Fra Tidsskriftet Outsideren nummer 84 / Af Lianne Larsen

 

Om 2012 har været et godt år? Tjah, skal vi ikke bare nøjes med at sige, at det endte det med at blive…

Sommeren var specie svær, jeg fik igen en nedtur med stress, fordi jeg blev raskmeldt af kommunens sygedagpengekontor, og så skulle jeg søge dagpenge i HK. Det lød okay, i hvert fald lige indtil HK krævede en raskmeldingserklæring fra min læge for at give mig dagpenge, og det vidste jeg, at han ikke ville give. Jeg var ikke rask, tværtimod, så enden på det blev, at jeg skulle søge kontanthjælp i stedet. Og så var det, suk og ak, bare om at komme ned på ydelseskontoret.

Jeg gruede for, hvad der ventede der, da jeg har hørt, at man ikke kan være syg på kontanthjælp, men hvor fanden skulle jeg så få penge fra? Jeg var lige flyttet fra et værelse til min egen etværelses lejlighed, så det kunne ende med en katastrofe. Og helt seriøst begyndte jeg allerede at forberede mig på at blive en syg hjemløs.

Tilmed blev jeg nu igen ramt af de krampeanfald, som jeg får, hver gang jeg bliver stresset. Jeg havde ellers i lang tid kunnet ”nøjes” med de natlige anfald ca. en gang om måneden, men nu var de der hele tiden og hele dagen og natten med …

 

Kramper hos kommunen

Lianne Larsen 002Om morgenen ringede jeg til min læge på Glostrup hospital, hvor jeg var under udredning (hun skulle finde en diagnose til mig). Hun var der ikke, men sekretæren ville få hende til at ringe.

Imens humpede jeg ned på kommunen, og da det blev min tur, og jeg havde fået mig anbragt ved bordet med en kommunalt ansat medarbejder, fik jeg et anfald af kramper i hele højre side. Den stakkels unge pige så ud, som om hun var ved at gå i panik, men hun gjorde ingenting, sikkert fordi hun ikke anede, hvad f… hun skulle gøre. Da anfaldet sluttede efter 10 sekunder, spurgte hun, om jeg ville have noget at drikke, hvorefter hun røg ud af døren.

Da hun kom tilbage med et glas vand, ringede min læge, og jeg forklarede situationen, mens den unge pige hørte på. Hun ville have mig indlagt til akut EEG og diverse undersøgelser, her og nu, det kunne ikke gå hurtigt nok.

Den unge pige tastede mig nu ind i computeren, og jeg blev katagoriseret som en type 2 borger (øhhh, er der nu forskellige katagorier?) Hun forklarede, at det kun betød, at jeg ikke ville blive sendt ud i aktivering, før jeg havde været til samtale med min sagsbehandler, hvilket nok først ville ske om en 2½ – 3 måneder…

Tog hjem og pakkede en weekendtaske, ringede til min søster og min datter (som bor i Aalborg) og fortalte om situationen, og så var det afsted til Glostrup med jævnlige kramper, missede sgu endda en bus, fordi chaufføren ikke ville vente på, at jeg krampede færdig … idiot!

 

Ud fra Rundetårn

Da jeg havde været på Glostrup i tre dage og været gennem flere undersøgelser, ankom min svigersøn og datter. De havde kontaktet min læge for at høre, hvad der foregik (min datter HAR aktindsigt), og hun havde sagt, at det nok endte med medicinering, og at jeg ikke ville blive udskrevet, før jeg var stabil…hvad fanden det så end betyder…

Medicinering var ikke noget, jeg normalt ville gå med til. Jeg har haft disse epilepsi-lignende anfald i næsten 30 år, i nogle perioder mere end andre, og jeg har afprøvet det meste af den medicin, der findes. For omkring syv år siden sagde jeg fra overfor medicinen og var anfaldsfri i over to år, men så gik jeg ned med stress og fik igen kramper. Derefter konkluderede jeg, at det nok var psykisk betinget, og joh og jah, jeg havde vist heller aldrig været helt psykisk stabil …

Men nu var jeg bare så træt af alle de kramper, at jeg ville springe ud fra Rundetårn, hvis lægen sagde, at det kunne hjælpe …

Jeg startede medicineringen den 8. juni 2012, og dagen efter tog jeg med min datter til Aalborg, for hun syntes ikke, jeg skulle ligge der, til jeg blev stabil.

 

Oh, Aalborg

Og jo, sandelig, jeg er stabil nu, har end ikke haft de tilbagevendende månedlige natlige anfald, siden jeg begyndte på de her nye piller. Og jeg har nu også endelig fået min diagnose, psykisk stressrelateret epilepsi, og for mig kan de kalde det, hvad de vil, bare jeg undgår kramperne.

Jeg har også været til den første samtale med min sagsbehandler på kommunens ydelseskontor, og vi aftalte … ja, vi, jeg fik sgu også lov til at bestemme…vi aftalte, at jeg med det samme skulle starte hos en psykiater, og at vi i det nye år skal finde ud af, hvordan vi får mig ud på arbejdsmarkedet igen. Det tror jeg nu ikke selv, at jeg nogensinde kommer, men det er jo deres mål, derfor hellere samarbejde i god ånd.

Så efter en lang og besværlig sommer kan jeg vist godt konkludere, at året ender godt. Og så skal jeg til Aalborg og holde jul hos min datter, min solstråle…oh yeah.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.