Jeg tror på skæbnen, jeg tror på at der er en højere magt, der har noget at sige. jeg har bare ikke helt fundet ud af hvad min egen skæbne er, når den ikke er døden.

Jeg er en plante i en klippesprække. Den hager sig fast til livet ,men er hele tiden i fare for at tørre ud, at dø. En lille regndråbe i ny og næ holder bladene grønne og en gang imellem skyder en lille forsigtig blomst frem og viser at jeg kan andet end bare at overleve. At jeg rent faktisk kan blomstre og gro .

Jeg har så mange, mange gange i løbet af de sidste 6 år leget kispus med døden. Jeg har gjort mit bedste, men manden med leen ville ikke have mig, omend jeg så meget ønskede fred i mit plagede sind.

Nu sidder jeg på den anden side og føler hvordan det er, når et nært familiemedlem dør alt for ung. Hvor ondt det gør og hvor meningsløst det virker. Jeg har altid sagt og ment at psykisk sygdom er som at have kræft i sjælen. Det æder dig op indefra, måske overlever du, måske gør du ikke. Det er lidt russisk roulette, det har det i hvert fald været for mig.

Men nu hvor jeg ser en familie i sorg forstår jeg hvad døden gør ved mennesker, jeg har prøvet det før som pårørende, men dog aldrig ved en person under 60. Jeg har sagt farvel til mine bedsteforældre og andre gamle mennesker. Mennesker, der var mæt af dage, Mennesker hvortil døden kom som en lettelse og var helt fair. Døden kan bestemt også være en befrielse for omgivelserne, en viden om at en man holder af har fået fred. Sådan har jeg også altid tænkt på det om min egen psykiske sårbarhed.

Men nu hvor jeg har set et forholdsvist ungt menneske dø af kræft og fulgt forløbet og smerten hos ham og hans nærmeste er det gået op for mig hvor meningsløs døden kan være. Hvor uretfærdig den kan være og det har sat mine egne utallige forsøg i perspektiv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at det burde være mig, der var død og ham der havde levet, men sådan ville manden med leen ikke have det. Jeg har ligget i et bælte efter endnu et selvmordsforsøg og tænkt: Hvorfor blev jeg stoppet denne gang, hvad er det jeg gør galt? Hvorfor kan jeg ikke få lov at ånde ud, at finde fred og at give min familie fred for at se mig sådan her. Når jeg har skåret mig i halsen og ønsket at dø, når jeg er gået i fjorden eller hængt mig. Alt er prøvet, intet har virket. Det er ikke min tid endnu og det er svært at acceptere.

Ikke fordi at jeg ikke er i stand til at nyde øjeblikket, at ride på bølgen og bare være i live. Jeg betragter ikke længere mig selv som psykisk syg, men psykisk sårbar. Tumoren i min sjæl er på vej retur og næste destination er det rigtige liv, det virkelige liv.

Men alligevel sidder der et lille grønt monster og gnaver i mig, bliver ved med at fortælle mig at det er forkert. At jeg burde blive i gamle mønstre, at jeg alligevel kæmper forgæves. En lille bitte orm, der bare gnaver og gnaver i mit selvværd.

Jeg forstår ikke helt hvordan jeg alligevel ikke helt har sluppet tanken i mit sind, hvorfor den i de mørkeste stunder i min dag kommer til mig, som en tanke, noget jeg virkelig skal kæmpe for ikke at reagere på. Noget der er forbudt, noget som jeg har taget afstand fra forlængst, men noget der alligevel virker så tillokkende.

Når jeg sidder om natten og ikke kan sove, når jeg sidder om aftenen og græder i min sofa er det første, der popper op i mit hoved destruktive ting. Når sørgmodigheden, sorgen og angsten melder sig ville det være så nemt at fjerne den ved de kendte adfærdsmønstre, at gøre noget for at mærke sig selv, for at fjerne følelserne og gøre dem konkrete. Det store og alt overskyggende spørgsmål er hvad jeg ønsker inderst inde. Helt inde i min sorteste sorte sjæl, hvor kun jeg ved hvad der foregår. Ønsker jeg at dø? Ønsker jeg at leve? Det er kun mig ,der kan finde ud af det.

Men når jeg sidder her og skriver om døden og det berøringen med døden har vækket i mig, gør det mig lidt urolig. At jeg på trods af den smerte, jeg kan se hos mig selv og mine kære, alligevel er i stand til stadig at overveje om jeg nu endda skal leve. Om jeg fortjener at leve.

Tårerne triller langsomt ned af min kind, fordi en æra er slut, et menneske, der har været en del af mit liv er væk og det bliver aldrig det samme igen. Vi kan aldrig samles som en hel familie igen, der vil altid være huller. Og det står mig ganske klart nu. Hvis jeg var væk ville der være endnu et hul i kredsen, endnu et hul, der ikke kunne fyldes ud fordi den der skulle fylde det ud er væk.

Men jeg er stadig i live og jeg er blevet mindet om livets forgængelighed på den mest brutale måde, nemlig at manden med leen bankede på hos en jeg havde kær. En der betød noget, en der var noget både for mig og for det fællesskab, jeg kalder familie.

Jeg er i live utroligt nok.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.