“Alligevel kan jeg ikke undvære humoren i min kamp mod anfaldene”
– af Line Sofie
Jeg har lidt af PNES i halvandet år nu. Måske mere. Måske var det angstanfald. Der er ikke rigtig nogen der ved det. Til gengæld har jeg lært, at den eneste måde jeg kan blive anfaldsfri på, er ved at acceptere dem, og den eneste måde jeg kan det, er ved at grine af det.
Det lyder måske som om jeg ligefrem er glad for de anfald. Langt fra! Ofte græder jeg efter et anfald. Sidder med tårerne trillende ned af begge kinder, og føler mig så besværlig. Men jeg ved at der er nogen til at holde om mig – og af mig.
Alligevel kan jeg ikke undvære humoren i min kamp mod anfaldene. Én ting er, at jeg bebrejder mig selv, at jeg får det dårligt. En helt anden ting er, hvis mine omgivelser går i panik.
Det lyder måske som om jeg ligefrem er glad for de anfald. Langt fra! Ofte græder jeg efter et anfald. Sidder med tårerne trillende ned af begge kinder, og føler mig så besværlig. Men jeg ved at der er nogen til at holde om mig – og af mig.
De første gange min lejlighed på efterskolen, så at jeg bare knækkede sammen og var ukontaktbar, blev de selvfølgelig bekymrede. Nogen gik nærmest i panik og jeg har oplevet, at folk er begyndt at græde.
I dag er det blevet til, at mine nærmeste veninder sidder og snakker, mens jeg ligger og ryster. Der bliver både talt om lektier, drenge og andre ”hverdagsting”. Det er enormt beroligende at vide, at de tager det hele som det kommer.
Ofte griner vi også af det bagefter. Hvor pinligt det har været, hvis jeg er blevet dårlig til en gymnastiktræning og ”skvattede” midt på gulvet. Hvor komisk de andre har syntes det var, når det kom en lærer som ikke havde prøvet det før, som ikke vidste hvilken ben han skulle stå på af bare bekymring. En gang her for nyligt, var der en af mine veninder, der, da vi sad og snakkede om ambulancer, sagde, at næste gang jeg skulle få det så dårligt at jeg skulle med ambulancen, ville hun altså gerne med, for hun havde ikke kørt i ambulance før!
I perioder er jeg, ikke besvimet, nærmere knækket sammen og ude af stand til at rejse mig, hvor jeg når jeg ”vågnede op” igen, udbrød ”hovsa!”
Episoder som disse er enormt befriende for mig. Jeg ved, at det holder af mig, og at de ser mig som den pige jeg er, og at anfaldene kommer og går.
I går, da jeg ikke helt kunne holde humøret oppe, sad jeg og snakkede med en om det at være til besvær. Jeg spurgte hende om hun oprigtig talt syntes at det var irriterende og besværligt, når jeg fik anfald. Hun svarede, at nu hvor hun havde lært at det ikke var farligt, synes hun faktisk, at det kunne være helt hyggeligt.
I perioder er jeg, ikke besvimet, nærmere knækket sammen og ude af stand til at rejse mig, hvor jeg når jeg ”vågnede op” igen, udbrød ”hovsa!”
Jeg er et værre rodehoved, hvilket giver sig til udtryk i en sti af tøj og ting efter mig igennem hele lejligheden. For at vi ikke skulle gå og skændes over det, da jeg vitterligt ikke kan overskue at rydde op (læs: kan godt se at der roder, men kan ikke se, hvad der roder), fandt jeg på, at de bare skulle smide mine ting ud af vinduet. Derved bliver det hele lidt mere komisk og det er lige før de glæder sig til jeg roder, så de kan smide det ud af vinduet. Og jeg slipper for at går og være sur på mig selv over at jeg roder.
På efterskolen er det ikke synd for mig. Det er bare ikke særlig rart, men det er bare op på hesten igen.
Hele denne lidt komiske tilgang til min sygdom, har gjort det lettere at tackle. Det er først efter jeg er kommet på efterskole, jeg har lært det. I folkeskolen blev jeg vred og ked af det bagefter. Så kom det nogen og trøstede mig, og på den måde fik jeg bekræftelse af, at det var synd for mig.
På efterskolen er det ikke synd for mig. Det er bare ikke særlig rart, men det er bare op på hesten igen. Det kan selvfølgelig være lidt ”øv” nogle gange, når man bare har en ”selvmedlidenhedsdag”, men det er der bare ikke rigtig tid til på en efterskole. Det er jeg sikker på, at dem der har været på efterskole – eller højskole, kan nikke genkendende til.
Men jeg har faktisk heller ikke rigtig lyst til selvmedlidenhed mere. Det andet er meget sjovere!
—-
Om mig selv: Jeg er en pige på 16 år, der i lidt over et år nu har haft kontakt til psykiatrien i form af indlæggelse, psykolog, psykiater og fysioterapeut. Inden da har jeg, siden 7. klasse været i kontakt med forskellige psykologer og psykoterapeuter. Som jeg med tiden har fået det bedre har jeg haft et stort behov for at komme ud med mine erfaringer, så derfor blogger jeg her på outsideren. Jeg lider af angst og PNES, jeg er særlig sensitiv og har nedsat evne til overblik. Trods dette går jeg på efterskole og nyder livet – dog på lidt andre præmisser end mine kammerater.