Den grå bygning, 2. sal

– refleksioner over en indlæggelse

af Eisa Swierkosz

En dag fik jeg nok af min medicin. Den havde bivirkninger, jeg ikke kunne acceptere og jeg holdt op med at tage den. Det kunne faktisk ikke gå hurtigt nok med at få den ud af kroppen.
Men allerede efter 5 dage måtte jeg opgive. Med tankekaos og seriøse selvmordstanker, pakkede jeg en taske og begav mig mod BBH Psykiatrisk Modtagelse.
Den tilsyneladende obligatoriske ventetid i venteværelset varede minimum et par timer. Så indtraf en kort samtale med en lægestuderende og en ansat i modtagelsen, hvorefter jeg blev gentand for en grundig og grænseoverskridende visitation, fordi man ville sikre sig, at jeg ikke havde skarpe ting, stoffer eller alkohol på mig.
Min livrem og snørebånd blev inddraget, før jeg fik en seng på 1.sal – en såkaldt akut afdeling, hvor du højest er en uge, imens det bliver vurderet, om du skal udskrives eller indlægges på en anden afdeling.
Det var som det var – meget uro og jammerdal. Det er et barskt sted. Akut afdelingerne er ikke et rart sted. Selvfølgelig er de ikke det – et hospital er et sted for syge mennesker. Det samme er en psykiatrisk afdeling eller i hvert fald et sted for mennesker, der på en eller anden måde er mast af deres psyke. Havde jeg tilmed vidst, hvad jeg havde i vente på den anden side af akutafdelingen, kunne man tale om et dystert perspektiv.
Påskepynten på afdelingen var i mine øjne et rent horror-show. Æg, der lignede hvide larver vred sig med deforme munde, mens påskekyllinger blev fortæret af uhyggelige udgaver af packman-spøgelser. Jeg tror ikke, at afdelingens ergoterapeut har det nemt. Men i det mindste kunne jeg snakke med de fleste af de kontaktpersoner, jeg fik tildelt, og der blev generelt udvist synlig interesse for min sindstilstand. Personalet var opsøgende og tilbød samtale, og de gjorde mig det klart, at jeg endelig måtte henvende mig, hvis jeg havde brug for at snakke. Egentlig er det sjældent så meget, personalen kan gøre sådan et sted. Men jeg fornemmede, at de fleste gjorde hvad de kunne.

Betydningen af gode personaler

Efter 3,5 døgn blev jeg flyttet til en lukket afdeling på 2.sal.
De fysiske rammer for afdelingerne var helt identiske. Men det var personalets opfattelse af deres arbejdsfunktion og deres tilgang til patienterne til gengæld ikke – slet ikke. – Det kan være, at de havde engagerede samtaler om os patienter bag den lukkede kontordør. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men jeg har sjældent oplevet en personalegruppe med en så tilsyneladende uinteresseret attitude over for patienterne. Jeg så nærmest ikke personalet udover ved medicinudleveringen, i rygesituationer og eventuelt ved måltiderne. Efter et vagtskifte, hvor man får tildelt en ny kontaktperson, kom den nye personale aldrig og præsenterede sig. Man kunne selv se det på tavlen.
Den første dag på 2.sal havde jeg selvmordstanker og skæretrang. Det gik jeg ud og sagde til personalet og så lød det prompte: ”Vil du have p.n.-medicin?”. Ikke, at jeg kimsede af den beroligende medicinen. Den bør bare ikke stå alene. Men nu var stilen ligesom bare lagt og det blev kun værre herfra. Jeg havde været på afdelingen fem dage, før en kontaktperson sagde til mig: ”lad os gå ind på din stue og snakke om det”, og hun var vikar.
Indtil da havde personalet virket fuldstændigt ligeglade med, hvordan vi indlagte havde det. Sikkert har de da observeret os, men på afstand. Og jeg ved godt, at der er sparet, at der skal registreres sindssygt meget og at der går rigtig meget tid med det. Men det var alligevel som om, at der her på 2.sal var der en manglende interesse i alle former for kontakt og dialog med patienterne. Og sådan behøves det ikke at være. Det ved jeg, for lige ovenover på 3.sal ligger der en lukket afdeling helt magen til, i hvert fald fysisk, normeringen er også den samme. Der er personalet opsøgende og imødekommende. På 3.sal forekommer der selvfølgelig også tilsyneladende meningsløse ord og handlinger fra personalets side. Men jeg synes, man kan mærke at de vil patienterne deroppe. Det betyder utroligt meget, for disse personaler har en utrolig magt over min sindstilstand.
Dét som for en ansat blot er noget praktisk administrativt, kan for mig komme til at handle om mit selvværd, om jeg er værdifuld og værd at respektere, eller om jeg er så ussel som jeg går rundt og tror. Det er ekstremt hårdt at være på en afdeling, hvor jeg bliver bekræftet i, at jeg er ussel og værdiløs.

Da jeg brokkede mig..

På 2.sal er det næppe personalets hensigt eller onde plan at køre patienterne ned. Men noget af det, de gjorde, eller rettere ikke gjorde, havde den effekt.
Der var flere situationer, hvor jeg måtte korse mig. Som da Thorbjørn blev rigtig ked af det, da personalet tog hans computer, for nu var klokken 22, og den ansatte ignorerede ham, gik og smækkede døren. Pointen er ikke, at de tog hans computer, for sådan er det klokken 22. Men det, der manglede var en forståelse for eller interesse i, hvor forfærdeligt det var for Thorbjørn, at nu var han overladt til sine tanker, uden mulighed for at distrahere sig med computeren. Da jeg brokkede mig, fik jeg at vide, at det jo ikke var en terapeutisk afdeling. Det havde de sådan set ret i. 2.sal er et sted, hvor man er overladt til sig selv med alle de uhyggelige tanker. Her er ingen synlig interesse eller omsorg at finde hos personalet.
At være overladt til sine egne tanker, sin angst og sine vrangforestillinger på en lukket psykiatrisk afdeling er en dårlig idé. Og det kunne godt være anderledes. Det ved jeg, for det har jeg oplevet på andre afdelinger. Omsorg, interesse, samtale rinder mig i hu.

Jeg tænker på, om dagens kontaktperson på 2.sal overhovedet hørte, hvad jeg sagde, da jeg sagde, at jeg havde hjemve og hun svarede, du jeg havde 2 timers udgang.
Og hvad mente sygeplejersken, der sagde, at han havde hørt i en undersøgelse, at 90% havde fået det bedre under indlæggelse på trods af personalet. Jeg tænker hmm okay og er rigtig glad for, at jeg atter er hjemme hos mig selv og ikke på en decideret opbevaringsanstalt.