Det føltes som om tiden render fra mig, samtidig med at den går utrolig langsomt.
Det føltes som om, at mit liv er en konstant kamp mod tiden. Og at jeg konstant ryger tilbage i tiden, tilbage til en barndom og ungdom, som var utrolig svær for mig. En tid jeg helst ikke vil mindes. En tid jeg forsøger at flygte fra. En tid som er rendt ud, men samtidig bliver ved med at indhente mig. En tid der, igen og igen får mig til at handle uhensigtsmæssigt, en tid når den kommer får mig til at gøre skade på mig selv, en tid der får mig til at forsøge at tage mit eget liv.
Jeg vil så gerne kunne lægge denne tid bag mig, men jeg aner ikke hvordan h***** jeg skal gøre det. Jeg forsøger at tage imod den hjælp personalet på mit bosted vil give mig, men somme tider er det bare ikke nok, og jeg ryger på den lukkede.
Den lukkede afdeling kan for mig nogle gange være at stå stille i tiden, at jeg kan lægge alt ansvar fra mig, bare være… indtil fortiden endnu en gang indhenter mig. Men alligevel er den lukkede “trygge” rammer, fordi jeg ved, at der kan jeg ikke slå mig selv ihjel. Dertil er der for meget opsyn på mig.
Jeg vil forhåbentligt med tiden kunne lære at leve i nutiden, i stedet for i fortiden. Alle omkring mig siger at det KAN lade sig gøre… men for det meste tvivler jeg. Tvivler på at der er et godt liv til mig, et liv med glæde, eller ihvertfald et liv med smil. Efterhånden er det så laaang tid siden at jeg har følt rigtig glæde, at jeg tvivler på at det nogensinde kommer igen, lige for tiden kan jeg ikke engang frembringe et smil, og det uanset hvor meget jeg ønsker at gøre det.
Jeg håber så inderligt, at der en dag inden for overskuelig fremtid vil være en plads til mig i nutiden!

Foto: Privat

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.