Min sommer består af musik

Fra Tidsskriftet Outsideren nr.73 / Af Katrine Fokdal

 

At rejse er at leve, sådan ser både jeg og H. C. Andersen på det.

Jeg har altid rejst meget. For mig har sommer altid været ensbetydende med at rejse ud og opleve verden.

Men for to år siden fik min sindslidelse overtaget og jeg blev langtids-sygemeldt og røg på kontanthjælp. Til dem der ikke ved det, er det ikke tilladt at forlade landet, når man lever af kontanthjælp. Og det er heller ikke let at få råd til en rejse med det beløb, der kommer fra kommunen.

Til mit sidste møde med kommunen var jeg så heldig at finde ud af, at hvis man befinder sig inden for det der hedder F2 (psykose-spektret) har man faktisk lov til at rejse ud af landet i fire uger om året, hvis ens kontaktperson ellers mener det er forsvarligt.

 

2011-11-16 - 008Dette gjorde mig enormt glad. For mig ville det være en meget positiv ting for min sygdom at komme ud og opleve noget, når man som mig er født med en udforsker i maven. Men der er stadig det økonomiske problem.

Jeg er så heldigt stillet, at jeg har en meget rejseglad familie, som også er utrolig gavmild og gerne inviterer. Men ikke alle er så heldige.

I år bliver jeg dog hjemme og vil bruge tiden på den dejlige by, jeg bor i. Jeg synes, hovedstaden har meget at tilbyde. Specielt er jeg glad for jazz-festivalen. En uge, hvor byen fyldes med musik, kan næsten opfylde mit behov for at rejse ud. Ud over det har jeg også en fast sommertradition med at tage en uge på højskole i Jylland på et musikkursus. Et kursus, jeg har besøgt de sidste 10 år. Det er måske en lidt atypisk sommerbeskæftigelse, fordi man er enormt meget på en hel uge i træk. Men jeg elsker det og det er klart et af årets højdepunker for mig. Jeg kan dog godt mærke, at min sygdom påvirker mig meget også der. Min medicin gør, at jeg er meget træt, og sidste år måtte jeg op og sove hver gang, der var en lidt længere pause i musikken, lige som jeg heller ikke kunne feste natten lang, men måtte passe min skønhedssøvn i stedet.

 

Alligevel giver kurset mig en selvtillid, som jeg ikke ville undvære for noget.

Derfor er dette er en ferieplan, som jeg varmt kan anbefale. Der findes så mange fede tilbud på de mange danske højskoler. Ikke kun musik. Der er noget for enhver smag. Det er et godt alternativ, når man ikke kan rejse ud og ikke har råd til det.

Så – min sommer består af musik og så håber jeg, at det danske sommervejr vil være med mig.