Følelser der flakser rundt som sommerfugle om en sommerfuglebusk. Hviler et øjeblik og flyver så videre igen uden at du måske egentlig har fået øje på hvilken slags sommerfugl det var. Måske var det en admiral, måske en nældens takvinge. Du ved det ikke, så kun farvespillet. Så det kun flygtigt.
Følelser er en underlig størrelse, så nærværende og alligevel så fjerne. Så udefinerbare og alligevel ikke helt. Du føler så mange ting, men at sætte ord på dem kan være utrolig vanskeligt. At sige hvornår du føler glæde, hvornår du føler sorg kan være nærmest håbløst. Det hele er bare en stor svimlende masse inden i dig. Farver der kører rundt og rundt i en spiral, mørke farver, lyse farver. Gul blandet med sort. Bare rundt og rundt, et samsurium. Du forsøger at tage en farve op, en følelse op og kigge på den. Vende og dreje den i hånden, se hvad den indeholder, men den er flygtig som vinden. Sand, der løber mellem dine fingre og blæses væk af det første og det bedste vindpust.
Jeg tror ikke at jeg er i tvivl om hvornår følelserne er sorte, hvornår en stor hånd knuger mit indre i sit jerngreb og ikke vil give slip igen. Hvornår det bare er sort, men hvornår er det gult, grønt eller regnbuefarvet? Hvornår er der glæde og latter i mit sind? Hvordan føles lykke? Når nuancerne bare er tone i tone gråt ved jeg hvad jeg har, når farverne derimod begyner at få liv bliver jeg usikker. Jeg er tryg i det grå, men i det farvede er jeg på udebane. Jeg forsøger at male livets maleri i farver, men jeg vender tilbage til de sikre grå nuancer.
En erantis, der forsigtigt stikker hovedet fremi det grå vintermørke i mit sind, den første krokus med sit glade skrud. Livet der blomstre i mit sind, men jeg kan ikke rigtig finde ud af at definere det. Alle de følelser, der blæser rundt i mit indre, de følelser jeg forsøger at skære væk. Jeg forsøger igen og igen at få hold på dem, mærke smerten på min krop, fjerne smerten fra mit sind. Men uden succes. Konsekvenserne er de samme hver gang. Jeg kan ikke finde ud af dem, de udefinerbare følelser. Jeg står og kigger ned i en kæmpe heksekedel, jeg kan se farverne løbe ind og blande sig med hinanden. Jeg kan se boblerne i den kogende væske. Jeg kan se det hele, men jeg formår ikke at skille det ad. At få styr på de rene følelser, at skelne dem fra hinanden. At se hver enkelt, hver for sig i stedet for det store kaos. Mit følelsesliv – hvad er det?