Der på venstre arm har jeg mit yndlings ar. Blegt og krøllet i kanten. Sådan som et ar fra en Global brødkniv nødvendigvis må se ud efter noget tid. Jeg synes ikke, at jeg ligner en ridset flæskesteg, sådan som min tidligere psykiater mente, at jeg ville komme til. Mine ar, udenpå såvel som indeni, minder mig om min kamp: min kamp for at være mig – den sande udgave af mig. Hvis nogle skulle mene, at jeg ligner sværen på en flæskesteg, så må de gøre det, For en kamp for at være sig selv er vel arrene værd. For mig er de. De minder mig nemlig om, at jeg har bevæget mig fremad, selvom jeg langtfra er i mål endnu.
Som for mange andre der selvskader var det at skære en ventil for mig. For hvert sår lettede trykket på min sjæl for en stund. Med det løbende blod sev lidt af smerten ud. Jeg endte med at være besat af at skære, af at høre den sprøde lyd af min hud, der blev revet op og af at se blodet løbe ned ad min arm for at dryppe ned i vasken. Selvskade var og er for mig, noget der handler om at forsøge at have kontrol over noget, som egentlig ikke er til at kontrollere: et kaotisk indre virvar af ubærlige følelser og tanker. Da der kom en uinviteret stemme i mit øre mistede jeg denne sidste kontrol, for stemmen bestemte over mig. Det blev en ond kamp mellem den sidste stump af rebel, der var tilbage i mig og stemmen. Stemmen ville af med mig og det meste af mig var tilbøjelig til at give den ret i, at jeg og alle andre var bedre tjent med, at jeg forsvandt. Jeg lod mig trække rundt af stemmen, der skiftevis roste mig når jeg gjorde mit bedste for at ødelægge mig selv og skældte mig ud med så ondskabsfuld stemme, at det fysisk gjorde ondt i mit øre, hvis jeg var så fræk at forsøge at bede om hjælp. Det stod på indtil en læge på en psykiatrisk afdeling kiggede mig dybt i øjnene og sagde: “Du skal sige til den stemme, at den skal holde sin kæft!” Der fik min pressede hjerne en ventil som virkede på samme måde som sårene på min arm. Pludselig gik det op for mig, at jeg måtte vise stemmen, hvem der bestemmer i mit hoved. Det var ikke en overnight mirakelkur, men langsomt blev stemmen mere spag og nu er der kun indimellem et ekko tilbage af den.
Jeg stoppede med at selvskade for lidt over et år siden. Fra den ene dag til den anden. Fra at have ligget med knækket plastikbestik under puden på den lukkede, bare for ikke at gå i panik over slet ikke at have noget, der bare kunne ridse lidt, til ikke at kunne forestille mig at gøre det igen. Siden har jeg da haft trangen til den selvskadende kontrol og har kigget længselsfuldt på det takkede knivsblad. Men psykiaterens flabede flæskestegs analogi og et løfte har stoppet mig. Men jeg bærer stadig mine ar indvendig og udvendig uden at skamme mig over dem, for de er for mig en del af min rejse mod en mig, som jeg kan udholde at være uden at skulle kontrollere kaos med smerte.
Privatfoto taget af Ulven