Her kommer en blog, som jeg har skrevet på bloggen, som Fountain House har, og osm jeg også gerne vil dele med jer.

Det, at jeg kommer til at medvirke i et tv-program, som bliver vist for mange tusinde mennesker, tager ind i mellem pusten fra mig og gør mig også ret bange. Og når jeg bliver bange for det, så tænker jeg ved mig selv, hvad pokker har jeg rodet mig ud i?

Og når jeg får den tanke, ledsages den af følelsen af, at jeg har lyst til at trække mig ud af projektet. Det virker så voldsomt og svært at forstå, at mange mennesker kommer til at følge mig og min hverdag – både på godt og ondt, og med op- og nedture. På den anden side, har jeg jo gennemtænkt det, før jeg startede, og jeg er egentlig et menneske, som gerne deler mig selv og mit inderste med andre. Men hvor går grænsen?

Programserie på DR3
POV eller Point of View, som det hedder, er et dokumentarprogram, hvor seks forskellige personer giver os indblik i deres hverdag med både op- og nedture. Vi følger deres rutiner fra morgen til aften og ser livet fra deres synsvinkel. Alle har de noget, som de kæmper med og udfordrer dem i hverdagen. Hvert program har en titel, som beskriver det, som den enkelte har at slås med.

Kun min stemme i programmet
POV bliver optaget på den måde, at jeg selv filmer mit liv. Jeg har kameraet rundt om halsen i stropper og spænder den ene strop rundt om ryggen, og så sidder kameraet fast foran på brystet, så det filmer alt det, som jeg ser uden, at vi kommer til at se mit ansigt. Seeren ser, hvad jeg ser.

 

Tv-tilrettelæggeren har hjulpet mig på flere måder blandt andet ved at interviewe mig om mit liv og min historie, så jeg ligesom har noget at gå ud fra. Jeg har også fået at vide, hvad hun synes, jeg skal optage, og hvad der giver god mening i forhold til min historie.  Hun giver mig også ind i mellem nogle opgaver, som jeg så prøver at løse på bedste vis.
En af de opgaver, som virkelig har udfordret mig rigtig meget, var, da hun sagde til mig, at jeg skulle få folk til at forstå, hvordan det er for mig at høre stemmer. Jeg blev bedt om at skrive det ned, som de siger til mig, og så læse det højt, og det var virkelig udfordrende, da jeg aldrig før har sagt det, som stemmerne siger højt på den måde.

Hudløst ærlig og sårbar
Det, som har været meget grænseoverskridende for mig, er, at jeg har skullet filme i de svære stunder, når jeg havde det psykisk dårligt og åbne mig for kameraet og vise mig selv og alle mine følelser fuldstændig ærligt, uden at skjule noget som helst. I starten syntes jeg også, det var lidt grænseoverskridende at skulle bevæge mig rundt i offentligheden med kameraet, men sådan er det ikke længere – igen en tilvænningssag.

Det har også været svært for mig at skulle stå helt åbent frem med mine psykiske vanskeligheder og være så ærlig omkring det hele, både min stemmehøring, tristhed, uro, manglende overskud, tanker om og trang til selvskade. Det har bare været svært at være åben omkring mig selv, for til tider har jeg ikke syntes, at min historie er særlig spændende for folk at høre om, og jeg har også haft følelsen af, at det, jeg gjorde, med hensyn til at filme min hverdag ikke var godt nok. I disse situationer har det været meget svært for mig at skulle filme mine oplevelser. Hele projektet fylder meget i min hverdag, for jeg har tit tanker om, at det eller det burde jeg også filme, og alle disse tanker tager en masse energi fra mig.

 

 

Jeg har også fået besked på at skulle filme ting omkring mit synshandicap, da det jo også er en del af min historie.

Jeg har filmet, når jeg har gået med min stok, når jeg laver mad, og når jeg har været i Netto, som kan være et svært sted for mig at være grundet mit synshandicap.
Det har også været meget udfordrende for mig, da jeg fik besked på at filme, når jeg sanser i hverdagen og bruger mine sanser, da det jo er noget, jeg gør uden at tænke ret meget over det.

Den sjove del
Det sjoveste har nok været at være en del af projektet og give folk et indblik i min hverdag og give dem en forståelse af, hvordan det er at være mig med et synshandicap og stemmehøreproblematikken. Der har også været noget hyggeligt over at skulle filme hverdagen her på mit bosted, og sjovt var det også at få lov til at filme i caféen i Fountain House, og da jeg filmede, da vi havde kor, da det også er noget, som betyder meget for mig.

Venner og familie har været rigtig positive og meget rosende omkring min medvirken i programmet.  Alle har de sagt, at jeg er stærk, sej og modig, fordi jeg tør stå frem og fortælle åbent om min hverdag med et synshandicap og psykiske sårbarhed. Jeg har faktisk ikke fået nogle negative tilbagemeldinger, når jeg har fortalt folk omkring mig og programmet. De er meget spændte på at se det færdige resultat, hvilket jeg også selv er.

Jeg ved ikke endnu, hvornår programmet bliver vist. Men jeg ved, at det kommer engang i 2016 på DR3.

Håber I vil se med!

Af Katja 

Se også bloggen “POV – Det færdige resultat”

Om Forfatteren

Jeg er en ung kvinde, som har et synshandicap, og dette skyldes, at jeg er født tre måneder for tidligt, og fik ilt, da jeg ikke selv var i stand til at trække vejret Det kunne mine øjne ikke tåle, så jeg fik nethindeløsning, og det har så gjort at jeg ser, som jeg gør i dag. jeg kan kun se på mit venstre øje, og er helt blind på det højre. udover mit synshandicap har jeg også nogle psykiske ting, som jeg kæmper med i min hverdag. Jeg har været syg siden jeg var syv år gammel, hvor det startede med at jeg begyndte at høre stemmer, og de har så fulgt mig indtil nu. Med stemmerne kom angsten. Min diagnose er Organisk hallucinose, som er en hjerneskade, og det er den, som gør at jeg hører stemmer, og til tider også andre ting. I denne blog vil jeg beskrive min hverdag, og hvordan de psykiske ting jeg kæmper med påvirker den.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.