Næstformand i etisk komite: ”Tvang er etisk problematisk”

Af Grethe Nielsen

Klinisk Etisk Komite i Region Syddanmarks psykiatri er den første af sin slags. Her kan medarbejdere i psykiatrien, der skal træffe et svært etisk valg, få råd og vejledning af komiteen forud for den vanskelige beslutning.

Men valg, der allerede er truffet, kan også rejses og blive belyst i komiteen. På den måde vil komiteen styrke de etiske refleksioner i fremtidens praksis. Klinisk Etisk Komite har 14 medlemmer, der repræsenterer forskellige faggrupper og fagområder i psykiatrien. Anne Marie Enderlein, som er næstformand i Klinisk Etisk Komite stillede i juni måned op til et mail-interview med Outsideren:

Hvordan kan tvang være etisk forsvarlig?

Naestformand i etisk komite: ”Tvang er etisk problematisk” 1”Anvendelse af tvang er altid etisk problematisk, fordi det er en krænkelse af et andet menneskes autonomi og integritet. Det vil sige, at respekten for den enkeltes ret til at bestemme over eget liv tilsidesættes, ligesom den private grænse, både fysisk og psykisk, kan overskrides. Tvangen tydeliggør et asymmetrisk magtforhold mellem patient og behandler, og det at udøve magt over et andet menneske mod dets vilje påvirker også magtudøverne og er grænseoverskridende for dem, der må udfører tvangen,” skriver Anne Marie Enderlein.

Anne Marie Enderlein uddyber, at tvang så vidt muligt skal undgås og være det allersidste middel, der benyttes. Hun mener, at i ganske særlige tilfælde kan tvang begrundes og forsvares, hvis det anvendes med den hensigt, at man drager den bedst mulige omsorg for et psykisk sygt og dermed meget sårbart menneske. De etiske overvejelser i en situation, hvor tvang kan komme på tale, går ud på at inddrage værdiperspektiver. Disse udmøntes efterfølgende i en handling. Dette er en handling, som behandlerteamet vurderer vil have større gavn for patienten, end hvis man ikke anvender tvang. Tvang anvendes for at undgå, at patienten skader sit eget eller andres liv og helbred.

Den nødvendige tvang

Anne Maria Enderlein argumenterer for, at tvang kan være en nødvendig løsning:

”Når et menneske er meget sygt og ikke er i stand til at tage vare på sig selv og sine handlinger, så han bliver en trussel for egen og eventuelt andres velfærd, er det ikke værdigt at overlade dette menneske til selv at tage vare om og ansvar for sine handlinger. Det vil være at tvinge et menneske til noget, det ikke magter. Derfor kan det i sidste ende være en mere værdig handling at handle imod en patients aktuelle vilje end at lade ham/hende gøre skade på sig selv eller andre. Ikke blot fagfolk er enige om dette, også mange patienter giver efterfølgende udtryk for, at det var godt, der var nogle der gik i mod deres vilje på et tidspunkt, hvor de ikke selv var i stand til at varetage egen autonomi.”

Anne Marie Enderlein forklarer videre i hvilke tilfælde, tvang kan være nødvendig:

”Som eksempel kan der spørges, om det for eksempel er udtryk for patientens rimelige selvhævdelse og autonomi, hvis hun vælger at skære sig selv i armen? Hvis hun vælger at skære sin pulsåre over? Hvis hun vælger at skære i sine medpatienter? Eller i deres ting? Kan hun beroliges med samtale, med skærmning på stuen, med medicin eller med bæltefiksering? Hvad er det mindste middel i denne konkrete sag? Hvilken betydning skal man tillægge patientens tilstand, for eksempel affekt, psykose eller udviklingshæmning i forhold til at vurdere, hvilken intervention der er den rette?”

Til dette skriver Anne Marie Enderlein, at disse argumenter på ingen måde må skygge for, at tvang altid er et overgreb, og sådan oplever mange patienter det også. Hun mener, at alt andet bør være forsøgt inden, og hvis tvang ikke kan undgås, skal det følges op af en eftersamtale med patienten.

Etiske overvejelser er nye hver gang

Anne Marie Enderlein bliver stillet over for et eksempel. Hvad nu hvis en patient er så urolig og udadreagerende, at de øvrige patienter forskanser sig på deres værelser, fordi de er bange for vedkommende: Bør man i det tilfælde anvende bæltefiksering?

”Det kan der ikke svares entydigt på, for etiske overvejelser er altid kontekstspecifikke, og overvejelserne kan ikke generaliseres men må overvejes på ny hver gang. Nogle gange kan det give god mening, at andre patienter holder sig på afstand, og med mindstemiddelprincippet in mente kan den ophidsede patient afledes og bringes i ro på anden måde, mens det i andre tilfælde kan vise sig nødvendigt at bruge tvang”, svarer Anne Marie Enderlein.

Hun understreger, at etiske overvejelser bør gøres på ny i hvert enkelt tilfælde, og måden etiske dilemmaer løses på, vil være forskellig fra gang til gang:

”Hvad, der i hver enkelt situation er en passende intervention, giver anledning til mange etiske og faglige overvejelser og kræver både en grundig dialog og en god bredde og dybde i faglighed og erfaring hos det involverede personale. Det er derfor vigtigt, at rammerne fremmer et lavt konfliktniveau og tillader en tryg håndtering af de situationer, som opstår. Det handler både om konkrete fysiske rammer og om personalenormering, uddannelse og supervision, som kan facilitere, at tvang så vidt muligt undgås, og at det håndteres professionelt og etisk forsvarligt, når det finder sted.”

Klinisk Etisk Komite har ingen beføjelser til at beslutte noget, men de kan belyse etiske dilemmaer. Komiteens opgaver består blandt andet i at drøfte de konkrete etiske problemstillinger, der er knyttet til behandling og pleje i psykiatrien.