Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 / Personlig beretning af Jens Rønn

Hjertet banker. Jeg har det som om jeg ryster. Egentligt er det absurd, at jeg sidder og pludselig bliver så nervøs, fordi jeg sidder til det, som burde være en glædelig begivenhed: En udskrivnings-samtale. Overlægen overfor mig, som jeg møder for første gang denne torsdag i maj 2011, har netop spurgt mig, om jeg vil ud og bruge min uddannelse som cand. mag. i statskundskab. Mere skal der åbenbart ikke til, før min sikkerhed krakelerer; et uskyldigt spørgsmål. Et halvt år med depression, flere indlæggelser på forskellige afdelinger og hospitaler, en ufrivillig flytning midt i det hele og en omgang elektrochok har sat sine spor. Usikkerheden sidder lige under tøjet. Hvad kan jeg? Dur jeg til noget? Hvad skal der blive af mig?  

Kigger man et halvt år tilbage, var alt anderledes. Da kunne jeg gå på vandet. Jeg havde fået en løntilskuds-ansættelse i Københavns Kommune som kommunikationsmedarbejder, min første ansættelse efter at jeg var blevet færdig med mit studie. Jeg var også blevet webredaktør for Vision, et magasin der hører under den politiske tænketank Cevea. Jeg havde også mine hjemmesider, som jeg baksede med. Jeg var ligeledes begyndt på tyrkisk på aftenskole (jeg har studeret to semestre i Tyrkiet og elsker simpelthen det land) og jeg var overbevist om at jeg nu havde lagt psykiatrien bag mig. Jeg tog ikke nogen medicin. Min diagnose (bipolar) og tidligere indlæggelser (to styk) skænkede jeg ikke en tanke. Jeg ønskede i det hele taget at distancere mig fra alt, hvad der havde med psykiatrien at gøre. Derfor skrev jeg en mail til mine forældre og søster i Århus, hvor jeg bl.a bekendtgjorde, at jeg ikke længere ville komme på Outsideren. Fremover ville jeg have ”normale velfungerende venner”, og ikke så mange ”psykiatri” venner.

 Da jeg sætter mig, vender han sig demonstrativt den anden vej for at læse i sin avis. Puha. Nej, der blev bestemt ikke givet ved dørene i de 14 dage, jeg var der. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget skyld jeg havde i det hele?

Kun os to, i frokostpausen

024Jeg holdt kun 14 dage i jobbet, inden jeg selv sagde op. Dagen efter var jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling på Bispebjerg hospital. Så meget for min usårlighed! Men hvad skete der på det arbejde? Jeg arbejdede i et åbent kontorlandskab, hvor mine primære kolleger var de tre kommunikations-medarbejdere, Niels, Ole og Mads (opdigtede navne). Jeg fik en del opgaver, som jeg løste fint, men det var som om mine tre kommunikations-kolleger sad med kortene godt gemt ind til kroppen. Ja, der blev knap nok talt til mig! Tag nu en episode med Niels, den af mine kommunikations-kolleger, som stod for kontakten til borgmesteren. Et stort ego. Lidt tilfældigt ender vi med at spise frokost sammen, kun os to, i pausestuen. Da jeg sætter mig, vender han sig demonstrativt den anden vej for at læse i sin avis. Puha. Nej, der blev bestemt ikke givet ved dørene i de 14 dage, jeg var der. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget skyld jeg havde i det hele? Jeg har nok været ude af balance og samtidig fremme i skoene. Et dårligt miks! Men min største fejl var nok, at jeg blev småsur – jeg skulle satme vise dem – over den måde, de behandlede mig på. Eksempelvis var der ingen, der inviterede mig med til nogle møder, hvor jeg så i arrigskab begyndte at invitere mig selv med til møder, jeg mente var relevante (jeg kunne tjekke mine kollegers kalendere i Outlook). Der dukkede jeg så op. Faktisk kunne jeg godt lide, eller det bildte jeg mig selv ind, at være i et sådan hårdt miljø. Jeg følte mig lidt sej. I løbet af uge nummer to kunne jeg mærke, at det var ved at skride for mig. Jeg droppede det med at invitere mig selv med til møder. Jeg følte, at jobbet var ved at bryde mig ned. Det endte det også med at gøre.

Jeg er ikke så snobbet. Igennem årene har jeg allerede haft diverse jobs som postarbejder, rengøringsmedhjælper, telefonsælger, pædagogmedhjælper og opvasker. Det er da fine og ærefulde hverv. Er det en knækket mand, der tænker sådanne tanker efter endnu en lang indlæggelse?

En knækket mand eller..?

Jeg sidder i lejligheden her en uge efter udskrivelsen. Tankerne kredser omkring mig og arbejdsmarkedet. Jeg har tænkt en del på min mor, fordi vi har en del lighedspunkter, min mor og jeg. Hun er uddannet lærer, men fik senere diagnosen bipolar, og måtte derfor droppe at bruge sin uddannelse som lærer. I stedet endte hun med at gøre rent i mange år. Måske jeg på samme måde kunne få et rengøringsjob? Det betyder meget for mig at komme ud og tjene mine egne penge. At klare mig selv. Det er værdier, jeg tager med fra mit barndomshjem og især min mor. Det er jeg blevet mere bevist om igennem den seneste indlæggelse. Så er det ikke så væsentligt præcist, hvordan jeg tjener mine penge. Jeg er ikke så snobbet. Igennem årene har jeg allerede haft diverse jobs som postarbejder, rengøringsmedhjælper, telefonsælger, pædagogmedhjælper og opvasker. Det er da fine og ærefulde hverv. Er det en knækket mand, der tænker sådanne tanker efter endnu en lang indlæggelse? Det er i hvert fald en mere ydmyg mand, der taler. Det er nok ikke så skidt. Jeg skelner ikke længere imellem psykiatrivenner og normale venner. Jeg er bare glad for at have mennesker omkring mig, som er gode for mig.  Jeg er nok heller ikke så stærk og selvstændig, som jeg tidligere har bildt mig selv ind. Jeg tager også min medicin. Nu må vi se hvad fremtiden byder.

 

Jens Rønn er 33 år og bosat i København. Flere af hans tidligere artikler kan findes på www.ousideren.dk

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.