D. 26. december 2004 er en dag jeg aldrig glemmer, og dagen som ændrede mit liv. Min mor vækkede mig ”Louise, din far er i telefonen”! Min far og jeg havde været uvenner i et par måneder og havde ikke snakket sammen, så jeg vrissede bare at jeg sov og han måtte ringe senere! ”Jamen, han græder!” Jeg sprang ud af sengen og ind på kontoret til telefonen ”Hvad er der sket?” ”Farfar er blevet taget af en flodbølge!” min far lød virkelig ulykkelig i den anden ende af røret. ”Undskyld, men jeg skal lige sætte mig ned” Jeg satte mig på kontorstolen og lagde mit hoved i min venstre hånd. ”Er du sød at sige det en gang til?”
”Farfar er blevet taget af en flodbølge i Thailand!”
I det øjeblik stod verden stille. Helt stille. Jeg husker at min far spurgte om jeg ikke godt ville komme hjem til ham, så vi kunne være sammen.
I løbet af en time stod jeg i Valby. Der var kaos, der var gråd og frustration. Min farfar var ikke fundet, og der var kaos i Phuket. Det eneste vi egentlig vidste, var at min farmor var i live, men alt andet var kaos.
Der gik nogle timer, hvor fjernsynet kørte i stuen med News på skærmen, men det virkede som om tiden alligevel stod stille. Jeg fik til opgave at skrive en identifikation af min farfar, som kunne sendes til udenrigsministeriet, men inden jeg nåede at blive færdig, ringede telefonen! Min farfar var fundet! Død!
Min farmor havde selv identificeret ham på et hospital i Phuket, så det var 100% sikkert at det var ham.
Igen stod min verden stille, og det var som om at jeg slet ikke kunne forholde mig til hvad der skete. Jeg tror ikke helt at jeg forstod det.
Min far og mine to onkler besluttede at rejse til Phuket for at hente min farmor hjem, så hun ikke skulle være dernede alene, midt i denne katastrofe. Ikke mindst var hun blevet skyllet væk af en flodbølge, men hun havde også mistet sin mand ved samme lejlighed.
Hvad der skete de efterfølgende dage, kan jeg faktisk ikke rigtig huske, men jeg husker bisættelsen.
Jeg havde min mor med, og da vi kom kørende op ad Kirkevej i Dragør, så jeg to fotografer komme gående med deres kameraer.
Pressen havde været på, siden min farfar var blevet fundet, og det havde presset familien. Jeg selv havde ikke mærket noget til det, men der var nogen som var blevet ringet op af journalister, der udgav sig for at være andre end de egentlig var. Jeg mistede al min respekt til den danske presse, og ikke mindst til de journalister som bare kunne tænke på at udnytte en sørgende familie på den måde.
Det var en yderst smuk bisættelse, men jeg havde det virkelig svært med mig selv. Jeg så min virkelig ulykkelige familie, og det skar mig helt ind i hjertet at min familie var så kede af det, for jeg var det egentlig ikke selv.
Denne følelse har jeg bebrejdet mig selv i mange år, for jeg følte mig kold og kyniske, og måske så jeg ud som om jeg slet ikke var ked af det. Jeg tror at følelsen ikke kom til syne, da jeg ikke kunne forholde mig til det, og hvor jeg ikke kunne tro på at min farfar var taget væk fra os alle på den måde. Jeg troede ikke på at det var ham som lå der i kisten, og det var ham som skulle bisættes, nej han måtte stadig sidde nede i Thailand på en restaurant for at nyde livet. Jeg skabte min egen fantasi om at det ikke kunne være rigtigt.
Jeg har faktisk aldrig snakket med min familie om det, for jeg har altid været bange for at gøre dem kede af det, og for at de skulle tænke at jeg var et dårligt menneske.
I bund og grund tror jeg ikke at jeg ville tro på at det var sandt. Det var så langt væk, det var så uvirkeligt og det kunne ikke ske for vores familie, det kunne ikke være sandt.
Det tog mig rigtig mange år at forstå til fulde at det var det som skete 2. juledag 2004. I et års tid, søgte jeg efter ham på Internettet, jeg slog hans telefonnummer op, hvor der stod Thomas Bjørndal og det var med til at forstærke min tro på at det ikke kunne være rigtigt.
Min farfar betød rigtig meget for mig, og han er et menneske som var noget helt særligt. Min far har fortalt mig at min lillebror Casper og jeg var farfars yndlings, og vi kunne ikke gøre noget forkert, og det var nok også det som gjorde at mit forhold til min farfar var noget særligt. Efter at min farfar døde, var det som om at min farmor ”overtog” hans kærlighed til mig. Jeg har aldrig været i tvivl om at min farmor har elsket mig højt, men det kom virkelig til syne da han døde. I dag har jeg et rigtig godt forhold til min farmor, og vi minder rigtig meget om hinanden, også af sind. Min farmor er den i min familie som jeg bedst kan identificere mig med, og det vil være et kæmpe tab for mig, den dag hun ikke er her mere.
I sommeren 2004 startede jeg på Viborg HK College, sammen med min kusine Therese. Therese og jeg er lige gamle og da Therese flyttede fra Norge til Danmark, som barn, brugte vi meget tid sammen. Gennem teenagealderen spillede vi håndbold sammen, og jeg delte værelse med hende i ni måneder, mens min far lå i skilsmisse.
Min tid på College havde været svær, og mine psykiske problemer havde udviklet sig i en negativ retning, men ikke så voldsomt at jeg ikke kunne være en del af elevfællesskabet. Men efter min farfars død gik det helt galt, og inden for de sidste måneder, her 10 år senere, er det gået op for mig, at det måske var dråben som fik glasset til at flyde over, og hvor det kun gik ned ad bakke for mig psykisk. Jeg blev i starten af 2005 sendt hjem fra College, da jeg forsøgte at tage livet af mig selv. Da jeg kom hjem blev jeg bare mere og mere syg, og det endte med at jeg blev anbragt på en intuition og det fortsatte kun ned ad bakke.
Igennem de sidste ni år, har jeg kæmpet med psykisk sygdom, indlæggelser og institutionsophold, men jeg er nået så langt i mit liv. Jeg er blevet så meget stærkere og jeg tror også at denne oplevelse har gjort at jeg er blevet stærkere.
Det er en rigtig hård dag i dag, og jeg kan mærke det helt ind i hjertet. Dagen skal mindes og jeg skal en tur i Helligåndskirken for at mindes 10 års dagen.
Livet er kort og uretfærdigt, det har jeg selv mærket på min egen krop, og derfor bliver vi også nødt til at passe på hinanden.
Jeg sender min familie som er på ferie i Phuket en masse tanker.