Den anden dag sagde en af de unge, som jeg arbejder med, til mig:

”Da jeg gik nede i byen i går, fik jeg lyst til at købe blomster til dig, fordi lige præcis du dukkede op i mit liv lige præcis nu”.

Det er nok de fineste ord, jeg har fået i mit arbejde som peerstøtte medarbejder, og de taler direkte ind i noget af det, som jeg er mest berørt af i samarbejdet med mennesker om deres recovery. Den kæmpe gave det er, også for mig, at få lov til at møde et menneske lige præcis der, i deres liv, hvor der er brug for lige præcis mig. At få lov til at gøre en forskel. At give noget af det igen, som jeg fik, da min verden var væltet.

Kunne det have været en anden medarbejder, som kunne give det samme? Ja, det tror jeg ofte, det kan. Men nogle gange giver det rigtig god mening, at min historie i høj grad har formet mig til den person, jeg er. At i den historie og personlighed, jeg har, er integreret lignende oplevelser. At den unges fortællinger om livet, vækker følelser i mig fra dengang, hvor jeg var lige præcis der og havde de samme følelser, som den unge nu oplever.

Et eksempel kan være, at en ung fortæller mig om det kaos, han eller hun får skabt i sit liv, når de har det så dårligt, så følelserne bliver alt for stærke og styrer dem for meget. Når de bliver alt for vrede, alt for kede af det, alt for sårede osv. Når de ikke kan rumme de stærke følelser og måske handler impulsivt på dem. Så står man der i kaos med ødelagte relationer og tænker, at man (igen) har ødelagt livet for sig selv.

Jeg havde selv følelsen af at ødelægge mit liv og derfor ikke være god nok. Jeg prøver derfor at minde mig selv om (og det falder mig heldigvis helt naturligt og rigtigt) ikke at starte med indirekte at bekræfte følelsen af at være forkert ved at sige ”Det er ikke godt. Vi må straks lave nogle strategier”.

Jeg ved, at det er så vigtigt at starte med at tale om, at det er en stor sorg at føle, at man ødelægger tingene for sig selv. At give den sorg plads, inden vi handler og arbejder med det. At prøve at acceptere, at sådan er det lige nu. At vi taler om, at man ikke er et offer for sin svære psyke og kan gøre noget, men at det samtidig med er benhårdt, når alt inden i gør forbandet ondt. At tale om, at i den og den situation var det helt naturligt og i orden at blive vred eller såret, men følelserne var forstørret, og du reagerede måske med for kraftigt et udtryk, men det gør ikke din grundlæggende følelse forkert.

Om Forfatteren

"Et arbejdsliv for Karen er yderst tvivlsomt og hun bør ikke arbejde med mennesker, der har brug for omsorg", skrev min psykiater i 2007. Men jeg bevarede håbet for mig selv og mit liv og har kæmpet mig tilbage til et arbejdsliv, hvor mine erfaringer med svære depressioner ikke ses som en begrænsning, men som værdifulde for andre. Tidligere har jeg arbejdet tre år som recovery mentor på et botilbud for mennesker, som kæmper med meget svære problemstillinger. I snart to år har jeg nu arbejdet som peer støtte-medarbejder i Helsingør Kommune. En stilling, som er en del af satspuljeprojektet "Peer-støtte i Region Hovedstaden". Jeg glæder mig til at blogge om, hvad jeg oplever som peer støtte-medarbejder. Hvilken positiv forskel jeg oplever det gør for mig selv, kollegaer og ikke mindst de borgere, som jeg arbejder sammen med i det daglige. En enkelt udfordring vil nok også dukke op i ny og næ. Mere eller mindre interessante facts om mig: 40 år og bor i Helsingør med min kone, min bonusdatter på 9 år, fire katte, en hund, en kanin og et utal af fisk. Jeg samler på Playmobil fra 70'erne og 80'erne (hvis du vil bytte) og holder af at skrive og spille musik.

En kommentar

  1. Heidi Mundus Sachse

    Waow Karen. Bliver helt stolt indeni af min nye søde kollega. Jeg er glad for, at du bevarede håbet for dig selv og dit liv, på trods af psykiaterens vurdering. Bla. Den holden fast i sig selv, tænker jeg, at de unge du møder på din vej, får virkelig god gavn af i deres kamp mod at finde deres vej til det gode liv.
    Det du skriver husker mig på ikke at tage vurderingshatten på ifht. Hvad andre kan og ikke kan.
    Det du skriver om, at reaktionen måske er voldsom i sit udtryk, men at følelsen bag ikke er forkert inspirerer mig til at lede efter intentionen hos de mennesker jeg samarbejder med istedet for at vurdere på deres reaktion.
    Tak for remindere.
    Glæder mig til at læse med.
    PS. Playmobil fra 80’erne 😂 Sejt!!!!!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.