SUMMER OF RECOVERY: Dette er et uddrag fra den selvbiografiske bog “Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover?” af Jonas Strandgaard
“Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover?“ – Sådan lyder titlen på en ny personlig beretning af Jonas Strandgaard, som han gjorde færdig i februar 2012. Bogen handler om hans oplevelser, da han fik stillet diagnosen ”paranoid skizofren” og hans rejse frem til der, hvor han er i dag.
Den dybtfølte og ærlige beretning går også tæt på døden. Historien lægger ikke skjul på de hårde aspekter i det svære liv med sygdommen, misbrug og selvmedicinering. Men det er – med alle problemerne, udfordringerne og de tilbagevendende psykoser – en historie om recovery, om at komme sig og komme videre med livet.
“Inden du går i gang med at læse min beretning, vil det måske være godt hvis du starter med at få et kort indblik, nogle fakta, om min tid i psykosen. Men hvis du hellere vil tage en rejse i oplevelsen om hvordan det hele eskalerede, kan du springe direkte til afsnittet “Skizofreni – Historien” – Med venlig hilsen Jonas Strandgaard
Når din virkelighedssans forsvinder og audiohallucinationer samt visuelle hallucinationer tager over. Når angsten føles i hele kroppen og vrangforestillinger bliver ét med dig selv, så starter psykosen. Jeg vil her beskrive med ord hvordan de psykoser jeg har haft føles. Min første psykose varede 8 måneder. Det var værst til at starte med. De første par måneder, var hallucinationerne meget kraftige, og gennem hele forløbet var jeg utroligt angst. Jeg hørte stemmer, der råbte at jeg skulle tage mit eget liv. Skære tungen ud, så jeg ikke kunne brokke mig. Kaste mig selv ud foran busser og lastbiler eller snitte mine håndled over.
Jeg havde aldrig prøvet det før, altså at være psykotisk.
Paranoid Skizofreni Oplevelsen
Stemmerne:
Stemmerne var altid hankøn. De sagde ting såsom; Du er grim, Du er dum osv. Men senere tiltog det og stemmen blev mere alvorlig og barsk i sine udtagelser. Stemmen, der som regel lød som mig selv eller bestyreren på gården, begyndte at sige ting som; at jeg skulle kaste mig ud for en bil eller som eksempel at jeg skulle skære halsen over på mig selv. Nogle gange blev jeg ræd for at stemmen skulle overtage mig, så jeg stoppede helt med at snakke. Når det var rigtig slemt så stoppede jeg helt min vejrtrækning. Dette gjorde jeg nogle gange helt til jeg blev lilla og næsten besvimede.
Når jeg havde snakket med nogen skulle jeg altid lige ud og bekræfte samtalen med mit spejlbillede, og høre om det var okay at fortsætte. Altså det andet jeg.
Hallucinationer:
I en periode så jeg engle, dæmoner & edderkopper. Englene var nogle sygeplejersker, der lyste et helt rum op. Jeg følte mig tryg ved dem. Dæmoner var resten af sygeplejerskerne. De havde en mørk aura, indadvendte sorte øjne kæmpe spidse tænder og enorme sorte vinger. De var kun til for at gøre mig ondt. Edderkopperne kravlede på væggene og hen ad gulvet.
Så også døden, som jagede mig hen ad gangene.
Så også vandet fra hanerne, og alt hvad jeg skulle drikke, som var det kloakvand. Jeg kunne også lugte det.
Nogle gange når jeg kiggede på mig selv i spejlet, flød der blod ud af alle åbninger i ansigtet.
Det skal jeg aldrig nogensinde opleve igen!
Vrangforestillingerne:
Når jeg havde vrangforestillinger var hele min verden surrealistisk, syret og slet ikke til at finde hoved og hale i.
Når nogen snakkede til mig var det altid som om at der var et skjult motiv bag. Det var oftest at de på en eller anden vis ville dræbe mig.
Alt havde en dobbeltbetydning. Jeg skulle hele tiden udregne det skjulte budskab, når der blev snakket til mig. Det var som om at alle var gået sammen mod mig og havde planlagt hvad de skulle snakke om.
Jeg troede hele tiden at jeg bevægede munden og sagde noget skræmmende og ubehageligt, men i virkeligheden sagde jeg for det meste slet ikke noget. Jeg måtte i et halvt år igen og igen spørge om jeg sagde noget. Det lyder måske bare som en bagatel, men det var yderst skræmmende og endnu mere forvirrende og kaotisk. Også fordi jeg sommetider kunne høre min egen stemme. Uden at jeg sagde noget.
Var i en periode så angst at jeg fik fysiske smerter. Det fik jeg i den samme periode hvor jeg var overbevist om at jeg var en reinkarnation af Jesus. Så troede jeg at jeg havde evnen til at mærke andre folks smerter og at jeg kunne forudse alt hvad der skete og at jeg kunne fordreje dette. Det gjorde mig yderst angst, for så var jeg bange for at jeg, uden at det var min intention, ville sørge for at der skulle ske noget ubehageligt. (Troede også at jeg havde evnen til at helbrede mennesker.)
Jeg havde også en periode hvor jeg hele tiden troede at jeg var skyld i det der skete i tv-nyhederne. Det gjorde mig dybt ulykkelig og jeg troede at jeg havde startet 3 verdenskrig.
Jeg havde også i kort tid en kropslig vrangforestilling. Nemlig at der var blevet indopereret en chip i min hjerne, så man kunne overvåge alle mine bevægelser, tanker og samtaler. Jeg følte at jeg blev overvåget i alt hvad jeg gjorde.
En anden kropslig forestilling var at jeg troede at jeg intet hjerte havde.
I flere måneder havde jeg den opfattelse af at man prøvede at forgifte mig med den medicin der blev givet til mig. Det var en kamp med megen pine og smerte hver gang jeg skulle tage min medicin, som jeg i starten fik 4 gange dagligt.
Jeg havde det som om at jeg kunne læse folks tanker og hvad der skulle ske og at jeg kunne ændre det. , dette gav mig en ubehagelig, uvirkelig & mærkelig fornemmelse i kroppen.
Jeg følte at dem på Gården kunne fordreje mine tanker, forstyrre disse og styre hvad jeg sagde.
Var også bange for min computer. Troede blandt mange ting, at jeg havde tømt nationalbanken og at folk havde lagt ubehagelige ting ind på computeren.
Fik det ofte som om at, når jeg snakkede i telefon, at jeg sagde noget andet end det jeg sagde. Oftest noget slemt.
Hørte ofte at døren gik op og havde en forestilling om at der havde været nogen inde at se til mig eller snakke med mig. Og måtte utallige gange gå ud og se efter om der havde været nogen.
Jeg havde en forestilling om at der var puttet cannabis i alle cigaretter. Nogle gange troede jeg også at der var puttet gift i. (Altså værre gift end der allerede er tilsat.)
Var overbevist om at jeg havde overnaturlige evner såsom telepati. Stemmerne sagde at jeg ikke måtte fortælle om det, for så ville jeg miste evnerne.
Troede et par dage at jeg skulle få en dødelig sprøjte. Mærkede den på et tidspunkt. Det gjorde afsindigt ondt.
“Filter”
Jeg havde intet filter. Skal forstås sådan at alt røg direkte ind uden at blive sorteret for godt og dårligt.
Jeg kunne heller ikke side i en stor forsamling og føre en samtale, eftersom jeg hørte alt hvad der blev sagt i lokalet og følte at jeg deltog i disse.
Jeg blev en del af andre personer. Det vil sige at jeg tog alle deres problemer på mig.
Socialt perspektiv
Det endte ofte at jeg isolerede mig for omverdenen, eftersom jeg følte at ingen forstod mig. Var jo også bange for at blive slået ihjel.
Var xtremt bange for de forskellige på gården og følte mig kun nogenlunde sikker derhjemme, selvom jeg dog også troede at dem derhjemme ville gøre mig ondt eller allerede havde gjort.
Sort Snak
Fordi jeg gik og troede at jeg sagde noget hele tiden og alt var forskruet og syret var det tit svært at få nogen som helst mening ud af det jeg sagde. Man kunne ofte kun forstå bidder af min tale.
Jeg greb også mig selv i at snakke med mig selv sommetider. Eller rettere med de stemmer, der generede mig.
Angstanfald
Jeg fik også angstanfald. Pupillerne udvidede sig og det føltes som om mit
Hjerte ville springes. Hjertet pumpede af sted og jeg hyperventilerede.
Fysiske symptomer
Havde mange ryk og ufrivillige bevægelser i venstre arm. Stammede også en del.
Svedte og rystede også.
Man kunne holde mig i hånden for at jeg kunne fastholde jordforbindelsen.
Når jeg ikke klemte til var det fordi jeg drev ud i fantasien.
Fremmede Tanker
Havde en stemme i hovedet, som jeg ikke kunne høre. Den sagde onde ting. Nogle gange snakkede den mens jeg snakkede med andre. Det kunne være meget forvirrende og tit kunne jeg ikke skelne mellem hvad der blev sagt i hovedet, hvad andre sagde og hvad jeg selv sagde.
Angst
Var ofte meget bange for at falde i søvn, eftersom jeg var overbevist om at jeg ville blive dræbt, eller sove ind i en forfærdelig død, om natten.
Forvirring
Jeg blev meget forvirret når dem jeg snakkede ændrede ansigtsudtryk eller toneleje under en samtale. Jeg begyndte straks at tænke på om de havde skjulte motiver bag det de snakkede om.
—–
Du kan læse mere om bogen “Kan man vågne fra et Mareridt” her på Outsideren, hvor flere kapitler vil blive offentliggjort. Du kan også følge debatten om bogen, samt skrive til Jonas på bogens facebook-side.
Hvis du gerne vil læse mere om psykoser, har Outsideren skrevet en række artikler om emnet
