Jeg er ikke vred på dig. Jeg ved du har gjort hvad du kunne for at hjælpe mig i en svær stund. Jeg ved du har gjort hvad du kunne for at jeg kunne redde mig selv.

Jeg var glad for dig. Du hjalp mig. Du hjalp mig med at stå igennem en svær tid.

Du kom brat ind i mit liv. Dukkede bare op. Ikke ud af det blå, for jeg havde tidligere stiftet et perifert venskab til dig.  Men pludselig var du der igen. Stod der med dine åbne arme og bød mig velkommen inde i varmen. Jeg stod ude i kulden og frøs. Rystende. Grædende. Magtesløs og angst.

Hurtigt tog du mig under dine vinger og viste mig din vej til et bedre liv. Du startede stille ud. Lidt mindre mad her og der og du gav mig ro i hovedet. Fortalte mig at alt ville blive okay igen snart. Holdt om mig med dine spinkle arme.

Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at forblive din ven. Du var mit eneste faste holdepunkt. Min klippe.

Min angst blev større og større. Du var stadig ved min side. Min eneste ven i en mørk tid. Jeg troede på dig. Stolede på dig. Du lovede mig guld og grønne skove.

Det bliver godt, det gør det. Ana har ret, sagde jeg til mig selv. Gang på gang.

Jeg brugte mere og mere tid sammen med dig. Mindede mig selv om at det var dig, og ikke alle andre der havde ret. Vi var tæt knyttede og jeg lyttede til hvert et ord der kom ud af din mund.

Lige så stille begyndte du at stille større og større krav til mig. Vi skulle være sammen sagde du. Men det krævede afkald. Jeg skulle give slip og stole fuldt og fast på dig.

På den anden side af floden stod folk og råbte. Skreg. Vi stod og holdt om hinanden. Vinkede til dem og sagde at vi havde styr på det. Sammen.

De skreg stadig. Forsøgte at advare mig. Men jeg kunne ikke høre dem. Du overdøvede dem med alle dine forsikringer om en bedre fremtid. Alt det de på den anden side ikke kunne give mig.

Mine problemer voksede mig over hovedet. Jeg prøvede igen og igen at efterleve dine krav, men jeg kunne ikke. Jeg kæmpede og kæmpede og troede at alt nok skulle blive bedre hvis bare jeg lyttede til dig.

Men det gjorde det ikke. Min krop magtede ikke dine krav mere og jeg var ved at slå mig selv ihjel. Du klemte luften ud af mine lunger. Mine omgivelser måtte tage over. Jeg stolede stadig kun på dig. Sagde til dem at jeg havde styr på det. At vi havde styr på det. Sammen.

Stille og roligt fandt jeg ud af at vi ikke skulle være sammen. Men du ville ikke give slip. Lovede mig en bedre fremtid, hvis jeg blev hos dig. Men jeg ville ikke. Du holdt fast om mig. Skreg. Ruskede mig og sagde at jeg ikke måtte svigte dig. Efter alt det du havde gjort for mig. Jeg måtte ikke give slip.

Du stoppede med at lytte til mig. Stillede større og større krav. Blev ved med at råbe…

 

… Kære Ana. Jeg ved du er ensom. Du finder flygtige venner, men de fleste forsvinder igen. De få der er tilbage holder du så godt fast i at de til sidst ikke kan kende sig selv.

Jeg ved du prøver at hjælpe. Og det gør du. Du hjælper. Men kun et kort øjeblik. Du giver kram som ingen andre. Men du holder fast. Holder fast med dine spinkle arme med en kraft som ingen andre.

 

Jeg ved du stadig gerne vil hjælpe mig. Du har vist mig meget igennem vores tid sammen. Du har vist mig mørke og lys. Men mest af alt har du vist mig at jeg skal gå min egen vej i livet. Du har hjulpet mig og du har på intet tidspunkt svigtet mig. Det er ikke mange jeg kan sige det om.

Jeg har det bedre nu. Du er stadig en del af min hverdag og det vil du være i lang tid endnu. Bare rolig, jeg slipper dig ikke i morgen. Men du skal vide at på sigt skal du ikke være en del af mit liv mere.

Du har hjulet mig igennem en svær tid. Ingen kan tage fra os, hvad vi har haft sammen.

Jeg har brug for at gå min egen vej nu. Jeg slipper dig fri og giver dig vinger. Jeg håber inderligt at du flyver ud, så du kan se at alle dem du har hjulpet på vej, er kommet langt nu.

Jeg håber inderligt at du slipper dem, der ønsker at slippe dig. Du må ikke holde så godt fast på nogen, at dine spinkle arme klemmer luften ud af dem.

Jeg tror på skæbnen. Tror på at du kom for at hjælpe mig. For at være der hos mig da ingen andre kunne trænge igennem.

Jeg håber du kigger med oppefra. Jeg lover at jeg kigger op hver eneste aften og hilser på dig. Siger til dig og mig at os to var et kapitel i mit liv. Et kapitel der slutter. Ikke i morgen eller i næste uge. Men det slutter.

 

Kærlig hilsen

…