Jeg ser ud over skrænten, ser på havet der bølger dernede, lokkende, kaldende. Men jeg vender om, vender mig mod verden og livet, selvom det er svært. Jeg går på line, på en knivsæg så smal. Jeg danser ballet i livets univers og er helt opppe på tå, lige ved at vælte.
Jeg står foran spejlet, ser på min krop. Ser arrene på min hals, mine arme og mit bryst. Jeg ser kun den krop jeg hader så meget, samtidig med at jeg forsøger at fortælle mig selv at jeg er god nok. At jeg er værdifuld også selvom jeg bare er mig. At folk holder af mig som jeg er, at jeg ikke længere går i folkeskole og bliver mobbet. At jeg er en voksen kvinde på 32, at jeg er vellidt blandt andre mennesker, at folk siger at jeg er et godt menneske.
Jeg tænker tilbage og tænker frem. Fortid, nutid og fremtid løber i et for mig. Jeg prøver at forestille mig et liv sammen med min kæreste, væk fra psykiatrien, kun omgivet af gode venner, min hest og hund. Et liv fyldt med det jeg ønsker at lave, et liv fyldt med noget, jeg finder værdifuldt.
Men hvad er et værdifuldt liv? Jeg er opdraget med at man går på arbejde og kommer hjem, laver mad og er sammen med familien, hvordan den så end er strikket sammen.
Jeg søger det normale liv, men kan egentlig ikke finde ud af hvad det indebærer. Jeg tvivler på mig selv. Jeg tvivler på verden, falder tilbage i gammel skikkerhedsadfærd hvor jeg føler mig tryg. Falder tilbage i det , jeg så gerne vil væk fra, det jeg ønsker til Langbortistan.
Alligevel sidder jeg med en angst i min krop, med et konstant stress over verden omkring mig. Alle de forventninger der alligevel er til mig, selv om jeg er erklæret kronisk syg og boende på en bosted. Arbejdsliv, arbejde, alle skal bidrage. Men jeg bliver stresset. Jeg går død og kan ingenting, mit hoved kollapser og der er ikke plads til andet end det gammelkendte. Til selvskaden, den kan jeg finde ud af, den kan styre mig på en måde, så jeg ikke skal tage det svære ansvar for et liv, jeg ikke kan håndtere.
Jeg føler mig låst inde af mig selv, nøglen er smidt væk og andre skal hjælpe mig med at finde den for jeg kan ikke selv. Jeg ved at der er folk omkring mig, der støtter mig. Jeg ved at der er udstrakte hænder som jeg bare kan tage imod og også tager imod. Men den gamle angst ligger alligevel i mig, angsten for ensomhed og måske har jeg selv tendensen til at isolere mig af frygt for at blive svigtet. Jeg er stadig, selv efter så mange år, angst for hvad andre tænker om mig f.eks. når jeg rider eller laver håndarbejde eller nærmer mig grupper af mennesker. Jeg ved med min fornuft at det er anderledes nu, at jeg er et godt menneske. At jeg er værdifuld og jeg ved det også med en del af mine følelser, men en gang imellem dukker det lille grønne monster op og æder mig indefra. ‘
Jeg kan næsten fornemme normaliteten, jeg kan række hånden ud og næsten nå det jeg ønsker så brændende. Jeg er i stand til at stole på de folk, der er mig nærmest.