Recory, et lillebitte ord med stor betydning. Alt hvad jeg stræber efter, ønsker mig og håber på. Alt hvad jeg arbejder efter.  jeg sætter mig et mål om fuld recory. Jeg ved ikke hvornår, jeg ved ikke hvordan. Men det skal lykkes.

Jeg står foran en bro, men tør ikke gå over. Kigger på den brusende elv under broen. Angst for at falde i, angst for aldrig at komme op igen. Angst for at broen ikkr kan bære. Jeg ved at den er omhyggeligt udført, jeg vedcst jeg teoretisk set kan gå over og at den vil holde til mig. Jeg ved det, men jeg tør ikke. Jeg står der bare og kigger. Føler hvordan det ville være at falde de mange meter ned i det brusende vand og blive suget med ud i intetheden. Jeg svømmer og svømmer. Men min krop er træt og det gør ondt alle steder. Jeg ved at jeg er næsten halvves, jeg ved at jeg kan komme over. Jeg holder en pause og strømmen tager mig med. Jeg kæmper igen, men der er blevet længere til målet. Længere til bredden. Jeg kæmper fortsat.

Jeg forsøge at lytte til fok omkring mig, til venner og familie. Til de professionelle. Alle siger qt det nok skal gå, at jeg laver en recory, at jeg bliver rask og jeg tror næstrn på det. Jeg lever i min egen lille beskyttede verden. Et univers i universet. Et sted hvor der altid er nogen at snakke med, altid støtte at hente. En verden så langt fra virkeligheden og alligevel er virkeligheden så tæt på. Så skræmmende og så lokkende.

Alt er gråt omkring mig. Ingen glæee, ingen smil. Jeg forsøger at leve, gør de ting man skal. Står op,svarer når jeg bliver tiltalt, deltager i samtaler og i hverdagen. Alt på rutinen. Jeg græder på daglig basis. Kan ikke definere den store indre smerte som er inden i mig. Smerten som jeg tidligere skar væk. Den smerte der kunne fjernes med dissociation og selvskade. Men ikke længere. Jeg skal noget andet.

Over tre måneder er der gået siden jeg sidst førte barberbladet mod min hud, siden jeg sidst var indlagt. Det skulle gerne blive til mange flere. Vindene bruser omkring mig, leger med mit hår. Det hvisker i mit hoved og skyggerne er omkring mig. Men jeg vil ikke lytte, jeg vil ikke agere eller reagere på dem. Jeg vil noget andet, noget mere, noget nyt.

En ny vej, en ny begyndelse. Jeg må igennem det tornekrat der er på vejen foran mig, klatre ver alle de væltede træstammer som stormen har efterladt. Vente på at blæsten lægger sig og vandet omkring mig bliver stile igen. På stilheden, roen og friskheden der altid fylder verden efter et voldsomt uvejr.

Uhyret skal manes til besindelse og dysses i søvn. Nynne en vuggesang for det og lade det sove som en anden tornerose, for aldrig at vågne igen. Det er okay at dets regelmæssige åndedræt indeni mig minder mig om hvordan det var engang. Men aldrig mere skal det vise sit ansigt i den grad, det hidtil har gjort. Aldrig mere skal det vågne og for alvor og styre mit liv. Vi skal tage vores livtag med hinanden lang tid endnu. Det ved jeg, men jeg vil vinde. Jeg skal vinde.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.