Vi ved, at mange bliver raske fra skizofreni, men bringer psykiatrien dette videre, eller hænger den fast i en pessimisme, der kan blive en selvopfyldende profeti? spørger Mikkel S. Han ser den historiske udvikling i behandlingen som et fremskridt fra kynisme til humanisme, men frygter, at psykiatrien hænger fast i fortiden ved udelukkende at se skizofreni som en kronisk sygdom.

 

Af Mikkel S.

Der er lavet over 100 studier af, hvor mange der bliver raske af skizofreni gennem de sidste 115 år. Officielle instanser på nettet, f.eks. sundhedsguiden.dk, taler om, at 20-25% bliver raske af skizofreni. Det er overraskende mange, og det betyder, at en relativ stor del ikke har skizofreni som en kronisk sygdom.

Men ved patienter, pårørende og behandlingssystemet det? Giver psykiatrien patienter og omverden den reelle optimisme, som statistikken påviser? Eller bidrager psykiatrien med en pessimisme og en ringe udsigt til forbedringer, der kan blive en slags selvopfyldende profeti?

Der er i hvert tilfælde god grund til at tro, at den historiske udvikling af skizofrenibehandlingen fra kynisme til humanisme har skabt en markant større optimisme i psykiatrien i forhold til helbredelse. Tænk bare på fortidens totalitære opbevaringsanstalter, der udsatte skizofrene for tortur og gjorde sygdommen meget værre.

Fortidens totalitære opbevaringsanstalter
Vi taler her om kolde bade, lænker, fiskebid, der skulle stimulere, drejestole for at få blodgennemstrømningen til at vende den rigtige vej, det hvide snit og andre særdeles uvidenskabelige behandlinger. Da dette følelseskolde regime blev afviklet og erstattet med menneskelig ligeværdig omsorg, så blev muligheden for helbredelse og en bedre prognose selvfølgelig meget bedre.

Sideløbende med udviklingen af den humanistiske tilgang blev psykofarmakaen opfundet, hvorved psykiatrien fik et middel mod skizofreni og derved en langt bedre prognose for patienterne. Endnu en god grund til at tro, at skizofreni ikke behøver at være kronisk. Tilmed blev diagnosekriteriet ændret, så man ikke skulle være psykotisk i flere år for at få skizofrenidiagnosen, men kunne nøjes med en måned. Det betyder, at mennesker der i dag får diagnosen ikke er så syge som førhen.

Selv om skizofreni i perioder kan være præget af en lang række ikke-psykotiske symptomer, så må det antages, at en person, der er psykotisk i tre år, har en væsentlig dårligere prognose end en person, der kun har en psykose i en måned. Skizofreni gik altså fra kun at inkludere de lidt mere alvorlige tilfælde til også at inkludere skizofreni i mildere varianter. Det giver bestemt en bedre prognose.

Psykiatrien hænger fast i fortiden
Alt taler altså for, at skizofreni de sidste 60 år er blevet en sygdom, hvor både behandlingsudviklingen og diagnoseudvidelsen har skabt en bedre prognose. Imidlertid strider dette imod, hvordan mange opfatter diagnosen. De mener ikke, at fremskridtene formidles af psykiatrien. Prognosen for skizofreni er simpelthen låst fast i fortiden – dengang hvor der var meget ringe muligheder for at gøre en forskel. Men jeg finder det meget tvivlsomt, da det jo i princippet ville kræve, at lærebøgerne i psykiatri ikke er blevet opdateret i 30-60 år. I det hele taget er svært at sige, om psykiatrien hænger fast i fortidens pessimistiske prognose eller er up-to-date, da der mangler konkrete undersøgelser af det.

Rask som et meget kritisk tidspunkt
Hvis psykiatrien er helt up-to-date mht. nutidens prognose, så kan der alligevel af helt andre årsager herske en pessimistisk formidling af skizofreni. Det er nemlig ikke utænkeligt, at helbredelsesprocenten kun meget sjældent italesættes i psykiatrien, da følgende kan spille ind:

Patientdialogen handler ofte om, at du skal tage din medicin forebyggende, selv om du føler dig rask. Et stort antal patienter vælger nemlig at droppe medicinen, når de får det bedre. Herefter får de tilbagefald, vælger så at tage medicin igen, føler sig nogenlunde raske, dropper medicinen igen, og sådan kører det i ring.

Al tale om at blive rask forbindes altså med et meget kritisk tidspunkt, hvor behandlingen kan gå tabt ved at droppe medicinen. Rask er tilmed også noget, som mange misvisende føler i en psykotisk tilstand – sygdomserkendelsen er totalt væk, og bizarre vrangforestillinger, stemmer og hallucinationer er smeltet overbevisende sammen med virkeligheden.

Psykiateren magter ikke at tale om, at 20-25% godt kan blive helt raske, da det hænger vanskeligt sammen med også at skulle understrege, at så snart du føler dig rask, så er du ikke rask, men skal fortsætte med medicinen. Det handler om konstant at minde om sygdommens alvor, erkende sygdommen og tage den seriøst. Måske tænker nogle: Hellere formidle en meget håbløs og dårlig prognose, som en slags opblæst skræmmekampagne end risikere, at patienten ikke forstår alvoren og stopper med medicinen.

Begrebet rask ligger uendeligt fjernt fra kunne indgå i en sådan sammenhæng, hvor der skal bankes sygdomsrealiteter ind i folk. Derfor bliver en optimistisk prognose og helbredelsesprocenten et meget lille emne.

Selvopfyldende profeti
Problemet er, at det kan blive en slags negativ selvopfyldende profeti, hvis man f.eks. tror, at 0% bliver raske versus 20-25%. Det tætteste, man kommer på noget, der kunne minde om en selvopfyldende profeti, er den målbare placeboeffekt. Placeboeffekten er fx at give folk virksom og effektiv medicin, men bilde dem ind, at det er snydepiller uden effekt, hvorefter effekten af medicinen bliver reduceret. Troen kan flytte, hvis ikke bjerge, så i hvert fald symptomer.

Således kan det være afgørende for ens sygdomsforløb, om man får fremlagt en dyster, worst-case og uhelbredelig prognose eller en nuanceret prognose, hvor kun nogle få lider meget af sygdommen, andre er i større eller mindre grad velfungerende, og en hel del bliver raske. Hvis ikke det psykiatriske behandlingssystem i tilstrækkelig grad formår at udbrede denne positive selvopfyldende profeti med 20-25% helbredelse, så er det vigtigt, at såvel psykiatriske hjemmesider, faglitteratur og nyhedsmedier forsøger på det.

Recovery
Imidlertid er der allerede gang i en form for omskoling af patienterne og psykiatrien, der rummer et håb om, at skizofreni ikke er fastlåst og kronisk, men kan tæmmes og udvikles henimod bedre livskvalitet. Hovedstaden Psykiatri har således arbejdet med recovery-tilgangen i et stykke tid, hvor de taler om:

”Recovery er et begreb, et fænomen og en tilgang, hvor muligheden for håbet om at komme sig fremmes.”

Ikke at målet nødvendigvis er at blive symptomfri, men at komme videre i livet og genfinde ny mening ved at lære at mestre nogle færdigheder og strategier, som på et individuelt plan er vigtige for at kunne tackle sygdommen langt bedre. Det hele syntes at kredse om håb og optimisme, hvilket er særdeles brugbart, hvis psykiatrien i alt for lang tid har undladt at tale om mulige fremskridt og decideret helbredelse. Men dermed ikke sagt, at viden om helbredelsesprocenten og nuancerede prognoser indgår i et recovery-kursus. Det handler mere om, at der i et gruppeterapeutisk samspil kan skabes en ramme, hvor den enkelte opfanger nye tilgange til at tackle sygdommen langt bedre, uden at der er en universal løsningsmodel.

 

Har du mulighed for at hjælpe med faglige artikler?
Under hele research-delen til denne artikel har det været vanskeligt at få en faglig sparring med professionelle inden for psykiatrien, der f.eks. kunne afklare komplekse statistiske årsagssammenhænge eller give deres udlægning af en skizofreniprognose. F.eks. skrev jeg til Merete Nordentoft, der er ekspert på området omkring skizofreni, statistiske undersøgelser og helbredelse. Hun skrev ikke tilbage.
Vi forsøgte yderligere at etablere kontakt til psykiatristuderende, men det lykkedes heller ikke. Hvis du selv har en relevant psykiatrifaglig kompetence eller har en ide til, hvordan Outsideren kan få en faglig kontakt til folk, der ved noget om psykiatri og kan hjælpe os fremadrettet med faglige artikler, så skriv til os. Enten via kommentarfeltet eller redaktion@outsideren.dk
Har du overlevet skizofreni udlagt som kronisk for alle?
20-25% med diagnosen skizofreni bliver raske. På trods af denne udbredte kendsgerning har du så oplevet at blive mødt af en pessimisme i psykiatrien, der udlagde sygdommen håbløst kronisk som en slags universal profeti? Hvis ja, så skriv til os: redaktion@outsideren.dk

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

4 Kommentarer

  1. Signe Bischoff

    Min ide er at kontakte alle faggrupper af ansatte i psykiatrien systematisk med samme slags spørgsmål, hospitalsansatte, distriktpsykiatriansatte, bosteds og akuttilbudsansatte, privatpraktiserende psykiatere, forskere.
    Også ansatte med brugerbaggrund.
    Fx kunne et af spørgsmålene være hvilken slags viden, hver enkelt har og specifikt om det at blive rask og om medicinsk behandling ctr samtaler.
    Om det er muligt at udtale sig både individuelt og generelt som ansat i forhold til, hvad er ok som ansat.
    Netop at udtale sig om håbet og om optimisme og om medicin er basis for håb og optimisme eller om samtaler også kan være det?

    Svar
  2. Rolf

    Denne myte der er startet af Merete Nordentofts OPUS projekt, hvor man tager unge personer ind med førstegangs psykose og i mange tilfælde egentligt med en stor usikkerhed om de har en psykose og i det hele taget om der overhovedet er tale om skizofreni sygdomme.

    Efter 2år i OPUS på det billigste og bestemt ikke nyeste psykofarmaka, og ugentlige møder kaffemøder, så kan man sjovt nok udskrive de fleste igen, og erklærer at 60% med skizofreni bliver raske af deres sygdomme, selvom for de fleste er det tvivlsomt de overhovedet har haft skizofreni til at starte med.

    Det er en skide smart måde for Merete Nordentoft at profilerer sig og sit projekt på.

    Men så kommer bagsiden af medaljen. Fordi disse statistiske flasknerier har virkelige konsekvenser for folk der virkelig er ramt af alvorlige former for skizofreni, og dettge skriver jeg med kendskab til flere der lider af paranoid skizofreni, hvor der er særdeles små chancer for at blive raske(jeg vil gerne høre om det tilfælde hvor en patient med paranoid skizofreni er blevet rask, fordi jeg har ikke hørt om det endnu nogensinde).
    Disse personer bliver nægtet førtidspension med den begrundelse at skizofreni det kan man sagtens blive rask af(uden sagsbehandler ser ud til at være klar over at skizofreni ikke er en sygdom, og folk med paranoid skizofreni har nærmest mindre chancer for at blive raske end en patient med kræft i hjernen).
    Det betyder at de bliver holdt på den absolutte laveste sats samfundet kan tilbyde dem, det er et beløb der sådanset ikke er beregnet til at man skal leve på det i 20-40år, som man så stiller disse patienter i udsigt.
    Det betyder at disse patienter må gå fra hus og hjem og leve på gaden eller de få venners sofaer(ja har selv haft en af mine venner med paranoid skizofreni boende i 4år af samme grund), skubber dem i ud i hårde miljøer og deraf følgende stofmisbrug og kriminalitet, og den eneste udsigt de har er at blive mere syge og miste alt håb om arbejdsevne, trods mange ofte har gode uddannelse mm. fra inden de blev syge.

    De har selvfølgelig en mulighed. Og det er at gå ud på gaden i nærpsykotisk tilstand og slå nogle tilfældige ihjel så de kan få en behandlingsdom og kommer tættere på den førtidspension de reelt er berettiget til.

    Så jeg beder venligst folk om at droppe denne myte om at folk med skizofreni har bedre udsigter til at blive raske, fordi det er hvad det er, en myte.

    Svar
  3. Michelle

    Til Rolf –
    “ (jeg vil gerne høre om det tilfælde hvor en patient med paranoid skizofreni er blevet rask, fordi jeg har ikke hørt om det endnu nogensinde).”

    HER ER JEG.
    Diagnosen Paranoid Skizofreni fra jeg var 16 til 28. Jeg er erklæret rask den dag i dag. Jeg har været ekstremt syg. Boet på bosted i 3 år. Indlagt på psykiatrisk mange gange. Mine forældre fik af vide, at jeg aldrig ville blive rask. At jeg aldrig ville komme fra det bosted, fordi jeg var SÅ syg. Og det var jeg bestemt også.

    Men her er jeg i dag. Ingen symptomer i flere år. Ingen medicin. Klarer mig som en helt almindelig voksen kvinde. Bor i hus, har hund. Stor have. Vasker tøj og hele skidtet, haha!

    Jeg troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre. Men det gjorde det! Det gjorde det sgu. Jeg er fri for den lorte sygdom. Det er fantastisk.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.