Og i morgen?

Personlig beretning om en hverdag udenfor det, der kaldes normallivet.

Fra tidsskriftet Outsideren nr. 83 /  Af Lianne Larsen

Hvad får mig gennem livet..?

Det spørgsmål er ikke svært at svare på … det gør min datter. Jeg elsker hende så meget, at jeg aldrig kunne drømme om at gøre noget, der ville gøre hende ondt.

Men hvordan kommer jeg gennem dagene? Jeg tager dem en for en. Hver morgen, mens jeg sidder på min altan, nyder min kaffe og smøg, så læser jeg lige et kapitel af en god bog, det tager omkring en kop kaffes tid, og ved anden kop sidder jeg og prøver at planlægge et eller andet, der kan gøre mig glad i dag.

Jeg laver ikke selv aftaler på forhånd, men hvis nogen, også det offentlige, vil se mig, så står det i kalenderen, og så ved jeg, at det er det, der skal ske den dag. Derfor kigger jeg altid først i kalenderen, for står der ingenting, så har jeg hele dagen for mig selv.

Jahr right, hele dagen … og hvad skal jeg så tage mig til?

00-Out#83-okt12-08
Lianne Larsen – Foto: Jette Nielsen

Jeg har svært ved at tage ud i verden, alene, men jeg skal ud, jeg bliver skør af at sidde her alene dag efter dag, og desuden har jeg lovet mig selv at komme ud af lejligheden hver dag … en tur på gåben eller på cykel. Cykelturen er nemmest, for så er jeg alene, men gåturen giver mest motion.

Nå, men i dag, hvad skal jeg i dag? Det er fredag og Aura spiller i Tivoli i aften. Jeg skal nok ikke derind, for der er ingen, der har ringet og spurgt, om vi skal derind sammen. Før tog jeg afsted alene, hvis der var en kunstner, jeg gerne ville høre, men dèt kan jeg så ikke mere.

Så, så, fru Larsen, ikke dvæle ved, hvordan det var før, husk psykologens ord: ”Fokuser på det gode i nutiden, måske kommer det fra tidligere, alt det du savner, men du skal først have styr på nutiden.”

Ja, ja, skal nok prøve, fru psykolog…

Nå, hvad skal jeg så få dagen til at gå med? Kigger på min bog og har lyst til at læse mere, den er ved at være slut og den er spændende, men hvad skal jeg læse når den er slut?

Hov, dørtelefonen…

Reklamer, reklamer! Dem gider jeg ikke kigge på lige nu, men det kan være de kan bruges til fordrivelse af noget af dagen i morgen … tilbudene gælder alligevel først fra på mandag.

Har mine reklamer

Men dog,da jeg alligevel begynder at sorterer de reklamer fra, som jeg ikke gider se i, falder en ned på gulvet og slår sig op på et tilbud fra Føtex med billige bøger, og gæt hvad … hehe … efterfølgeren til den bog, jeg er ved at læse, kommer på tilbud i denne uge, så skal da jeg vist lige en tur ned og se om man stadig kan få den.

Prisen? Nå, okay, det skal jeg så ikke, tror sgu ikke kontanthjælpen rækker til impulsindkøb af bøger, som ikke kan spises.

Jamen, så ved jeg jo, hvad jeg skal i stedet, jeg skal ind på bibliotekets hjemmeside og checke om jeg kan låne den der.

Wauw! Den kan fås på det bibliotek, der ligger lige i nærheden af hvor jeg bor, så der skal jeg op, når jeg har fået lidt at spise.

Og resten af dagen … tjah, den går så med at læse den ene bog færdig og starte på den næste.

Og i morgen? Ja, den venter jeg med at planlægge til næste morgen på min altan, mens jeg nyder kop kaffe nummer to og smøg nummer tre. Om ikke andet, så har jeg mine reklamer, så…det skal nok gå.

—————-

Lianne Larsen er 54 år, bor i Hvidovre og har været sygemeldt i længere tid. Læs flere beretninger om tilværelsen og det at få tingene til at hænge sammen, trods alt. Red.