I denne artikel skriver Katrine Fokdal om sin egen måde at se ud over sin diagnose på, at se livet i et bredere perskeptiv, og om at følge sine drømme. Læs her om Katrines spændende fortælling om recovery.
”Jeg vil ikke vågne op en dag om fem år og føle, at jeg har spildt min tid…”
Personlig fortælling af Katrine Fokdal
Hvis det er det, man vil, er det dét, man skal kæmpe for!
Pludselig en dag fandt jeg mig selv i et tomrum. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg var havnet der, og om det var godt eller skidt. Jeg kunne mærke på min krop, at jeg var stresset, men hvorfor var jeg dog det? Var det mit praktikforløb, der var blevet for meget? Var det min behandling, der var for krævende?
Én ting var sikker, noget var galt og jeg ville vide hvad. De tanker, der altid dukker op i mig og sikkert i mange andre med en psykiatrisk lidelse, er om jeg nu var ved at blive rigtig syg igen? Som noget nyt for mig, tog jeg disse ting meget alvorligt og lavede straks en aftale med min kontaktperson. Vi blev meget hurtigt enige om, at mine symptomer var stressrelaterede. Og efter mange samtaler begyndte det mere og mere at gå op for mig, at der slet ikke var noget hokus pokus over det, der skete med mig. Det var slet ikke noget spændende tilbagefald eller noget. Jeg var stresset over nogle helt andre ting end jeg plejede.
Når jeg tænkte over det, var det faktisk ikke så meget mine arbejdsopgaver, der stressede mig. Det var meget mere de mennesker, der var omkring mig. Altså de andre syge! Jeg begyndte at tænke over mit eget fokus. Når jeg huskede tilbage, har jeg lige siden jeg blev syg og indlagt, stort set kun været omgivet af andre med psykiatriske diagnoser. Hele mit bevægegrundlag og mine venskaber havde på en eller anden måde haft berøring med psykiatrien. Og det, jeg pludselig så var, at jeg havde bevæget mig udenfor denne sammenhæng, og derfor mere og mere kommet til at føle mig “udenfor fælleskabet”.
Jeg var begyndt at se mig selv som andet end en diagnose og havde taget hul på at finde ud af, hvilken person, jeg egentlig gik rundt og var. Men fordi hele mit liv var lagt under psykiatrien, havde jeg slet ikke opdaget det, der var ved at ske med mig. I flere år havde jeg ikke tænkt på mig selv som en selvstændig person. Jeg var virkelig blevet min sygdom og ikke et menneske med helt egne evner og muligheder.
Jeg så mig selv i situationer, hvor jeg følte mig helt udenfor. Jeg kunne ikke identificere mig med, hvordan nogle mennesker omkring mig på en måde havde givet op. Jeg ved ikke, om de var klar over, at de havde givet op, men de havde en idé om, at de var nået så langt, de kunne, i arbejdet med at få et bedre liv.
Jeg tror virkelig på, at hvis man kæmper for det, så kan man nå virkelig langt, men det kræver, at man ikke er bange for at kæmpe og gøre en indsats. Hvis man sidder hjemme i sofaen, er der ikke meget, der kommer flyvende til en.
”Siden jeg blev syg og indlagt, har jeg stort set kun været omgivet af andre med psykiatriske diagnoser. Pludselig indså jeg, at jeg havde bevæget mig udenfor denne sammenhæng.”
Jeg har virkelig store planer for min fremtid og for mit liv. Jeg vil ikke stoppe og tænke, at nu kan jeg ikke få det bedre. Jeg stræber hele tiden efter mere og mere. Jeg vil ikke slå mig til tåls med, at der ikke er mere nu, jeg selv kan gøre. Jeg har modtaget min terapi og jeg har min medicin. Jeg vil noget mere for mig selv, og det var dér, jeg opdagede, at mit fokus virkelig havde flyttet sig. Jeg så mig selv som selvstændigt individ med helt egne planer og lyst til livet. Nu begyndte jeg at tænke meget over, hvilken retning jeg ville med mit liv, og hvad mine mål kunne være.
Jeg ville gerne studere som størstedelen af Danmarks ungdom jo gør, og undervejs i min sygdomsperiode havde jeg også gjort flere forsøg, men uden held. Jeg tænkte meget over, hvorfor det ikke var lykkedes mig? Svaret var meget klart: Fordi jeg ikke havde valgt noget, jeg brændte for at studere. Når det ikke var mit valg at studere og når studiet i sig selv ikke sagde mig noget, så var det utrolig svært at finde nogen som helst gejst for det.
Dette var ikke noget, jeg indså fra den ene dag til den anden. I starten var det et kæmpe nederlag for mig, når et studium ikke lykkedes. Efterhånden begyndte det at gå op for mig, at jeg kunne få nok så meget hjælp, men at intet nyttede, så længe det ikke var noget, jeg kunne se nogen mening i at fortsætte med. Det blev til spild af tid, energi og, ikke mindst, penge!
Nu blev jeg ved med at spørge mig selv, hvad der ville give mening for mig, og det eneste, jeg følte virkelig havde min interesse, det var at male. Men jeg er ikke urealistisk og ved, at det er et forfærdeligt svært felt at bevæge sig indenfor. Hvis man ikke har en god og solid selvtillid, så er det meget svært ikke at blive væltet af pinden, for du kan altid finde en, der er bedre end dig.
Men hvis det er det, man vil, er det dét man skal kæmpe for. Og det har jeg gjort. Jeg tog mig selv i nakken og besluttede mig for, at nu skulle jeg tage mig af mig selv og se på, hvordan jeg ville have, at min fremtid skulle se ud.
Jeg ville ikke have, at jeg en dag om fem år vågnede op og følte, at jeg havde spildt min tid. Jeg måtte finde en ny måde at identificere mig på, som ikke var min diagnose. Jeg ville først og fremmest være en person som foretog sig noget med sit liv, diagnose eller ej. Jeg ville forsøge at nå nogle mål, som måske lå lige i udkanten af det realistiske, men som kunne presse mig selv til at komme fremad og ikke hænge fast i fortiden. Jeg ville gøre op med, at jeg måske nok har været meget igennem, men uden at acceptere, at jeg ikke kunne komme længere med mit liv end ud af psykosen.
Jeg er godt klar over, at min sygdom altid vil følge mig, men jeg kan gøre mit allerbedste for at det er mig, der bestemmer og ikke den. Jeg har altså flyttet mit fokuspunkt ud ad og ikke længere indad eller tilbage i tiden. Jeg føler, jeg har fået kontrollen over mit liv tilbage, og det betyder enormt meget for mig. Det giver mig en tro på mig selv og en tro på min fremtid, som jeg ville ønske, jeg kunne give til mange andre.
——–
Katrine Fokdal er 28 år og begynder til august på Københavns Kunstskole. Det har kostet mange kampe med systemet at få bevilliget retten til den uddannelse, men kombinationen af Katrine Fokdals egen stædighed og en kompetent & lyttende sagsbehandler gjorde, at det lykkedes det til sidst. Red.
——-