Hvad er håb for et størrelse og hvordan mærkes det? Jeg prøver at føle efter, at få en fornemmelse. At forstå. Alle mennesker har håb,håb for livet, håb for fremtiden, håb for sine nærmeste og alligevel kan håbet rystes en smule. Jeg håbede virkelig at jeg aldrig skulle se indersiden af en psykiatrisk afdeling igen.

Hvilket bringer mig over til emnet tro. For jeg troede nemlig også på det.Jeg troede så meget at jeg ikke tror at jeg kunne tro mere. Hver en lille sejr samlede jeg op som den mest værdifulde ædelsten og gemte en i mit hjerte. Jeg samler på håb og jeg samler på tro. Jeg plejer troen og håbet i mit sind, selvom det til tider dør ud og bliver til aske i min hånd. Aske der blæses væk af vinden, men alligevel bliver til noget igen. Jeg planter små frø af håb og ser dem vokse. Måske falder de i blæsten, men de rejser sig igen. Håbet er en rose, der folder sig ud. Den åbner sig mod verden og mod mig og suger mig med i sit brus af kronblade.

Men alligevel skete det. Det jeg hader allermest i denne verden og alligevel er det trygt på et tidspunkt, hvor jeg ikke helt selv har kontrol med tingene. Jeg hader at være fikseret, men nu arbejder jeg på at håbet tændes igen.

Jeg kom hjem, men var ikke klar. Barberbladet ramte endnu en gang min hud. Smerte, så ren og klar.Jeg fik stoppet mig selv, bliver ved med at fortælle mig selv om det der venter forude. Men virker det? Jeg håber at jeg kan få en lille bitte flamme til at blive til et klart brændende lys, at jeg kan gemme mig mellem rødderne på et træ og være sikker på at det ikke vælter. Jeg svømmer stadig i sirup, men måske bliver siruppen til luft en dag, så jeg kan danse af sted. Så jeg kan leve livet uden bælter og uden psykiatriske afdelinger. Bare et helt almindeligt liv.

Jeg sidder på ryggen af min hest og spejder ud i horisonten. Hvor er jeg på vej hen, hvor er lyset og luften?

Jeg tror og jeg håber.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.