Vi bombarderes med skræmmende døds-statistikker. Vi hører og læser det igen og igen: Psykisk syge lever 15-20 år kortere end raske personer. Senest læste jeg det i en gennemgang af satspuljemidlerne.

”Overdødeligheden skyldes blandt andet sygdomme som type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og visse kræftsygdomme. Det hænger sammen med, at mennesker med psykiske lidelser oftere ryger, spiser usundt og dyrker for lidt motion i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og samlet set har en langt mere usund livsstil end den resterende befolkning”, stod der.

Jeg er snart ved at være godt og grundigt træt af at høre, hvilket usundt og livstruet menneske, jeg er, fordi jeg har en bipolar lidelse (diagnosticeret i 2005). Men nu hører det nok også snart op. Jeg bliver snart 60 år – og mænd bliver gennemsnitligt 78 år. Det vil altså sige, at jeg – i værste fald og rent statistisk – stillede træskoene for to år siden. Hvis jeg er rigtig heldig, har jeg tre år tilbage, og det er altså nu, at jeg skal berede mig på at lægge mig i graven – så statistikken kan holde.

Så, så mor, statistikken holdt ikke! Jeg er her endnu Foto: kenneth.l.koustrup@jp.dk

 

Der er utvivlsomt noget om snakken om, at mange af os har en usund livsstil, men behøver vi have ørerne tudet fulde af dette nærmest non-stop? Vi er jo ikke nødvendigvis dummere end andre, fordi vi har en psykisk lidelse. Vi ved godt, at vi kunne leve sundere. Det er der også mange raske personer, der kunne.

Men er det kun den dårlige livsstil, der spiller ind? Hvad med pillerne – er de også med til at tage livet af os i utide? Professor Peter Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center er ikke tvivl om, at medicinen spiller en væsentlig rolle for psykisk syges kortere levealder. I sin meget omdiskuterede og kontroversielle bog ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” skriver han, at lægemidler dræber halvt så mange som tobakken – og det er ret beset ikke så få! Han skriver bl.a.:

”Desværre lider vi nu af to menneskeskabte epidemier: Tobak og receptpligtig medicin, som begge er meget dødelige. Topcheferne i tobaksfirmaerne ved godt, at det er døden, de falbyder, og det ved topcheferne i lægemiddelfirmaerne også. Men mens det ikke længere er muligt at skjule, at tobak er en stor dræber, har lægemiddelindustrien haft overraskende stort held med at skjule, at dens lægemidler også er en stor dræber”.

Nu er Gøtsche jo en fanatisk pillemodstander, men noget er der nok om snakken. Hvis man tager store mængder af psykofarmaka, er der i hvert fald endnu mere grund til at anlægge en sundere livsstil. Problemet er bare, at vi med en psykisk lidelse ofte ikke har det fornødne overskud til at løbe, træne i fitnesscentre, lave ”besværlige” vegetariske retter osv. Når jeg er ved den depressive pol, har jeg knapt nok overskud til at gå en tur, og bare det at købe ind forekommer at være en nærmest uoverstigelig opgave – på linje med at bestige Mount Everest iført en ualmindelig tung rygsæk og med bly i vandrestøvlerne. Jeg tilbringer dage og nætter i sengen og er totalt tappet for energi.

Jeg prøver dog i mine heldigvis mange stabile perioder at leve rimeligt sundt og er begyndt at løbe om Lyngby Sø hver søndag med et par gamle gutter i min aldersgruppe. Jeg gør det mest for hyggens skyld og for at komme ud i den skønne natur. Maratonløber bliver jeg aldrig, og jeg tvivler stærkt på, at det kan være sundt for kroppen. Måske oven i købet livsfarligt. Jeg husker en morsom bemærkning, som provokatøren og journalisten Jørgen Schleimann (der var mere til vin og mad end til kropslig udfoldelse) engang kom med: ”Den eneste motion, jeg får, er, når jeg bærer mine motionerende venner til graven!”

Jeg ved som nævnt godt, at jeg som psykisk syg statistisk set nok ikke har udsigt til at blive 100 år. Men behøver jeg at få det at vide dagligt? Overlad det nu os selv bestemme, hvordan vi vil leve, og hvad der for os er livskvalitet. Nogle nyder at ryge og drikke, spise kager og slik – og fred være med det, for livet er vel ikke kun et spørgsmål om kvantitet. For mig er det i hvert fald ikke et mål i sig selv at blive gammel. Min farfar blev 93 år, og jeg husker tydeligt, da han med et skævt smil sagde: ”Jeg kan ikke anbefale nogen at blive over 90”.

Om Forfatteren

Journalist i mere end 25 år og forfatter til fem bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression", "Kørestol-og hvad så?" og "Klimapolitiet". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 600 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.