”Nu er jeg på psykiatrisk afdeling, og de andre steder er blevet mærkelige. Jeg er på hjemmebesøg, når jeg kommer til Nørrebro, på besøg i eget hjem.”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 84 / Af Eisa Hunø, pt.Skt. Hans
Da jeg for tiden er indlagt på en psykiatrisk afdeling ved Roskilde, så har jeg to senge til rådighed. En hospitalsseng her på M22, og min dejlige futon hjemme i lejligheden på Nørrebro. Denne udstationering medfører en del rejsen frem og tilbage med offentlig transport. Men der opstår også en privat transport, en slags psykisk pendulering mellem forskellige verdner, en transformation.
De fleste kender jo nok til, at man formes af, hvem man er sammen med – indtager forskellige roller. Og dette fænomen bliver meget tydeliggjort, når man som jeg er indlagt på et længerevarende ophold.
For på en psykiatrisk afdeling er tiden kunstig på en særegen måde og styres af måltider (især måltiderne), lægesamtaler, medicintider, og nogle steder også grupper, terapi m.m. Så bliver det fredag, hvor en del tager hjem til sig selv, mens de få tilbageværende virkelig mærker kontrasten mellem hverdagene og weekenderne. Der er stadig måltiderne, som måske er det eneste, der forhindrer en total implosion af tidens gang, ja endda dens eksistens.
En weekend på psykiatrisk afdeling er som at være en akvariefisk i et lille akvarium, du flyder rundt, bumper ind i ting en gang imellem, men blopper ellers bare lidt rundt. Så man kan også risikere pendulering på selve afdelingen.
Skjorter her, trøjer der
Pendulering kan være opslidende, pendulering mellem patient Eisa, Eisa på Nørrebro, Eisa sammen med venner, Eisa alle mulige andre steder end M22. Og lige nu er udgangspunktet: Eisa på M22 vest. Det er her, jeg er, og de andre steder er mærkelige. Jeg er på hjemmebesøg, når jeg er hjemme, altså på besøg i mit eget hjem. Verden er dermed blevet spejlvendt.
De fleste har nok en eller anden grad af pendulering. Men desto større kontrasten er, jo hårdere er det at pendulere. Kontrasten kan fx findes i kommunikation – om det er ansatte som kontaktpersoner, psykologer eller psykiatere, man taler med på afdelingen, eller om det er vennen, der har kendt mig siden 90’erne, jeg snakker med, når jeg kommer til Nørrebro. Unægtelig en kontrast.
Og der er kun én Hundi, han er derhjemme, min tøjhund, jeg savner ham.
Så er der de fysiske omgivelser, de er der jo bare, men lige pludselig har de sneget sig ind i psyken. Og man har delt sine ting, nogle skjorter her, nogle hættetrøjer der. Og man har fordoblet sine ting, man har to tandbørster, to shampoo´er med mere, to af alt muligt, man ikke gider slæbe frem og tilbage i toget.
Og der er kun én Hundi, han er derhjemme, min tøjhund, jeg savner ham.
Eisa Hunø er 34 år og bor (som regel) på Nørrebro i København.