Da Marie Lange fra Outsideren hørte, at Museum Ovartaci på Risskov er lukningstruet, blev hun ramt af overraskelse og tristhed. Og hun blev samtidig kastet tilbage til den tid, hvor museet betød noget helt særligt for hende selv.

 

Af Marie Lange

I 2009 blev jeg indlagt på Psykiatrisk Hospital Risskov, mens jeg fløj højt i en mani. I 2010 blev jeg indlagt igen i under den lange depression, der altid følger efter mine manier. Begge gange fik Museum Ovartaci, der ligger på hospitalsområdet, en helt speciel betydning for mig, både sanse- og oplevelsesmæssigt og symbolsk. Her var en anden verden, en modpol til alt det lidelsesfulde, smertelige, begrænsende og umyndiggørende, som jeg følte mig omgivet af på afdelingen.

Museum Ovartaci gav for mig adgang til en verden, der på én gang udstrålede fantasi, forundring, smerte, sorg, håb, mørke, lys, leg og liv. Samtidigt følte jeg mig spejlet og forstået, når jeg kom der, fordi kunsten var skabt af mennesker i situationer, der lignede min. Her blev der omsider lagt vægt på alt det smukke og værdifulde i de mennesker rummer, der ikke passer ind i samfundet – og hvor den typiske diskurs altid fokuserer på, hvad sådanne mennesker ikke bidrager med og kan bruges til i samfundet.

Derfor blev museet under min depression et frirum fra mine egne tanker om fordomme og stigmatisering – og da jeg var manisk en adgang til en verden fuld af magi og fantasi, hvor jeg følte mig favnet og rummet.

Et hjemløst Museum Ovartaci
Men dette frirum for skæve eksistenser er i fare for at gå til grunde. Museet er kommet i klemme i et forvaltningsproblem, hvor hverken regionen eller kommunen mener, at det er deres ansvar. Region Midtjylland, der overtog opgaven fra Århus Amt i 2007, stopper støtten til museet ved udgangen af 2016 i forbindelse med flytning af hospitalet til Skejby, fordi det er ulovligt, at regionen varetager opgaven. Kommunen afviser at overtage finansieringen af museet – af økonomiske grunde, og fordi museets sociale profil betyder, at det ikke kan støttes som et traditionelt museum. Det er ærgerligt, at museets styrke ved både at have en kunstnerisk og en social profil på den måde bliver gjort til problemet. Og det bekræfter desværre, at kunst fremstillet af psykisk syge ikke anses for at have samme æstetiske værdi som anden kunst.

I virkeligheden burde museet være overdraget til staten dengang i 2007, har kulturminister Bertel Haarder udtalt, og det er umuligt nu, fordi det ikke er et statsanerkendt museum. Det virker absurd, at museets eksistens skal skubbes ud i et tomrum af uvished af forskellige parter, der ellers giver udtryk for, hvor vigtigt og værdifuldt museet er. I februar 2016 har kulturministeren dog under en spørgetime i Folketinget vist velvilje til at undersøge, om staten kan overtage opgaven, og denne åbning er blevet modtaget med glæde, men også med skepsis for, om der er handling bag ordene. Derfor leder værkerne på Museum Ovartaci stadig efter et nyt hjem.

Et museum med mange funktioner
Museum Ovartaci rummer både selve kunstmuseet og Psykiatrisk Historisk Museum, hvor man kan få et indblik i livet og behandlingen på det psykiatriske hospital siden starten i 1852. Desuden rummer museet flere kreative værksteder, bl.a. Det åbne Atelier, der fungerer som et kunstnerisk frirum, hvor nuværende og tidligere patienter kan arbejde selvterapeutisk og udtrykke sig gennem billedkunsten. Andre kreative værksteder er tekstil-, keramik- og glasværkstedet foruden Børn og Unge Atelieret. Hertil kommer Skoletjenesten og Forlag Museum Ovartaci. Altså en museumsprofil med en stor styrke både kunstnerisk, socialt og gennem sit oplysende arbejde.

Kunstmuseet rummer en af Europas største samlinger af kunst af psykisk syge, og det er anerkendt af etablerede kunstnere som Per Kirkeby, der er museets protektor. Det rummer værker af museets store stjerne Ovartaci og af mange andre kunstnere, hvoraf langt de fleste har været indlagt på hospitalet.

Man kan spørge, om et museum med psykisk syges kunst risikerer at være endnu en form for stigmatisering ved at udstille den for sig selv. Men omvendt modvirker museet også fordomme om psykisk syge ved at fokusere på disse menneskers styrke, kreativitet og fantasi i stedet for på det ”syge” og på alt det, som de ikke magter. Samtidig er museet en stærk og alternativ måde at skabe opmærksomhed om psykisk sårbarhed – for gennem kunsten åbnes der for en anden form for refleksion og diskussion end ellers i samfundsdebatten. Kunst udfordrer traditionelle tænkemåder ved at være afsøgende, eksperimenterende og åben for betydning. Ved at være ramme for værker skabt af psykisk sårbare er museet med til at skabe nye indsigter.

Museets Overtosse
Kunstneren Ovartaci, født Louis Marcussen, levede et enestående liv. Han var indlagt i 56 år på Risskov indtil sin død som 91-årig i 1985. Han skabte utallige kunstværker ud af et væld af forskellige materialer. Udover sine farvemættede malerier levendegjorde han hverdagsting som tobaksdåser, cykelkurve og sardindåser med farver, øjne og former. Han skabte cigaretrør og piber dekoreret som kvindeskikkelser, såkaldte ”ryge fantomer”. Han udsmykkede vægge i kældre og kapeller.

Hans skaberunivers er en fantasi- og drømmeverden befolket med alverdens væsener – ofte med kvindelige træk, fascineret som han var af det kvindelige køn, som han så som rent og smukt med kontrol over deres drifter. Han skabte mange metal- og papmacheskulpturer og betragtede sine væsener som venner, han tog med sig rundt på cykelture i området.

De skæve sinds museum kæmper for overlevelse 3Han valgte at tage det indianske navn Ovartaci, der lydligt minder om ”overtosse”. Han mente, at når der fandtes overlæger og oversygeplejersker, skulle der også være en overtosse. Hans fascination af kvinden var så stærk, at han selv inderligt ønskede at være kvinde. Efter lang tids overtalelser fra Ovartacis side tillod hospitalets læger til sidst en kønsskifteoperation. Og efter at han som 63-årig blev til Frøken Ovartaci, faldt han mere til ro.

Han brugte en stor del af sit liv på at slippe ud af de bånd, som livet og hospitalet pålagde ham. I sine tanker fløj han ud til andre verdener, liv og kroppe. Han var buddhist og mente at have levet adskillige liv, bl.a. som sommerfugl, kriger i Afrika og med til at bygge pyramiderne. Hans kunst afspejlede hans oplevelser i disse tidligere liv. Ovartaci fik efterhånden mere og mere frihed inden for hospitalets rammer. Han fik lov til at skabe sin kunst på sine egne præmisser, han kunne tage ud på ture, og han opnåede sent i livet stor anerkendelse i kunstverdenen – bl.a. ved at blive udstillet på Lousiana.

Kunstneren Asger Jorn var en stor beundrer af Ovartaci og inviterede ham til Paris, hvor han lovede ham berømmelse og rigdom. Men det var Ovartaci ikke interesseret i. Han skabte kunst af andre årsager. Skabertrangen lå dybt i ham, og det virker, som om han skabte sine værker, fordi han ikke kunne lade være, for at kunne være til – og måske for at kunne overleve mentalt i sine stærkt begrænsende omgivelser. Han havde en frihed i sit sind, som ikke mange er forundt. Han var optaget af magiske fortællinger og fremmede verdener. Han havde indgange til en underfuld verden, hvor fantasien og magien herskede.

Ovartaci levede et hårdt og smertefuldt liv, men samtidig levede han i et fortryllende univers, vævet af magi, drømme og en inderlig kreativitet. Et univers, der på mange måder fremstår som misundelsesværdigt at opleve. I mødet med hans kunst, og hans historie findes et potentiale for at udvide ens egen forståelse af mennesker, psykisk sygdom og kunst.

Art Brut og Outsider Art
Den anerkendte kunstner Jean Debuffet opfandt betegnelsen Art Brut, som han forstod som kunst skabt uden for den etablerede kunstverden – f.eks. af sindssyge, børn eller fængselsfanger. Altså kunst skabt af selvlærte kunstnere for sig selv og ud af en nødvendighed. Sat på spidsen mente han, at den uskolede Art Brut kunstner kunne nå ind til en kerne, der var langt mere værdifuld end professionelle kunstnere, der var dybt farvet af samfundet og deres egne intentioner. I modsætning hertil blev Art Brut opfattet som spontan, naiv, intuitiv og uhæmmet. Men selv om genren hævdes at være upåvirket af kulturelle strømninger, ligger den godt i tråd med den historiske avantgardismes bevægelse væk fra det realistiske. Det er derfor ikke mærkeligt, at avantgardismens kunstnere blev inspireret Art Brut.

Denne opfattelse af kunst skabt af sindssyge og selvlærte virker i dag forenklet. For det første er det yderst sjældent, at et menneske er helt upåvirket af det omgivende samfunds kultur. For det andet kan man ikke udelukke, at etablerede kunstnere kan skabe lige så rå og spontan kunst, som selvlærte og psykisk syge kunstnere kan. Desuden rummer det en utidssvarende forståelse af psykisk syge at se dem som naive og ubevidste væsener, der er upåvirkede af samfundets strømninger. Art Brut har da også givet anledning til diskussioner om, hvor grænserne for det upåvirkede går. Debuffet formulerede selv senere et bredere begreb, og i 1972 lancerede kunstkritikeren Roger Cardinal udtrykket Outsider Art om selvlærte kunstnere uden for den etablerede kunstverden – altså i bredere forstand end blot psykisk syge eller indsatte.

Museum Ovartaci fejrer de skæve sind
Men uanset diskussioner om definitioner og genrer, så har kunsten på Museum Ovartaci en klar berettigelse både i kraft af værkernes kunstneriske værdi og i kraft af deres afstigmatiserende og indsigtskabende potentiale. På museet bliver de skæve sind fejret. Deres styrker og kreativitet bliver hyldet. Her er der ikke noget, der skal skjules eller gemmes væk. Alt må fremvises med alle de nuancer, som mennesket rummer.

Det gør mig ked af det, at det hele nu netop risikerer at blive gemt væk, og det er en skam, hvis andre som mig ikke får lov at opleve den opmuntring, styrke og forståelse, som jeg selv oplevede i mit frirum på Ovartaci.

Museum Ovartaci bør bevares:

– Fordi kreativitet og kunst rummer et frigørende og selvterapeutisk potentiale.
– Fordi museet og dets værker udfordrer rammerne for, hvad kunst er, og det kan inspirere andre.
– Fordi museet afstigmatiserer og udvider forståelsen af psykisk syge og deres funktion i samfundet.

Psykisk syge stemples ofte som personer, der ikke bidrager, i stedet for at fokusere på de værdier, som de kommer med. På samme måde bør Museum Ovartacis overlevelse diskuteres i lyset af, hvad museet kan bidrage med på den lange bane, hvad angår at styrke menneskers muligheder i samfundet – og ikke ud fra kortsigtede og snæversynede opfattelser af økonomi og brugsværdi.

De skæve sinds museum kæmper for overlevelse 2Vågner blidt til andre verdener
Når jeg vågner om morgenen, falder mit blik som det første ofte på en plakat af Ovartacis maleri, På vejen til Coruña, der hænger foran min seng. Maleriet forestiller en sommerfuglepige med store vinger, der stræber opad – et kendt tema i hans kunst. De gyldne farver og letheden i billedet lover fremmede riger som en blid overgang fra mine natlige drømme til dagen, der venter. I min stue lurer små dyr og væsener bag træerne i en skov i inverterede farver.

Et andet sted i huset svæver en lille pige som en Alice i Eventyrland rundt i en boble, hvorfra hun betragter de sjove mærkværdige væsener, der svømmer omkring hende. De sidste to værker er af Helge Hoyer. Jeg elsker at være omgivet af den fantasifuldhed og finurlighed, som jeg finder i mine plakater fra Ovartaci Museet. De er små indgangsporte til andre verdener, hvor drømme og magi flyder frit. Verdener, der minder mig om en tid, hvor Museum Ovartaci gav mig et rum, hvor jeg var fri til at være mig.

Der er dannet en støttegruppe, som arbejder for at redde museet, og man kan selv bl.a. bidrage med sin underskrift ved at klikke ind på: http://www.skrivunder.net/ovartaci

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.