– Tabet af selvfølgelighed
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 / Af Eva Toft
Det er svært at komme sig og komme videre efter en sygdomsperiode.
Jeg føler at jeg har mistet er den lyse, optimistiske tro på, at alt kan lade sig gøre. Det er en slags tab af selvfølgelighed. Det er det værste.
Jeg har haft tre depressioner, den sidste begyndte med en psykose. Dertil tre indlæggelser, den sidste med bæltefiksering og en del elektrochok. Det har, udover et svækket selvværd, medført et varigt hukommelsestab samt noget koncentrations- og hukommelsesbesvær i hverdagen.
Alle depressionerne er opstået i forbindelse med eksamener på mit studie. Jeg tåler ikke stress og det er blevet værre efter sygdomsperioderne. Jeg er nu på førtidspension.
Det har været svært at finde sine fødder igen efter indlæggelser, diagnoser og pension. Er jeg min sygdom? Skal den afgøre mit videre liv? Jeg ved jo at sygdommen kan komme igen.
”Jeg nu er nede på under en tredjedel af den medicin,
jeg har taget de sidste fem år. Det skaber håb.”
Jeg må finde en balance imellem at passe på mig selv og alligevel blive udfordret. Jeg har fundet ud af, at jeg lever livet dårligt uden et projekt. Hvad er mulighederne, hvad er realistisk, hvad er spændende og hvilke veje er åbne overhovedet? Jeg tror, at udfordringer på et stille og roligt niveau er nødvendigt for at bygge mit selvværd og nogle kompetencer op igen.
Jeg bruger min tid til at tegne og male. Jeg har et værksted, som jeg er glad for. At arbejde med noget helt konkret som farve og komposition er godt til at holde mindre konstruktive og brugbare tanker på afstand.
Jeg er for nylig blevet udskrevet fra distriktspsykiatrien og tilknyttet en privatpraktiserende psykiater. Hans første træk var at udtrappe mig af mine forskellige medicinpræparater, så jeg nu er nede på under en tredje del af det, jeg har taget de sidste fem år. Det skaber håb.
Og mit håb er at komme til at deltage aktivt i samfundet igen, det svinder ikke som årene går og sygdomsperioderne kommer lidt på afstand. Jeg er 38 år og ønsker stadig på at komme mig så meget, at jeg kan varetage et skånejob eller lignende på et tidspunkt.
Det er det, jeg vil kæmpe for.
Eva Toft er 38 år og bor på Islands Brygge.
—–
Fra Outsiderens Temanummer:
Et beskedent ønske til livet
– og seks andre personlige beretninger om tilværelsen og det, mennesker gør for at fastholde livskraften…
Nr. 84, 2012