– En personlig beretning om livet i og med psykosen
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 69 / Af Julie Feilberg
Jeg blev indlagt første gang i marts 2000 på Kommunehospitalet. Jeg var kommet dertil fra skadestuen efter at have taget en overdosis. Forud for denne indlæggelse var gået mange år med psykiske dårligdomme, jeg var ikke blevet psykotisk ud af den blå luft. Det var især den sidste måned, inden jeg blev indlagt første gang, der var skelsættende. Jeg boede dengang på et kollegieværelse og min uddannelse var for længst gået ad helvede til. Jeg havde ligget i en måned i min seng, og på de uger var det som om jeg gik ti års lidelser igennem. Det var som om hele min triste barndom passerede revy for mit indre blik. Fiaskoerne i skolen, at blive mobbet og holdt uden- for af de andre, mine forældres manglende forståelse og omsorg, min ensomhed, den begyndende sindslidelse da jeg var 12, alle de smertefulde minder væltede ind over mit sind, mens jeg lå der i kraftesløs afmagt, ude af stand til at rejse mig fra sengen. Jeg mente, at jeg ikke var levedygtig og at jeg var nødt til at tage livet af mig.
Læste mine tanker
Så småt, gennem de sidste år, var jeg begyndt at blive mistroisk overfor omgivelserne, og nu havde jeg paranoia i fuld flor. Jeg bildte mig ind, at jeg blev overvåget med skjulte kameraer og mikrofoner af efterretningstjenesten, politiet, skattevæsnet og de sociale myndigheder, som alle havde mig mistænkt for forbrydelser og derfor ville samle oplysninger om mig, så de kunne komme og hente mig. Desuden troede jeg, at alle kunne læse mine tanker, gå ind min hjerne og lede i den, bare ved at se mig i øjnene, og jeg havde en stærk mistanke at nogle, måske endda mine forældre, havde smedet et eller andet frygteligt komplot mod mig. Og jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne skjule mig eller søge tilflugt noget sted, at alle vidste alt jeg foretog mig og tænkte. Jeg prøvede at forklare mig selv, at det bare var indbildning, men det hjalp ikke og tankerne forfulgte mig stadigvæk. Jeg var hele tiden så frygteligt angst, ikke for noget bestemt, men for et eller andet udefinerbart og truende. Jeg troede, at hvis jeg døde, ville jeg komme ned i et brændende helvede, men efter noget tid kom jeg frem til, at det da umuligt kunne være værre end livet på jorden. Den 15. marts 2000 forsøgte jeg selvmord for anden gang på tre måneder.
Fem kiks om dagen
Jeg var blevet overtalt af en emsig psykiater til lade mig overføre til Kommunehospitalet. Så der lå jeg i en seng, mens tankerne svirrede rundt i hovedet på mig. Jeg havde ikke lyst til at være der, men jeg havde endnu mindre lyst til at komme hjem igen og være back to square one. Jeg havde kun et ønske og det var at få et eller andet medicin, der kunne få mig til at glemme hvor dårligt jeg havde det. Nu var jeg nået så langt ud at jeg aldrig mere ville kunne komme videre, troede jeg. Dagen efter blev jeg overført til en åben afdeling, hvor jeg var i tre måneder, kun afbrudt af nogle dages ophold på den lukkede, fordi jeg havde haft selvmordstanker. Jeg fik noget stærk nervemedicin, der ligesom fik min store krise til at træde i baggrunden. Igen kunne jeg sove om natten, jeg havde ellers næsten ikke sovet den sidste måned inden jeg blev indlagt. Jeg begyndte også at spise lidt igen efter at jeg kun havde spist 4-5 kiks om dagen i flere uger. Med Rivotril havde jeg det faktisk OK de første uger på hospitalet. Jeg begyndte igen at tænke på min fremtid og mine studier og troede faktisk på, at med den rigtige medicin kunne jeg samle mit liv op, hvor jeg havde sluppet det.
Livet ikke kun pine
Men nervepiller er en stakket frist. Når man har taget dem hver dag i nogle uger, kan man ikke længere mærke den positive virkning. Igen havde jeg det forfærdeligt og var desperat efter at få noget stærkere medicin, hvilket de nægtede mig. Jeg lå meget i en seng og græd og kunne ikke se nogen vej ud af mit private helvede. Det hjalp ikke at tage medicin eller gå til psykolog, jeg ville bare for enhver pris have en ende på larmen inde i mit hoved. Når man har tankemylder, kan det føles som om tredje verdenskrig er ved at blive udkæmpet i ens hjerne.
Efter en tid på Kommunehospitalet havde de opgivet at få mig på fode igen, og sendte mig videre i systemet til en ungdomsafdeling på Sct. Hans. Heller ikke der fik jeg det bedre. At komme sig over en psykisk nedtur er en lang og sej proces, det er utrolig svært at stå ud og det kan vare i flere år. Men jeg tror, at jeg nu næsten 10 år senere har fået det godt nok til at kunne sige, at livet ikke er en konstant pine. Nu tror jeg ikke at jeg kan få det meget bedre, min fortid taget i betragtning.
