Når to parter deler en fælles skæbne, kan det ske, at selv det mest indlysende bliver til uløselige konflikter. Måske er det netop det, der er overgået psykiatrien og dens patienter, som efterhånden kun synes at tale sammen om længden af recepterne – uden at nogen af parterne virker i stand til at stoppe op og trække vejret dybt. Og begynde på en frisk.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 / Kommentar af Klavs Serup Rasmussen, ansvarshavende redaktør

Vi-ved-hvor-skoen-trykker-600x3311”Patienterne får så høje doser medicin, at de ikke kan stå på benene, men så kan de ligge i en seng,” fortalte en anonym medarbejder til dagbladet Politiken under sommerens ophedede mediedebat om overmedicinering i psykiatrien.

Afsløringen af, at hver anden patient på Glostrup og Hvidovres psykiatriske afdelinger i lang tid havde fået dobbelt så meget medicin som anbefalet, udløste kaskader af spin.

Brugerbevægelsen koblede overmedicineringen til dødsfald i psykiatrien. En vicehospitalsdirektør fra Hvidovre Hospital argumenterede med, at overmedicinering var en naturlig konsekvens af et offentligt krav om at minimere brugen af tvang. Og regionspolitikerne så deres snit til at stramme halsbåndet om direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, bl.a ved at antyde, at ansvaret kunne ende hos ledelsen.

Hen på sensommeren, i august måned, udgav Sundhedsstyrelsen så en rapport om brugen af psykofarmaka på landets botilbud. Det var langtfra første gang, at det blev undersøgt. I 2007 påviste en kommunal opgørelse, at mindst hvert ottende dødsfald på de psykiatriske bosteder er uventet og dødsårsagen ukendt (læs, muligvis medicinrelateret) – og siden da havde det været officiel viden i psykiatrien, at der skjuler sig alvorlige problemer somewhere ude på botilbuddene.

Sundhedsstyrelsens rapport slog fast, hvad de fleste nok havde gættet i forvejen, at især botilbud med tradition for at bruge ekstra meget psykofarmaka, overhovedet ikke havde styr på procedurerne, og at ni ud af ti af disse institutioner hverken holdt øje med behandlingen eller bivirkningerne.

”Vi var ikke klar over, at det stod så ringe til,” udtalte tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons, til DR i forbindelse med rapportens offentliggørelse.

”At patienter og personale ikke for længst er gået sammen for at løfte i flok,
er noget af det mest mystiske i psykiatrien. En slags maskespil, hvor alle – både behandlere og patienter – lader som om psykiske lidelser er noget fuldstændig omsiggribende og uforståeligt.”

Op af skyttegraven

00-Out#83-okt12-009Uden at underkende vigtigheden af, at psykiatrien hænges offentligt ud – for det skal den når det fx viser sig på Psykiatrisk Center Glostrup, at overmedicineringen er givet under tvang og i livsfarlige doser – så er der ikke meget i afsløringerne siden juni, som man ikke også kan få at vide ved blot at bruge en formiddag på et værested med en kop kaffe i hånden.

Der er rigeligt af troværdige historier om mystiske overlæger, sløseri og uventede dødsfald. Historier fra den ene side af skyttegravskrigen.

I den anden skyttegrav står en broget flok af psykiatere og administratorer. De fyrer skåltaler af, der alle handler om, hvor gode man er til at hjælpe de psykisk syge. For at undgå besværlige diskussioner er man endda begyndt at emballere psykiatrien med en række standarder, ingen rigtig kan forklare relevansen af, og som ved nærmere eftersyn kan forekomme en smule hule.

Psykiatrisk Center Glostrup havde f.eks – samtidig med der blev givet rigeligt med piller til patienterne – besøg af konsulenter fra certificerings-agenturererne Joint Commission og Den Danske Kvalitetsmodel, der enstemmigt udtalte, at dette var et psykiatrisk hospital i international topklasse.

Problemet med de lidt for ensidige fortællinger, der præger psykiatrien, er blot, at det der siges, sjældent favner verden, som den er.

Det er en detalje, der er værd at bide mærke i,
fordi den ikke passer til skyttegravens vante forestillinger
om ”hvordan verden er.”

Det er for eksempel interessant, at skandalen om overmedicinering kun kom frem, fordi embedslægen modtog anonyme henvendelser fra de ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup. Medarbejderne skrev, med opbakning fra blandt andet Foreningen af Yngre Læger, at de i flere år havde forsøgt at få ledelsen til at gøre noget ved overmedicineringen.

Det er en detalje, der er værd at bide mærke i, fordi den ikke passer til skyttegravens vante forestillinger om ”hvordan verden er.” Her er ingen onde psykiatere eller rutinerede eksperter på hjemmebane. Kun almindelige mennesker i en svær situation, der kæmper for deres lægelige og faglige anstændighed. Uden at kunne finde opbakning andre steder end på forsiden af avisen Politiken.

Outsideren vovede sig i forrige nummer ud i ingenmandsland mellem kritikere og tilhængere af psykiatrien ved at bringe en kronik på baggrund af en høring om dødsfald i psykiatrien, der blev afholdt på Christiansborg den 8. maj. Kronikken var skrevet af vores medarbejder, en ung og intelligent kvinde, der reflekterede over den vrede og foragt, hun syntes at have registreret hos mange af de deltagende på høringen – bl.a med disse ord:

Disse mødre havde fundet en sandhed, de kunne forholde sig til. Nemlig at medicinen måtte være grunden til deres børns alt for tidlige bortgang. Det er en håndgribelig sandhed omkring et ellers uhåndgribeligt emne. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over den afsky og foragt, disse kvinder havde for systemet og den medicinske behandling. For kan man overhovedet tale om grund eller skyld, når det handler om så alvorlige psykiske lidelser, som skizofreni? Lidelser, som er uforståelige selv for lægerne og behandlerne..”

Savnet af venner

Kronikken gjorde opmærksom på noget, som længe er blevet diskuteret internt på Outsideren, nemlig at spørgsmålet om hvem, der har skylden for hvad og hvorfor, er massivt dominerende i de fleste diskussioner om psykiatri; hvis skyld det var, at nogen kunne flygte fra en lukket afdeling, hvem der gav for mange piller, hvorfor patienterne ikke gør, som lægerne siger, og omvendt. Det er en skyttegravskrig, der har det med at overse, at ingen grundlæggende ved, hvad der er helt rigtigt at gøre når mennesker bliver skøre.

Efter at have trykt kronikken, fik Outsideren hen over sommeren megen kritik for ikke at leve op til rollen som brugernes blad. Kritikken gik is00-Out#83-okt12-08ær på, at Outsideren – der er skrevet af frivillige, med egne erfaringer fra psykiatrien – ikke bakkede klart nok op om kampen mod overmedicinering og dødsfald.

Kritikken er hørt. Også her på bladet må vi hvert år sige farvel til nære kollegaer, der dør i en alt for ung alder, måske på grund af medicinen, måske på grund af livets slid, sandsynligvis på grund af en blanding af det hele. Vi savner vores venner.

Vi har så også et bud på, hvordan vi bedst diskuterer de store spørgsmål i psykiatrien, herunder de alt for mange dødsfald. Det var kronikken et udtryk for. Vi ved også, at langtfra alle er enige med os, når vi på den måde slår til lyd for størst mulig åbenhed. Der er trods alt mere trygt i skyttegraven.

Den afmægtige patient

Det følgende er et tænkt scenarie. Men et fantastisk et af slagsen: Afdelingslægen kalder patienter og personale sammen og siger: ”Prøv at hør – vi bliver alle sammen nødt til at stramme balderne hen over weekenden. Jeg står med tre sygemeldinger og vi har fyldt et par ekstra senge op ude på gangen. Hvad foreslår I, vi gør?”

Den dag ville være den bedste dag i psykiatrien. Det ville være den dag, der blev gjort op med forestillingen om det altomfavnende behandlingssystem og den afmægtige patient. Den dag, patienter og personale reelt kom på samme hold.

”Prøv at hør – vi bliver alle sammen nødt til at stramme balderne hen over weekenden.
Jeg står med tre sygemeldinger og vi har fyldt et par ekstra senge op ude på gangen.
Hvad foreslår I, vi gør?”

I dag bygger psykiatrien på den præmis, at man som patient i perioder fuldstændig kan overdrage ansvaret for sig selv til andre. Men selvom det kan være fristende, er det inderligt ødelæggende. En stor del af de psykiatriske patienter genvinder aldrig evnen til fuldt at påtage sig ansvaret for sig selv igen.

Outsideren var i foråret med til at afholde konferencen ”Et Skridt videre,” om recovery og brugerinddragelse i psykiatrien. Her understregede den amerikanske recovery-guru Patricia Deegan, at hvis sindslidende skal gøre sig håb om at komme sig, så er det på med arbejdshandskerne.

Hendes pointe var klar. At komme sig af en psykisk lidelse er i høj grad et arbejde, man selv må gøre.

Men ud over det befriende nye menneskesyn, der ligger i at invitere patienterne med til løfte ansvaret for de psykiatriske afdelingers ve og vel, hvad ville der så egentlig ske? Ville patienterne hyle op og bede om mere beroligende medicin? Ville personalet føle de havde givet op? Vil de pårørende råbe ”omsorgssvigt”?

Eller ville indlæggelserne blive kortere, brugen af tvang rasle ned og den der følelse ved udskrivning, af at have mistet evnen til at begå sig i den virkelige verden, gå væk?

Gættet herfra, er at der ville ske noget nyt. Noget tiltrængt. Kast blot et blik på psykiatriens instruktionsvideoer i brug af bæltefiksering – du kan finde dem på Outsiderens facebookside. Brugen af tvang virker mere som en nødvendighed, skabt af rammerne, end af menneskene der befinder sig i dem.

Kort sagt – den nuværende psykiatri er ikke uden bivirkninger.

00-Out#83-okt12-08

Illustration: Mette-Marie Riel

Alt for fornuftigt?

At patienter og personale ikke for længst er gået sammen for at løfte i flok, er noget af det mest mystiske i psykiatrien. En slags maskespil, hvor alle – både behandlere og patienter – lader som om psykiske lidelser er noget fuldstændig omsiggribende og uforståeligt. Noget kun eksperter glimtvis kan opnå indsigt i. Det efterlader patienterne som umyndige børn og medarbejderne som ansvarlige for en hel masse, de ikke har magt over.

Men – udover alle gåderne om hvorfor og hvordan galskab kommer og går – er de færreste mennesker 100 pct vanvittige på noget tidspunkt.

Uanset om depressionen er dyb eller psykosen flyver højt, er der altid en del af en selv, der forbliver det menneske, man altid har været. Det er den del af en selv, der søger hjælp og gør sit bedste for at komme ovenpå igen.

I psykiatrien fortsætter maskespillet, og den ”raske” del af de mennesker, der har søgt hjælp, har ikke meget at stille op med sig selv ude på de psykiatriske afdelinger og botilbud.

Det er et problem, man af al magt forsøger at finde svaret på i lande som England og USA. Her tales der om ”co-creation,” altså sam-skabelse mellem personale og patienter, som en forudsætning for at psykiatrien kan komme videre.

Det ikke-syge

At lade patienterne være medansvarlige for hverdagen i psykiatrien, vil sandsynligvis skabe en smule rysten på hånden hos personalet. At lære at se det ”ikke-syge.” Og tale med det.

Men patienterne og deres pårørende ville i lige så høj grad skulle viske tavlen ren – og skippe forestillingen om at medarbejderne i psykiatrien skal kunne stå model til alt ”fordi man er syg.” Heldigvis er der kommet en vis modenhed i brugerbevægelsen, med en erkendelse af, at det at gakke ud, er noget andre skal kunne sige nej tak til.

Vi bliver også nødt til at tage snakken om, at nogle af os i perioder kan være i en mental tilstand hvor vores adfærd ikke er acceptabel, og hvor (andre, red) har ret til at sige fra,” sagde Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent i LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere i psykiatribrugere) i det forrige nummer af Outsideren.

Der er ikke noget klart svar på, hvor langt psykiatrien skal ud, før der sker det eneste indlysende fornuftige, at alle begynder at løfte i flok i psykiatrien. Måske sker det aldrig. Men det vil i det mindste være et bevis på, at fornuft alene ikke er nok til at forklare verden. Behøver man være tosset for at indrømme det?

————-

En kommentar

  1. sana petersen

    Som tidligere sygeplejerske med mange års erfaring inden for psykiatrien, kan jeg kun sige; FANTASTISK ARTIKEL, hvor har i dog ret. Jeg forlod psykiatrien i 2005, og der hed det sig at hvis man involverede pt/ brugerne som beskrevet ovenfor, så havde man mistet sin professionalisme. Men det er i høj grad min mening, at det er vejen frem.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.