Om kort tid udkommer en sjælden bog på det danske bogmarked – af en slags, der ikke findes mange af herhjemme, om overhovedet nogen.
Bogen, der blev trykt første gang i USA i 2007, er en guide med råd og vejledning til mennesker, der går med tanker om at trappe ned på – eller helt ud af – deres medicinforbrug. Den er skrevet af den amerikanske terapeut Will Hall i samarbejde med en lang række behandlere og brugere, og har siden udgivelsen opnået ry som en dybt kompetent indføring i et emne, der ellers tales alt for sjældent om.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 85 / Af Will Hall
”… en grundlæggende medicinsk ret var blevet mig nægtet: informeret samtykke, nøjagtig information om min diagnose og medicinen”.
Lige meget hvilke stoffer vi taler om, så står livet ofte på spil, om det er pga. afhængighed, bivirkninger eller de risici, der følger med emotionelle kriser og galskab. Kombineret med samfundets forvirrende budskaber om de forskellige stoffer er resultatet ofte angst. Stoffer bliver til dæmoner eller engle. Vi må blive ved med at tage dem for enhver pris, eller stoppe med dem for enhver pris. Vi ser kun risici, eller vi er for bange til at se på risici overhovedet. Der er ingen kompromis: alt er sort og hvidt, alt eller ingenting. Det er nemt at henfalde i absolutistisk tænkning, når det kommer til psykofarmaka. Fortalerne for medicin fokuserer på risici ved ekstreme emotionelle tilstande, mens modstanderne af medicin fokuserer på risici ved at tage den. Denne guides overbevisning, er dog at enten-eller tænkningen angående medicin er en stor del af problemet.
Alt for ofte er mennesker, der har brug for hjælp til at stoppe med disse medikamenter, overladt til sig selv, uden støtte eller vejledning, og bliver endda behandlet, som om ønsket om at stoppe i sig selv er et tegn på psykisk sygdom – og derfor kræver mere medicin.
Igennem vores arbejde med flere hundrede mennesker i mange år, har vi fundet ud af, at det ikke kan forudsiges, hvordan udtrapnings-processen vil forløbe. Det er faktisk ikke muligt at vide på forhånd, hvem der kan, og hvem der ikke kan, leve uden psykofarmaka, hvem der kan leve med færre præparater eller lavere doser, eller hvor hårdt det vil blive. Vi har set folk trappe succesrigt ud efter mere end 20 år, og vi har set folk, der er nødt til at blive ved med at tage psykofarmaka efter kun at have taget dem i et år.
Siden det potentielt er muligt for enhver, er den eneste vej til at finde ud af det, at prøve langsomt og forsigtigt og se, hvordan det går. Enhver skal have retten til at prøve.
Lettelse med diagnose
Psykofarmaka virker på hjernen for at forandre sindsstemning og bevidsthed, lige som alle andre bevidsthedsændrende stoffer. Siden mange medikamenter kan dæmpe eller kontrollere symptomer af følelsesmæssig lidelse – enten ved at peppe personens humør op, dæmpe det ned, nedsætte følsomheden, eller gøre personen søvnig – kan de tage toppen af ekstreme tilstande. De hjælper nogle mennesker med at føle, at de kan magte deres liv. Ikke desto mindre er det vigtigt at bemærke, at psykofarmaka ikke ændrer på de underliggende grunde til følelsesmæssig lidelse.
En psykiatrisk diagnose og en recept kan være en stor lettelse, især hvis den eneste anden mulighed er, at du bliver beskyldt for at være lad, svag, eller bare lader som om. Når folk ikke har taget din smerte alvorligt, kan en læges afgørelse, om at du har en psykisk sygdom, føles befriende. At beslutte at stoppe med medicinen kan i så fald anses som det forkerte budskab, om at du ikke virkeligt behøver hjælp, og at din smerte ikke virkeligt er så slem.
Søvnløshed er en af de vigtigste årsager til og fremmende faktorer ved emotionelle kriser. Kortfristet brug af medicin kan få dig til at sove.
Kortfristet medicinering kan afbryde og ”slå bremsen i” ved en vanskelig, ekstrem sindstilstand eller i en akut krise. Vedvarende brug kan somme tider forhindre maniske eller depressive episoder, eller gøre dem mindre alvorlige. Nogle mennesker fortæller, at ekstreme sindstilstande og symptomer føles mindre voldsomme med medicin. At afbryde en krise og få noget søvn kan reducere stress i din krop og få dig til at slappe af, hvilket kan reducere kaosset i dit liv, og sætte dig bedre i stand til at kunne tage vare på dig selv mht. mad, socialt samvær og andre grundlæggende faktorer. Dette kan lægge en bund for større psykisk stabilitet, og til at foretage ændringer, der ellers ikke havde været mulige at foretage.
Hjernen skal tilpasses
Medicinering kan somme tider hjælpe dig med at fungere på arbejde, i skolen og i dit liv, hvilket er specielt praktisk, hvis du ikke kan ændre på disse ting. Et arbejde kan kræve, at du står op om morgenen og undgår større stemningsudsving, og socialt samvær kan kræve, at du undgår følelsesmæssigt ladede reaktioner og overfølsomhed.
Alle psykofarmaka virker ved at forårsage organiske forandringer i hjernen. Derfor fører udtrapning til abstinenssymptomer: Din hjerne vænner sig til stoffets tilstedeværen og har svært ved at tilpasse sig, når stoffet fjernes.
Som regel er langsom udtrapning bedst; det giver din hjerne tid at vænne sig til at skulle undvære stoffet. Hurtig udtrapning giver ikke din hjerne tid nok til at tilpasse sig, og du risikerer at opleve langt værre abstinenssymptomer.
Vigtigt: Symptomerne ved udtrapningen af psykofarmaka kan til tider se ud lige som den “psykiske sygdom”, medikamenterne i første omgang blev ordineret for. Mennesker kan blive “psykotiske”, angste eller få ethvert andet psykiatrisk symptom, alene på grund af udtrapningen, ikke på grund af deres psykiatriske “forstyrrelse” eller tilstand.
Abstinenssymptomer beviser ikke nødvendigvis, at du har brug for psykofarmaka, ligesom hovedpine efter du har holdt op med at drikke kaffe, ikke skal ses som bevis på, at du har brug for koffein, eller at en delirium efter du er holdt op med at drikke alkohol, beviser at du har brug for drikke alkohol. Det betyder bare, at din hjerne er blevet afhængig af medikamentet og har brug for tid til at vænne sig til at være foruden det.
Udtrapning skal times
Hvornår er et godt tidspunkt til at starte udtrapningen? Hvornår er et dårligt tidspunkt?
Hvis du vil trappe ned eller ud af medicin, er timingen meget vigtig. Som regel er det bedst at vente, til du har forberedt alt, der skal forberedes, i stedet for at starte uforberedt. Husk at udtrapning kan være et langtidsprojekt,
Har du stabile boligforhold og regelmæssighed i din hverdag? Ville det være bedre først at fokusere på disse ting?
Er du lige blevet udskrevet fra hospitalet, eller havde du en krise fornyligt? Er det et dårligt tidspunkt at starte udtrapning, eller er medicinen en del af problemet?
At samarbejde med en læge eller behandler, der er på din side, kan gøre en enorm forskel. Sørg for at have støttende venner og familiemedlemmer, og få hjælp med planlægningen. Vær sikker på, at de ved, at udtrapning kan være hårdt, og at abstinenssymptomer ikke nødvendigvis betyder, at du skal tage medicinen igen. Hjælpere kan bidrage med deres syn udefra, tilbyde feedback til din plan, hjælpe dig, hvis tingene bliver vanskelige.
Lav en “Mad Map”, en “forhåndserklæring”, som er en kriseplan, der fortæller folk, hvad de kan gøre, hvis du får en alvorlig krise og har problemer med at kommunikere eller sørge for dig selv.
Vær ekstra opmærksom på dit helbred under udtrapningen. Den er en stressende afgiftningsproces. Styrk dit immunforsvar med masser af hvile, frisk vand, sund mad, motion, frisk luft, sollys, ture i naturen og kontakt med dine medmennesker.
Hvis du trapper ud af psykofarmaka, kan du være nødt til at lære nye måder at klare følelser og oplevelser på.
Nogle medikamenter er et stykke tid om at begynde at virke i kroppen, mens andre – specielt midler mod søvnproblemer og angst – virker med det samme. Det kan være klogt at bruge dem ind imellem, for at få søvn, forebygge en krise, eller for at beskytte dig mod overvældende følelsesmæssige ekstremer.
Buffet af symptomer
Mange mennesker, der trapper ud af medicinen, vælger efter nogen tid at starte på dem igen, men der findes meget lidt forskning omkring det at trappe ud af neuroleptika, lithium eller krampehæmmende midler, for derefter at begynde at tage dem igen.
Som reglen er det bedst at gå langsomt frem og trappe gradvist ud. Selv om nogle mennesker er i stand til at stoppe på én gang med succes, kan et pludseligt stop med at tage psykofarmaka fremprovokere farlige abstinenssymptomer, deriblandt kramper og psykose. Generelt gælder, at jo længere tid du har taget medikamentet, jo længere tid skal du give dig til at trappe ud..
Hold nøje øje med alle virkninger efter din første nedsætning. Overvej at føre dagbog over dine symptomer, måske med nogens hjælp. Husk på, at hvis symptomer bliver værre lige umiddelbart efter, du har reduceret medikamentet, så kan det være abstinenser, og de går over. Hvis abstinenserne er uudholdelige, for besværlige eller bliver ved i for lang tid, sæt dosen op igen. Det er intet nederlag, det er en klog langsigtet strategi.
De mest udbredte abstinenssymptomer er angst og søvnproblemer. Andre symptomer dækker over et bredt spektrum og kan indbefatte, men er ikke begrænsede til: At føle sig syg, få panikanfald, tankemylder/tvangstanker, hovedpine, influenzalignende symptomer, depression, svimmelhed, rysten, åndedrætsbesvær, problemer med at huske, ekstreme emotioner, ufrivillige bevægelser, muskelkramper og – trækninger, og kvalme.
Udtrapning kan også fremprovokere kriser, personlighedsændringer, mani, psykose, vrangforestillinger, ophidsethed og andre psykiatriske symptomer. Symptomer forbundet med antidepressiva omfatter stærk ophidsethed, “elektriske stød”, selvmordstanker, selvskadende adfærd som cutting, og aggression. Ofte fortæller folk, at de værste abstinenser optræder mod enden af udtrapningsprocessen, når dosen er reduceret til nul eller næsten nul.