DEFEKT er et både sanseligt, barsk og samfundsrelevant drama om tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, sindets afkroge og normalsamfundets håndtering af det anderledes, skriver Sanne Rasmussen i denne anmeldelse.

 

Af Sanne Rasmussen

Den 21. april havde Teater Grob premiere på det intense og tankevækkende teaterstykke DEFEKT. Stykket går til og med den 21. maj 2016 og er en co-produktion med Teater Stuk.

Forestillingen er et barsk og samfundsrelevant drama, der tager temaer op som tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, psykisk sygdom og normalsamfundets håndtering af det anderledes.

Flere gange stivnede jeg under forestillingen, fordi jeg blev meget berørt. Nogle gange måtte jeg kigge væk, når jeg blev ramt af de stærke scener og replikker.

Især Ellens historie er meget barsk. Hendes store drøm var at beholde sit barn og flytte sammen med sin kæreste, men det kunne hun ikke få lov til, da hun var blevet dømt ude af samfundet grundet hendes anderledes natur og af den grund anbragt på Sprogø. Vi følger Ellens historie og de efterfølgende generationer og pårørende.

Handlingen springer i kronologien, men det giver en god dynamik i det halvanden time lange stykke. Publikum får hjælp til at holde tråden ud fra de årstal og stednavne, der projiceres på bagvæggen. Ved hjælp af projiceringen får vi også introduceret de fem hovedkarakterer i dramaet.

DEFEKT er en meget sanselig oplevelse med kropsudtryk/kropssprog samt replikker, som gør et stort indtryk. Der er få teaterrekvisitter, men det mener jeg kun gør teaterstykket endnu mere nærværende og intens. Alt unødvendigt er skrællet væk, så de menneskelige skæbner og deres følelser træder tydeligt frem.

De fem kvindelige skuespillere har hver især en primær rolle, de spiller, og derudover spiller de også andre mindre roller, når der skues bagud i tiden på Sprogø. Skuespillerne formår med krop og stemme at ramme ens følelsesliv, så det sitrer. De forskellige karakterer formår at formidle, hvor svært det kan være at indgå i en relation. Og hvor ødelæggende det kan være for et menneske, hvis det ikke bliver set og mødt som det menneske, det er.

En hjerteskærende scene udspilles, hvor Ellens tvangsfjernede datter Vita opsøger hende, efter Ellen er flyttet fra Sprogø. Vita fortæller, at hun er Ellens tvangsfjernede datter. Ellen benægter, at hun har født et barn. Måske bunder benægtelsen i en slags overlevelsesstrategi, fordi det har været for ubærligt for hende at miste sit barn. Vita har sin datter Erika med i barnevogn. Men Ellen vil hverken vide af Vita eller barnebarnet Erika. Hun ringer til politiet og siger, at hun har haft indbrud. For hende føles Vitas opdukken måske som et brud ind i det mest sårbare i hendes sjæl og psyke. Hun har brugt årevis på at fortrænge smerten ved at miste sit barn. Hun magter ikke, at virkeligheden efter så mange år banker på.

Man skal som publikum være forberedt på, at teaterstykket er en karrusel fuld af stærke følelser. I teaterstykket er der bestemt ingen berøringsangst over for det svære her i livet, og samtidig skildres også nogle af de smukkeste følelser et menneske kan opleve, nemlig kærligheden i alle dens nuancer. Vi er vidner til stor lidenskab, vredesudbrud med skingre råb og skrig i angst og afmagt, da Barbara finder sin kæreste Erika med en plasticpose snøret rundt om hovedet.

Det rammer følelsesmæssigt meget hårdt, hvis man kan genkende nogle af de meget forskelligartede scener fra sit eget liv. Og ligesom i Ellens tilfælde kan man risikere, at der bliver åbnet en dør ind til noget, som er for smerteligt for erindringen.

Jeg følte mig i hvert fald noget omtumlet og forpjusket, da jeg forlod teatersalen.

Da jeg efterfølgende skulle huske handlingen og replikkerne, kneb det med hukommelsen. Jeg tror, det kan skyldes den følelsesmæssige påvirkning, teaterstykket havde på mig. Når man rammes hårdt følelsesmæssigt, kan erindringen lukke ned. Hjernen sletter konkrete elementer fra scener og replikker fra hukommelsen. Tilbage står et virvar af følelser og stemninger, som bliver siddende i krop og sind.

Jeg mener, at teaterstykket giver et rigtigt godt indblik i, hvorledes mennesker kan reagere med fortrængning, afmagt og smerte, når afgrunden og mørket kommer tæt på. Jeg føler, at stykket giver et nuanceret indblik i det menneskelige følelsesliv. Livet er skrøbeligt, og at have udsigt til afgrunden gælder ikke kun mennesker med en diagnose. Afgrunden er et potentielt livsvilkår for et hvert menneske. Jeg mener, at forestillingen lægger op til, at det væsentlige er ikke, om noget er normalt eller ej, men om vi som mennesker kan rumme det anderledes og mørket, både i os selv og hos andre.

Jeg kan godt lide at stykket ikke moraliserer og pådutter publikum en holdning. Vi får som publikum lov til selv at tage stilling.

Der er en meget smuk og poetisk scene efter et selvmordsforsøg. Det er visuelt utrolig godt lavet med sneen, der drysser ned. Uden at røbe for meget symboliserer scenen for mig en tanke om, at mørket er til at rumme og leve med, hvis kærligheden samtidig er en nærværende faktor i et menneskets liv. Kærligheden kan måske ikke fjerne smerten, men gøre det ubærlige til at bære.

Jeg synes, teaterstykket har stor relevans. Idet det beskæftiger sig med det at være menneske, samfundets normer for normalitet, sindets afkroge, afgrunden og kærligheden.

Men da det kan hvirvle op i svære følelsesmæssige områder af ens liv, vil jeg fraråde at se det, hvis man er i en periode af sit liv, hvor man føler sig skrøbelig og hudløs. Uanset hvad vil det være en god idé at have nogle at snakke med om oplevelsen bagefter, da forestillingen dykker ned i et hav af store følelser.

Læs også reportagen om stykket “Omfavn mørket”

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her:
http://www.grob.dk/forestilling/defekt/

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.