Terkel Winther reflekterer over ”Dovne Robert”: Jeg synes nu Robert var noget. Han lærte mig, at man godt kan være en stolt modtager af offentlig hjælp, og at man ikke behøver at bukke og skrabe, fordi man er nødt til at modtage hjælp.
Af Terkel Winther
Jeg tænker på ham engang imellem. Han var en ganske almindelig mand, som aldrig havde fået taget sig sammen til at få en uddannelse og nu var blevet kontanthjælpsmodtager. Han var nu lidt speciel alligevel, for Robert mente, at han havde krav på at blive taget hensyn til, når han blev tilbudt et job fra Kommunen. Et krav om, at man tog hensyn til hvad hans ønsker var, og hvilken type job han kunne trives i.
Et beskedent ønske kunne man synes, men nogen valgte at gøre nar af hans synspunkter. Var det folkeviddet, eller kom det nedladende ”Dovne Robert” fra det etablerede? At han var doven, tog brodden af hans argumentation og satte personen i et tvivlsomt lys – I virkeligheden stod han ikke fast på hverken sin egen stolthed eller sit krav om, at man måtte tage hensyn til hvem han var, når man valgte job for ham – han var bare doven.
Hvem lancerede ”Dovne Robert”?
Men hvem var det, der lancerede udtrykket ”Dovne Robert”, og hvorfor blev han latterlig gjort for et synspunkt om at være stolt – selv om man er kontanthjælpsmodtager? Måske var synspunktet og netop den holdning lidt problematisk for det etablerede system.
Når man modtager penge fra det offentlige, og man ikke er syg, så har det offentlige ret til at sætte foranstaltninger i gang, der kan hjælpe en tilbage til arbejdsmarkedet. Modtageren af ydelser har pligt til at modtage det, som det offentlige tilbyder. Når kommunen siger, at dét job skal du tage, så skal man tage det job. Ellers bliver ydelserne sat i bero. Robert mente, at han havde krav på at blive inddraget i den proces, og han havde noget at skulle have sagt, når der skulle vælges job. Men Robert kom fra underdanmark, og han skulle ikke komme for godt i gang.
KK Steincke formulerede den nye sociallov, indlejret i Kanslergade forliget i 1933, på denne måde:
Rygraden i det nye System kan altsaa karakteriseres saaledes, at Hjælpen ydes ikke efter Institutionens, men efter Trangens Karakter, at den uvidenskabelige og vilkaarlige Sondring mellem værdig og uværdig trængende opgives til Fordel for en Ordning, der afpasser Hjælp og Retsvirkninger efter den til vedkommendes Karakter og Forhold bedst egnede Maade.
Hvem ved – måske var det den gamle socialreform, Robert tænkte på, og måske var han også plaget af tankerne i tiden omkring ”det individuelle” samfund – hvem ved hvad Robert inderst inde tænkte?
Der var dengang – for ikke så længe siden – at arbejdsministeren sagde, at man ikke måtte være for fin til at tage et job, der lå under ens kvalifikationer, og på den måde argumenterede hun med appel til dybt rodfæstede leveregler i enhver danskers sind – Du skal ikke tro du er noget – en af Jantelovens ti regler.
Jeg synes nu Robert var noget. Han lærte mig, at man godt kan være en stolt modtager af offentlig hjælp, og at man ikke behøver at bukke og skrabe, fordi man er nødt til at modtage hjælp i en situation, hvor livet udvikler sig, som det gør. Man har pligter – men også ret!