På bjergets top, hun engang der stod. Med støtte og kærlighed fra dem som stod hende tro. En dag hun gled, troede aldrig det ville ende så galt. Hun mistede fodfæstet og kunne ikke følge med. Af bjerget hun gled, længere og længere ned. Da de hende opdagede var det allerede forsent. “Og ingen ingen kunne nå hende!” Hvis man prøvede risikerede man blot at blive hevet med ned. Skulle man chancen tage? Få prøvede men hurtigt de fortrød. I hullet hun sad, mere og mere bange blev. Hendes bøn ingen hørte. Men i nattens tindre ro, kunne man hvis man ville, hvis man turde tro, hører hendes stemme hviske de håbsforladte ord: “Og ingen kunne nå mig”. En lille melodi hun nynnede i nattens tindre ro. Men så en dag nok hun fik, en dag det op for hende gik, at hun ikke kunne slippe bort, at ingen ville rede hende. Den selv samme dag hun borede sine fingre i den kolde is ind, den dag begyndte hun at kravle. Kravle den lange, barske vej op, alene. Hun der længe kravlede og tit hun gled, tit hun græd, men oftest hun hviskede ordene: “Og ingen kunne nå mig”. Men opad hun kom, tættere og tættere på overfladen. En dag hun toppen så, lyset og varmen hun mærkede. Huskede de minder hun havde fra dengang hun på toppen var. Den dag hun stoppede op. På en asfalt hun sad med sine blodsprækkede fingre, sine tomme blå øjne, uden noget som helst spor af glød og indre kraft. Sad der med sin håbsforladte sjæl, op hun kiggede, så hvad der ventede, mærkede varmen ramme sin kolde krop. Ned hun så, studerede det som hun så vant til var blevet. Gjorde hun nu det rigtige? Skulle hun kravle videre? Ville dem på toppen dér, hade hende, afsky hende, kigge på hende med foragtede øjne, med blikke som fortalte at hun intet var værd? Skulle hun mon chancen tage og kæmpe det sidste stykke? Så inderligt hun savnede, savnede en som ville holde om hende, en som ville berolige hende. En som ville kigge på hende med forstående og hjælpsomme øjne. Men allermest en som aldrig ville lade hende glide ned, igen.
Zakia M. R. Keller
26/12-2007