Smerte, bare smerte indeni. Velkendt og tryg. Og så alligevel så forkert. Smerten er så konkret, bare lige der. I armen, i halsen i benet, bare lige der. Barberbladet rammer min hud og skærer sig vej. Trygheden i det velkendte, det smertefulde. Det jeg kender, men alligevel ikke ønsker. Kunne jeg dog bare evne noget andet. Noget mere. Noget normalt. Men ak, smerten trækker i mig igen. Bare et øjeblik, bare en enkelt gang mere. Tryghedens havn. Hvordan gøre det anderledes? Hvordan forandres? Jeg ved det ikke. Trygheden i kærligheden, varmen, omsorgen. Hvor finder jeg det? I min familie og mine venners nærvær. I samspillet med et dyr? I mit eget indre? Jeg leder og leder, men forgæves.
Som skuespillere på en scene, alt er klart. Der mangler kun mig. Jeg står alene foran alle de andre. Jeg ved hvad der skal ske. Hele min krop ved det og stritter imod. Min underbevidst arbejder på højtryk, jeg hører stemmer omkring mig. Jeg mærker hænder, der tager fat i mig og alligevel er jeg ikke i denne verden. Jeg er i mit eget univers af erindringer, stemmer og skygger. De forsøger sikkert at nå mig, jeg ved det ikke for jeg hører det ikke. Jeg mærker kun hænderne på min krop og angsten vælder ind over mig. Jeg kæmper, men forgæves. Jeg kæmper med mig selv og med dem. Mod mig selv og mod hele verden. Jeg mærker hænder der løsner deres greb, men i stedet for hænderne ligge bælte og remme. Jeg er spændt fast. Jeg kan ingenting, kan intet gøre. Alene og så alligevel sammen med nogen. Konstant overvåget. Jeg ønsker desperat at skære mig, at kunne gøre noget. Men jeg kan ingenting.
Nu kan jeg kan slappe af, ingen kan gøre mig noget. Jeg kan intet gøre. Jeg kan bare være. Roen indfinder sig lige så stille.