”At sige ja til at være én med en diagnose… ~ en psykisk sygdom… ~ en syg~dom… ~ en syg dom? Hvorfor en dom? Det er et meget voldsomt ord faktisk… ~ men det kan sygdomme jo også være, og diagnoser er sygdommenes ansigter og væsenernes udtryk…”
Læs Mys tanker om hvad diagnoser gør ved hende – om hvordan diagnoser faktisk kan hjælpe, selvom psykiaterne ikke forstår, hvad de handler om. Diagnoserne bliver et samlepunkt, et spejl, hvorudfra man kan forstå sig selv og samværet med de mennesker, der omgiver en. En diagnose kan hjælpe til at samle et løst selv…
Af My~Mirah Bjørg Eluna Andersen
Der findes menneske~ord på mine tilstande, der “gør” mig til en med en diagnose… ~ skizofreni af anden type, kaldes den med ord.. ~ for jeg passer ikke rigtig ind i de egentlige diagnoser af skizofreni~typerne…
Alligevel er kernen af skizofrenien, det der kaldes selvforstyrrelse, og som nogen psykiatere og fagfolk faktisk ikke aner ret meget om har jeg indtryk af, noget der grundlæggende kendetegner alt ved, eller nærmere alt i, mig…
Det jeg ved om selvforstyrrelse, og der hvor jeg kan genkende mig selv i det spejl, som diagnosen og ordene holder op for mig, kan jeg i øjeblikke finde en form for fred, forståelse, og ja genkendelse, selvom jeg i det også, samtidig så siger ja til at være en med en diagnose, på en måde der kan føles reducerende og definerende i forhold til min måde at være mig, og være mig her i verden på…
At sige ja til at være en med en diagnose, er kun noget jeg kan, når alle andre ord og forklaringer ophører med at skabe betydning og mening for mig… ~ At være én med en sygdom… ~ og her en psykisk sygdom, som jeg på mange, mange måder behændigt og konstant smyger mig udenom igennem forklaringer jeg hellere vil defineres igennem… ~ åndelige forklaringer feks. ~ jordens frekvensskift, lysindstrømning, og de tidligere liv jeg husker som var det i går… ~ hjemmeuniverser, og de steder jeg kom fra, før jeg kom til jorden… ~ chokket ved det fysiske liv, for jeg husker det æteriske og lever som levede jeg i det endnu…
Åndelige forklaringer… ~ der udvider og udvider og udvider og spejler det i forvejen så uendelige rum i mig, at jeg hver gang til sidst falder igennem rummet med de ingen vægge, og ingen andre steder har at lande end i diagnosens spejl, der knuser mig, som alle andre spejle gør det, på hver deres måder også…
Jeg findes i spejlene, får øje på mig selv for en stund, og min eksistens bevidnes… ~ mine Verdener skifter form og farve alt efter ordenes energier, og menneskenes… ~ alt efter spejlene jeg kigger ind i… ~ jeg ved sjældent hvor jeg virkelig er virkelig, om jeg er det… ~ og mine reaktioner kommer altid forsinket, og brudstykkevis, som de ituslåede spejles skår…
Åndelige forklaringer kan reducere mig igennem udvidelse… ~ hvordan er det egentlig muligt? ~ jeg opløses i det uendelige rum, og diagnosens reducering bliver det eneste der igen kan samle mig, sammen med de mennesker, der ser mig i min hverdag, og er med til at holde mig forankret her i Verden sammen med dem…
De ansatte menneske~væsener, der minder mig om, at jeg hver dag har brug for hjælp til at kunne være mig her, med min sårbarhed, min sensitivitet, min overfølsomhed, min gennemsigtighed, mit væsen, min essens, min den~jeg~er~hed… ~ min diagnose eller ikke diagnose… ~ mine i hvert fald vanskeligheder, der usynligt og helt af sig selv, kan lægge sig til hvile i spejlene jeg spejler, når jeg ikke kan andet, fordi jeg ikke kan undgå sammenblanding… ~ Og mennesker ser mig som velfungerende, som et spejl, måske af der hvor jeg mere viser dem sig selv, end mig… ~ selv, mit selv svæver og er i et med det uendelige rum… ~ som ilten du indånder… ~ jeg kan fare vild i dine lunger, og dø under din hud uden du opdager det…
Skygger, der kan skifte form og farve igennem mig, og som kan overtage mig, så jeg ikke ved om de er mig, eller jeg er dem, forsøger altid at beskytte mig imod døden jeg kan opleve igennem andre… ~ i værste tilfælde vil de sørge for jeg fysisk bliver slået ihjel… ~ for at beskytte mig imod døden… ~ og det liv, der kan blive en trussel for mit liv…
De ansatte menneske~væsener, samler mig op igen og igen, og forankrer mig, som en ballon der fæstnes til en snor, og holdes, så den kan svæve i vinden uden at blæse væk…
Det er ikke meningen jeg skal dø…
Det er meningen jeg skal leve…
At sige ja til at være en med en diagnose… ~ en psykisk sygdom… ~ en syg~dom… ~ en syg dom?
Hvorfor en dom? Det er et meget voldsomt ord faktisk… ~ men det kan sygdomme jo også være, og diagnoser er sygdommenes ansigter og væsenernes udtryk…
På så mange måder er psykisk sygdom mere udefinerbare tilstande, der ikke kan konkretiseres som brækkede lemmer og celleforandringer i livmoderhalsen og andre fysiskheds sygdomme… ~ de kan ikke måles, og er det så virkeligt? ~ ligeså virkeligt som energierne jeg oplever Verden igennem… ~ for de er mere virkelige end de fysiske vægge i mit hus… ~ men det er som om det er omvendt når det kommer til psykisk sygdom sammenlignet med fysisk… ~ i hvert fald i det spejl jeg er…
De fysiske vægge og de hule huse holder måske regn og sne ude, men energier svæver igennem, ligesom spøgelser, og ligesom jeg svæver i det uendelige rum, selvom jeg samtidig går rundt som krop… ~ mine fødder sætter fodspor i sneen, jeg ser dem, og ved så jeg er her, i et øjeblik, og jeg forundres, og lærer om tyngdekraften fra min egen Verden og herfra min Himmel…
Som en fe med menneske~hud, der ikke kun går til der hvor huden begynder, eller til der hvor den ender…
Mine vinger kan brække af, og amputeres uden varsel… ~ stækket dør jeg under tyngdekraftens vægt… ~ og jeg må have hjælp… ~ i de spejle, der kan give mig mig selv tilbage med mest muligt liv, og uden så stor sammenblanding, at jeg igen forsvinder…
Når jeg kigger ind i diagnosens spejl… ~ i ordene der vitterligt tegnede mig op, da Erica, psykiateren og hende der satte ord på syg~dommen på Ø3 psyk. afd. på Fjorden i Roskilde sidste år, fortalte mig at det var den diagnose, og det var den der havde ligget under mine andre diagnoser hele tiden, og i alle årene. Og at min manglende forankring i mig selv, i et selv i mig, og i mig som krop… ~ i min oplevelse af opløsning og gennemsigtigheden i min essens… ~ det eneste sted jeg har en slags mig~følelse, som samtidig hele tiden forstyrres, da jeg i gennemsigtigheden blandes med andre menneskers farver og energier på måder jeg forsvinder af…
Og jeg har ikke et sted i mig selv at finde tilbage til når det sker, da jeg inden i oplever mig som det uendelige rum, uden vægge til at samle mig i mig selv igen, og uden det sted, som mange andre naturligt og uden at tænke over det har, som et sted at læne sig ind i, og finde tilbage til når de evt. ryger ud af sig selv, og blandes med andre mennesker pga. sensitivitet og stor følsomhed…
Jeg har ikke et sted… ~ men jeg har en gennemsigtig Verden og essens, hvorfra jeg genfødes igen og igen… ~ jeg skal bare have hjælp udefra for at kunne finde ind i indefra…
Når jeg kigger ind i diagnosens spejl, og Ericas ord, der mødte mig, trods det at hun kom til mig med en diagnose… ~ en sygdom, en syg dom, jeg ikke virkelig ved om er virkelig andre steder end sammen med hende, ser jeg mig selv, og sådan som jeg er, og sådan som jeg lever, igennem en nænsomhed jeg kun finder få steder… ~ og jeg forstår, omend kun et øjeblik, at de reducerende Verdener kan være de eneste med vægge i… ~ og de eneste ord jeg behøver…
De er som et punkt på min himmel… ~ de reducerede Verdener og Ericas ord… ~ spejlet der i sidste ende altid griber mig, og også der hvor jeg knuses i mit fald…
Hun lader mig være en fe og dømmer aldrig de åndelige Verdener jeg til tider svæver væk i og farer vild i.. ~ hun dømmer ingen Verdener… ~ hun siger bare som det er, med hendes menneske~ord…
Jeg tvivler når ikke jeg befinder mig i hendes Verden, og spejles fra et sted med de vægge… ~ Hvordan kan reducerede Verdener føles mere sande end de uendelige? ~ hvordan kan det begrænsede lukke sig, som rum om mig, uden at det er fængslende? ~ jeg ved det ikke… ~ men til tider og i øjeblikke er det sådan det er… ~ og det at der findes menneske~ord på mine tilstande, der “gør” mig til en med en diagnose… ~ skizofreni af anden type giver dybere mening for mig, end alle åndelige forklaringer tilsammen på en gang…
Om et øjeblik er det måske omvendt… ~ for jeg ved aldrig hvor jeg virkelig er… ~ mest virkelig… ~ det svinger som vinden blæser…
Erica er den psykiater der bedst kan bygge bro mellem alle mine Verdener… ~ hun sørger for jeg lider mindst muligt, og at min gennemsigtighed bevares… ~ I min Verden er det nærmest sindssygt at det foregår den vej rundt… ~ men det gør det… ~ måske fordi jeg er spejlvendt her i Verden… ~ Må~ske… ~ fordi jeg er mig…