Jeg er bange. Jeg er bange næsten hele tiden.
Jeg er bange for at få det så dårligt jeg skal indlægges igen.
Jeg er bange for at jeg får det så dårligt at jeg skal lægges i bælte igen.
Men efter min sidste indlæggelse har jeg lært noget.
Jeg har lært at jeg skal tage ansvar. Tage ansvar for min egen tilværelse.
Jeg skal vide at uanset hvordan Verden ser ud, så har jeg kontrollen over mit eget liv. Jeg kan ikke blive rask på et øjeblik og det er heller ikke sikkert det er sidste gang jeg har været indlagt, men jeg kan selv gøre en masse.
Det lyder så let når man siger det. Men det er det slet, slet ikke.
Da jeg fik diagnosen Emotionel Ustabil Personlighedsstruktur af Borderlinetype, blev jeg både ked af det og lettet. Lettet, fordi jeg nu kan få den rette hjælp (håber jeg) i form af DAT, og ked af det, fordi jeg følte jeg blev stemplet.
Jeg var bange for at jeg ville miste al kontrol og bare blive sygdommen.
Jeg har altid været en fighter-type, men det var som om al luften gik af ballonen. Jeg hverken kunne eller ville mere.
“Jeg skal fandme bare vise dem, at jeg kan blive rask”. Det var tomme ord i mit hoved.
Nu øver jeg mig i at tage ansvar for min behandling, min hverdag og ikke mindst min holdning til mig selv om min sygdom.
Jeg øver mig i at passe på min krop, selvom det hele ser sort ud.
Jeg øver mig i at bruge andre strategier når det hele brænder på i stedet for at synes alle andre er dumme og bare skal lade mig være alene med mit barberblad.
Jeg er stadig bange det meste af tiden. Men jeg ser et svagt lys for enden af tunnelen, så jeg skynder mig langsomt hen imod det, mens jeg passer på mig selv så godt jeg kan…