Vi ved, at mange bliver raske fra skizofreni, men bringer psykiatrien dette videre, eller hænger den fast i en pessimisme, der kan blive en selvopfyldende profeti? spørger Mikkel S. Han ser den historiske udvikling i behandlingen som et fremskridt fra kynisme til humanisme, men frygter, at psykiatrien hænger fast i fortiden ved udelukkende at se skizofreni som en kronisk sygdom.
Af Mikkel S.
Der er lavet over 100 studier af, hvor mange der bliver raske af skizofreni gennem de sidste 115 år. Officielle instanser på nettet, f.eks. sundhedsguiden.dk, taler om, at 20-25% bliver raske af skizofreni. Det er overraskende mange, og det betyder, at en relativ stor del ikke har skizofreni som en kronisk sygdom.
Men ved patienter, pårørende og behandlingssystemet det? Giver psykiatrien patienter og omverden den reelle optimisme, som statistikken påviser? Eller bidrager psykiatrien med en pessimisme og en ringe udsigt til forbedringer, der kan blive en slags selvopfyldende profeti?
Der er i hvert tilfælde god grund til at tro, at den historiske udvikling af skizofrenibehandlingen fra kynisme til humanisme har skabt en markant større optimisme i psykiatrien i forhold til helbredelse. Tænk bare på fortidens totalitære opbevaringsanstalter, der udsatte skizofrene for tortur og gjorde sygdommen meget værre.
Fortidens totalitære opbevaringsanstalter
Vi taler her om kolde bade, lænker, fiskebid, der skulle stimulere, drejestole for at få blodgennemstrømningen til at vende den rigtige vej, det hvide snit og andre særdeles uvidenskabelige behandlinger. Da dette følelseskolde regime blev afviklet og erstattet med menneskelig ligeværdig omsorg, så blev muligheden for helbredelse og en bedre prognose selvfølgelig meget bedre.
Sideløbende med udviklingen af den humanistiske tilgang blev psykofarmakaen opfundet, hvorved psykiatrien fik et middel mod skizofreni og derved en langt bedre prognose for patienterne. Endnu en god grund til at tro, at skizofreni ikke behøver at være kronisk. Tilmed blev diagnosekriteriet ændret, så man ikke skulle være psykotisk i flere år for at få skizofrenidiagnosen, men kunne nøjes med en måned. Det betyder, at mennesker der i dag får diagnosen ikke er så syge som førhen.
Selv om skizofreni i perioder kan være præget af en lang række ikke-psykotiske symptomer, så må det antages, at en person, der er psykotisk i tre år, har en væsentlig dårligere prognose end en person, der kun har en psykose i en måned. Skizofreni gik altså fra kun at inkludere de lidt mere alvorlige tilfælde til også at inkludere skizofreni i mildere varianter. Det giver bestemt en bedre prognose.
Psykiatrien hænger fast i fortiden
Alt taler altså for, at skizofreni de sidste 60 år er blevet en sygdom, hvor både behandlingsudviklingen og diagnoseudvidelsen har skabt en bedre prognose. Imidlertid strider dette imod, hvordan mange opfatter diagnosen. De mener ikke, at fremskridtene formidles af psykiatrien. Prognosen for skizofreni er simpelthen låst fast i fortiden – dengang hvor der var meget ringe muligheder for at gøre en forskel. Men jeg finder det meget tvivlsomt, da det jo i princippet ville kræve, at lærebøgerne i psykiatri ikke er blevet opdateret i 30-60 år. I det hele taget er svært at sige, om psykiatrien hænger fast i fortidens pessimistiske prognose eller er up-to-date, da der mangler konkrete undersøgelser af det.
Rask som et meget kritisk tidspunkt
Hvis psykiatrien er helt up-to-date mht. nutidens prognose, så kan der alligevel af helt andre årsager herske en pessimistisk formidling af skizofreni. Det er nemlig ikke utænkeligt, at helbredelsesprocenten kun meget sjældent italesættes i psykiatrien, da følgende kan spille ind:
Patientdialogen handler ofte om, at du skal tage din medicin forebyggende, selv om du føler dig rask. Et stort antal patienter vælger nemlig at droppe medicinen, når de får det bedre. Herefter får de tilbagefald, vælger så at tage medicin igen, føler sig nogenlunde raske, dropper medicinen igen, og sådan kører det i ring.
Al tale om at blive rask forbindes altså med et meget kritisk tidspunkt, hvor behandlingen kan gå tabt ved at droppe medicinen. Rask er tilmed også noget, som mange misvisende føler i en psykotisk tilstand – sygdomserkendelsen er totalt væk, og bizarre vrangforestillinger, stemmer og hallucinationer er smeltet overbevisende sammen med virkeligheden.
Psykiateren magter ikke at tale om, at 20-25% godt kan blive helt raske, da det hænger vanskeligt sammen med også at skulle understrege, at så snart du føler dig rask, så er du ikke rask, men skal fortsætte med medicinen. Det handler om konstant at minde om sygdommens alvor, erkende sygdommen og tage den seriøst. Måske tænker nogle: Hellere formidle en meget håbløs og dårlig prognose, som en slags opblæst skræmmekampagne end risikere, at patienten ikke forstår alvoren og stopper med medicinen.
Begrebet rask ligger uendeligt fjernt fra kunne indgå i en sådan sammenhæng, hvor der skal bankes sygdomsrealiteter ind i folk. Derfor bliver en optimistisk prognose og helbredelsesprocenten et meget lille emne.
Selvopfyldende profeti
Problemet er, at det kan blive en slags negativ selvopfyldende profeti, hvis man f.eks. tror, at 0% bliver raske versus 20-25%. Det tætteste, man kommer på noget, der kunne minde om en selvopfyldende profeti, er den målbare placeboeffekt. Placeboeffekten er fx at give folk virksom og effektiv medicin, men bilde dem ind, at det er snydepiller uden effekt, hvorefter effekten af medicinen bliver reduceret. Troen kan flytte, hvis ikke bjerge, så i hvert fald symptomer.
Således kan det være afgørende for ens sygdomsforløb, om man får fremlagt en dyster, worst-case og uhelbredelig prognose eller en nuanceret prognose, hvor kun nogle få lider meget af sygdommen, andre er i større eller mindre grad velfungerende, og en hel del bliver raske. Hvis ikke det psykiatriske behandlingssystem i tilstrækkelig grad formår at udbrede denne positive selvopfyldende profeti med 20-25% helbredelse, så er det vigtigt, at såvel psykiatriske hjemmesider, faglitteratur og nyhedsmedier forsøger på det.
Recovery
Imidlertid er der allerede gang i en form for omskoling af patienterne og psykiatrien, der rummer et håb om, at skizofreni ikke er fastlåst og kronisk, men kan tæmmes og udvikles henimod bedre livskvalitet. Hovedstaden Psykiatri har således arbejdet med recovery-tilgangen i et stykke tid, hvor de taler om:
”Recovery er et begreb, et fænomen og en tilgang, hvor muligheden for håbet om at komme sig fremmes.”
Ikke at målet nødvendigvis er at blive symptomfri, men at komme videre i livet og genfinde ny mening ved at lære at mestre nogle færdigheder og strategier, som på et individuelt plan er vigtige for at kunne tackle sygdommen langt bedre. Det hele syntes at kredse om håb og optimisme, hvilket er særdeles brugbart, hvis psykiatrien i alt for lang tid har undladt at tale om mulige fremskridt og decideret helbredelse. Men dermed ikke sagt, at viden om helbredelsesprocenten og nuancerede prognoser indgår i et recovery-kursus. Det handler mere om, at der i et gruppeterapeutisk samspil kan skabes en ramme, hvor den enkelte opfanger nye tilgange til at tackle sygdommen langt bedre, uden at der er en universal løsningsmodel.