaster på og måske blive syet, får det som om noget af tilværelsen er blevet lappet sammen igen.
En anden meget udbredt opfattelse er, at cutting er et råb om hjælp, og – jeg gentager – det kan det også være. Men for mig er det sket, at jeg ikke har fortalt en sjæl om det, når jeg havde skåret mig. Det kan være en ganske privat affære. Andre gange har jeg ikke kunne overkomme selv at tage mig af såret, og måske også haft et behov for at vise snitsåret frem til noget personale, så jeg ikke var den eneste, der kendte til det. Jeg har så håbet på alligevel at blive accepteret og rummet, især fordi jeg kan opleve en enorm ensomhed, når jeg har skåret mig, som om jeg har brudt nogle sociale spilleregler og ikke hører til længere.
Følelsen af at sætte sig selv udenfor ved at cutte er ikke kommet ud af den blå luft – det oplevede jeg gennem en længere periode, hvor jeg cuttede rigtig meget, uden at personalet på mit daværende bosted gjorde andet end at overlade mig til mig selv. Jeg skulle jo ikke tro, jeg bare sådan kunne få opmærksomhed ved at skære mig!
For mig er det jo som at sige: Puh, hende der, hun har det dårligt, det må vi hellere tage afstand fra. Heldigvis var min daværende kontaktperson ikke så fordømmende og forstokket, og hun kom af sig selv og bankede på. Og det var en god ting, også fordi jeg kunne blive helt blæst i hovedet, hvis jeg skar hver dag – som om jeg var på stoffer.
Nogle mener, at cutting kan være styret af en afhængighed af endorfiner, som er kroppens morfin, der frigøres, når man skærer i sig selv. Selv mener jeg altså, at er der mange årsager til skæreri, og jeg ved, at endorfiner langtfra er hele historien for mig. Men som et narkotikum kan cutting fylde hele tilværelsen, også når man ikke skærer, men kun går rundt med skæretanker. Det kan dominere næsten lige så meget, som hvis man rent faktisk skar i sig selv, også fordi man så ikke engang får den kortvarige, men øjeblikkelige forløsning, jeg i hvert fald selv har kunnet få ved at skære mig.
PS. Husk at skæretrang går altid over!
Selvom jeg ikke har cuttet noget særligt i et godt stykke tid nu, har jeg altid nogle skæreredskaber liggende. Og det er godt, at de ligger dér, for så behøver jeg ikke spekulere over og fokusere på, hvor jeg kan få et skæreredskab. Nu om dage kan jeg endda passere glasskår, der ligger på jorden, uden at skænke det en eneste skæretanke. Før i tiden spottede jeg glasskår på lang afstand.
At cutte kan godt fungere som en ventil til at lette på et ekstremt psykisk pres, som ellers ville få dig til at bukke under, hvis der ikke på en eller anden måde er en forløsning. I den forbindelse kan cutting godt have en positiv funktion. Man cutter for at overleve, ikke for at dø.
Men pas på, for cutting kan være en ond spiral, der opsluger dig, så du bruger rigtig meget energi på hele cutting-scenariet. Energi, der kunne udnyttes på en anden og sandsynligvis mere konstruktiv måde. Og det er ikke kun dig, der bruger energi på det, omgivelserne gør så sandelig også; dine venner bliver kede af det, personalet tænker meget over, hvilken strategi de skal bruge, dine forældre fornægter det måske, og så videre. Generelt er der hos omgivelserne nok en følelse af afmagt og uforståenhed overfor cuttingvæsenet.
Cutting er meget tit en overlevelsesstrategi. Men det kan gå galt, hvis man rammer en pulsåre, og man kan også miste førligheden i fingrene og andet. Selv har jeg haft en skytsengel eller to, der har vogtet over mig, ellers ville det nok også være sket for mig, når jeg har været i gang med glasskår, søm, plastikknive, skår fra kopper og så videre. Jeg har rigtigt mange ar.
PS. Husk at skæretrang går altid over!
—–
Eisa Hunø Swierkosz er 34 år gammel, bor i lejlighed på Nørrebro i København og har cuttet sig siden 1992.