Af Julie Find

 

– Psykiatrisk skadestue, godaften.

– Ja, godaften, du taler med Britt, jeg ringer vedrørende min mand. Den er gal igen.

– Jaså! Hvad sker der?

– Øh, ja, det er jo ikke sådan, at han har gjort nogen noget, men…

– Ok?

– Jamen altså, for at sige det lige ud: han synes selv, han er virkelig sej og flot og sjov og hurtig…

– Jaså. Er han det i virkeligheden?

– Tja… Det er lidt svært at afgøre…

– Du har jo giftet dig med ham!

– Præcis! Men lige nu synes han altså, at han er sejere og flottere og sjovere og hurtigere, end vi andre synes han er.

– Hold da op. Det var dog forfærdelig pinligt for ham!

– Ja, det synes vi også. Virkelig! Det mærkelige er bare, at… det synes han ikke selv…

– Nå, for satan! Ja, så er den helt gal! Det kan jeg godt høre! Ved du hvad? Jeg synes bestemt, vi skal lære din mand hvem der er sejest og flottest og sjovest og hurtigst her!

– Kan I det?

– Ja, det kan du tro! Han skal nok lære det! Når han kommer ud, har vi ham krybende i skam. Det lover jeg dig. Om vi så skal tvinge ham!

– Åh, tak! Det betyder virkelig meget! Så får jeg også et par måneders fred så længe, han kan godt være lidt af en mundfuld, hahaha! Tak igen!

– Same procedure as last year, haha, vi sender politiet med det samme!

-Super! Hej, hej!

-Ja, det er godt, du! Pas på dig selv, Hej, Hej!

 

Julie Find er psykotiker, aktiv i Outsiderens festudvalg og specialestuderende ved Københavns Universitet. 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.