En anonym, men saftig beretning om hashpsykoser, falske læger og mandlige plejere, der stinker af sex

Ude i galaxen – En personlig beretning om livet i og med psykosen / Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 70

ude i galaksenDet lå ikke i kortene, at jeg skulle tjekke ind på en lukket afd. i en alder af 21 år, og så måske alligevel.

Nogle år før, i en alder af 15 år, var jeg flyttet hjemmefra ind til København, og jeg var vel mest af alt det, man kaldte en vild teenager. Jeg gik til boksning og fitness, var meget interesseret i mit udseende og jeg havde en fin ejerlejlighed i den pæne ende af byen. Samt et job, jeg var glad for.

Det kørte bare, og så var der jo også ham, kommune-chaufføren, som jeg var ret vild med. Mine forældre syntes godt nok ikke, det var noget for mig, men de havde jo heller ikke set ham nøgen, om man så må sige…

Det ændrede sig altsammen, da min virksomhed fik ny leder. Fire år tidligere havde jeg været med til at starte arbejdspladsen op, og nu kom der så en selvhøjtidelig klaphat, som jeg slet ikke kunne holde ud. Mine arbejdsdage var i forvejen lange og mine ambitioner høje, men med klaphatten tippede det over. Jeg gik simpelthen ned med stress og måtte sende et brev til firmaet, hvor jeg sygemeldte mig.

Og så hev jeg ellers stikket ud af telefonen og satte mig til at ryge joints og drikke whisky. Efter et par dage kom mine forældre ind til mig – det plejede de ikke at gøre, men omvendt plejede jeg også at tage telefonen.

Forklædt som læge

Det endte med, at jeg blev indlagt på en lukket afdeling.

Dengang mente jeg ikke selv, jeg havde brug for det, men i dag ved jeg, at jeg var manisk. Jeg havde knoklet døgnet rundt, arbejdet, dyrket sport, røget joints og sovet alt for lidt. Mine ben løb af sig selv og jeg var ikke modtagelig for fornuft.  Lægernes diagnose lød på: Hashpsykose

”Mine forældre syntes ikke, han var noget for mig,
men de havde jo heller ikke set ham nøgen…”

På den lukkede, der tog løjerne tog fart, det var ligesom en film blev spillet foran øjnene på mig, og at jeg var tilskuer til alle mulige mennesker, der var syge i forskellig grad.

Den første, jeg mødte efter indtjekningen, var en læge, der sagde han hed Ebbe. Han var en flink, velsoigneret ældre mand, og vi satte os sammen i spisestuen og fik en god & dyb samtale om mit liv. Dagen efter kom jeg til at overvære en episode, hvor en patient knaldede fuldstændig af i opholdsrummet – og jeg genkendte patienten med det samme: Det var Ebbe…

Og så er det, man i bagklogskabens klare lys tænker – heldigt det ikke var på gynækologisk!

På den lukkede var der tid nok og jeg fik den bl.a til at gå med at lægge makeup og gøre noget ud af mig selv – og ja, blandt de mandlige plejere på afdeling var der nogle særdeles nydelige eksemplarer, der både var veltrænede og stank af sex. Jeg vidste, det var forbudt, men tanken var der. Bare fordi man er indlagt, betyder det jo ikke nødvendigvis, at østrogenet i kroppen er stendødt…

Posedamens øjne

Posedamen, hun var spøjs, lugtede stærkt af gammel røg og sagde aldrig noget, mens hun betragtede mig i det skjulte. På mig virkede hun forhutlet, men sjovt nok gik hun med makeup. Og hun havde de mest lysende blå øjne, der virkede som perler i det ellers vejrbidte ansigt.

Posedamen havde en vane med at lave en piruette og forsvinde hurtigt ud af rummet. Og en dag, hvor det var mit værelse, hun lige var snurret ud af, opdagede jeg, at der var forsvundet en læbestift. Jeg havde mistet makeup før, så jeg lavede resolut en ransagning af hendes poser, væltede det hele ud på hendes seng – og tog mine ting tilbage.

Det kan jeg dog ikke tilråde andre at kaste sig ud i på egen hånd – hun blev ekstremt tosset.

Efter tre uger begyndte jeg at kede mig, og følte mig ikke for syg til at komme hjem, Dag efter dag havde jeg malet, leget med perler, gået ture, sovet og spist, så nu måtte de sgu godt slække lidt på tøjlerne. Tænkte jeg. Men det var lægerne absolut ikke enige med mig i, og de bestemte.

En dag på en gåtur, på vej op ad alléen til afdelingen. slog det mig pludseligt, at jeg sgu da bare kunne stikke af. Og så vendte jeg mig ellers om og spurtede ud af porten og over gaden, hvor en 3×34 bil måtte bremse hårdt op for ikke at køre mig ned. Og ved et helt utroligt sammentræf var det min kommune-chauffør, der sad inde i bilen – hold kæft hvor blev jeg glad!

Det var gensidigt, så han satte mig af hjemme hos sig selv, og lovede at komme tilbage en times tid senere, når han havde læsset en flytning af.

Mor var uenig

Imens tog jeg den beslutning at at ringe til min mor. Der var ingen grund til at gøre familien unødigt bekymret, så derfor ville jeg fortælle hende, at jeg var stukket af og at jeg ville vende tilbage ved medicin tid. Og bagefter, så kunne jeg slappe af og med god samvittighed vente på min chauffør og en joint og et godt knald.

Men sådan ville mor det ikke. Hun vidste jo godt, hvor jeg kunne tænkes at befinde mig og hun meddelte mig, at hvis jeg ikke selv vendte tilbage NU, så ville hun få politiet til at hente mig. Og dèt syntes jeg alligevel ikke var en god idè. Så derfor måtte jeg slukøret, og med uforløste østrogener, iføre mig et par lidt for store bukser og en stor sweatshirt – og så forlod jeg lejligheden og gik ned på Frederiksundsvej.

Et stykke nede af vejen fik jeg øje på et stykke Falckvogn, der var kørt ind til siden. Og så gik jeg hen og bankede på ruden og forklarede rederen, at jeg var stukket af fra en lukket afdeling og ikke havde penge til komme tilbage. Og derefter blev jeg kørt tilbage.

Så – hvis du bor du lige i nærheden af en lukket afdeling, har du hermed fået et lille trick til, hvordan man kommer gratis hjem.

Forfatteren har ønsket at være anonym af hensyn til sin familie. Hendes navn er redaktionen bekendt.Vi-ved-hvor-skoen-trykker-600x3311

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.