Kunsten at være patient på den rigtige måde
I går aftes var jeg til et foredrag med psykolog Agnes Ringer. Et foredrag om hendes Ph.d. afhandling lavet på baggrund af feltarbejde ude i et distriktspsykiatrisk center og en lukket afdeling. Og naturligvis en kæmpe mængde teori. Titlen på foredraget var “Kunsten at være patient på den rigtige måde”. Agnes Ringer fortalte levende om hendes oplevelser ude i felten, og hvad hun havde fundet ud af. Bl.a. havde hun identificeret tre sygdomsforståelser i mødet med psykiatrien. Sygdomsforståelser som kommer ud af de uudtalte normer, der eksisterer i psykiatrien og alle andre steder. Her er de tre sygdomsforståelser, som Agnes Ringer havde fundet frem til:
- Lidelse som en ustabilitet
- Kunsten at være “rigtig” syg
- Kunsten at have sygdomsindsigt
Lidelse som en ustabilitet
I den første ses den psykiske lidelse som noget der er frakoblet personen. Noget som lever sit eget liv, og som kan spredes eller “smitte”, hvis patienten f.eks. snakker med andre patienter om sin lidelse. Det er derfor, at visse psykiatriske afdelinger ikke vil have, at patienterne snakker sammen om deres sygdom. Dette medfører at patienten opfattes som en beholder for en ustabil kraft. Personen bliver et objekt i stedet for en handlende person. Personen med den psykiske lidelse kan derfor få meget svært ved at skelne mellem, hvad der er diagnose og egen identitet ved at blive mødt af denne sygdomsforståelse. “Hvad er der tilbage af mig, hvis sygdommen er væk?” Er en tanke der er meget normal, hvis man mødes på denne måde iflg. Agnes Ringer.
Kunsten at være “rigtig” syg
Nummer to er en sygdomsforståelse, som bygger på, at nogle patienter er “rigtige/troværdige” syge og nogle er “mindre rigtige/utroværdige” syge. Sygdomsforståelsen skeler ikke til diagnoser, men til måden patienten giver udtryk for den. For at fremstå som “rigtig” syg skal man iflg. denne sygdomsforståelse have problemer som fremstår tydeligt psykiatriske, og man skal ikke kun fortælle om problemerne men også synliggøre dem. Synliggørelsen skal dog gøres raffineret, for gøres det for tydeligt, så ryger man som patient over i kategorien “mindre rigtig” syg og får derfor en anden behandling end dem der opfattes som rigtige syge. Da alle ikke er lige gode til at aflæse de uskrevne regler for at blive opfattet som “rigtig” syg, er der stor risiko for ikke at få den hjælp, man har brug for. Derimod er man måske den som bliver udskrevet først, selvom man ikke er klar.
Kunsten at have sygdomsindsigt
Den tredje og sidste sygdomsforståelse går ud på at patienter deles op i dem med sygdomsindsigt og dem uden sygdomsindsigt. Mødes man med den sygdomsforståelse bliver man enten opfattet som nem eller vanskelig patient. Hvis man er nem patient udvikler man strategier for at “håndtere” kontakten til behandleren, så man undgår at sige noget, som kan afsløre, hvordan man egentlig har det, for ikke at ende i den uønskede kasse med stemplet ingen eller begrænset sygdomsindsigt. Dermed afskæres man som patient fra at få den optimale behandling, da ærlighed kan have konsekvenser for ens position overfor f.eks. lægen.
Hvis det hele skal summes op til en sætning er resultatet, at hvis man lever op til de uudtalte normer i psykiatrien, kommer man (ubevidst) til at overtage patientrollen og mister dermed handlekraft og identitet.
Kunsten at være den “dårlige” patient
Det var vildt for mig at høre det foredrag, også min efterfølgende refleksion har på det nærmeste efterladt mig med migræne over det faktum, at det som jeg har fornemmet i min tid som patient i psykiatrien ikke bare var paranoide forestillinger, men virkelighed bekræftet i en ph.d. afhandling! Selvom det ikke var nye input på den måde, er jeg skræmt og vred over det menneskesyn som psykiatrien udviser og faktisk ked af, at jeg ikke tog fejl. Tænk på konsekvenserne for de mennesker som er i det psykiatriske system…det er næsten ikke til at bære.
Jeg har selv været igennem alle tre sygdomsforståelser, kan jeg se. Nogle gange simultant. Inden jeg endte i kategorien den vanskelige patient uden sygdomsindsigt det sidste halve år af min tid som psykiatrisk patient, var jeg faktisk endt i patientrollen ude af stand til helt at differentiere, hvad der var mig, og hvad der var symptomer. Da jeg oplevede at blive straffet for min ærlighed om min faktiske tilstand i stedet for at blive hørt og mødt, vågnede jeg op indeni. For det var ikke retfærdigt og for mig er retfærdighed en kerneværdi. Fra den dag af afviste jeg aktivt deres forsøg på at lægge deres sygdomsforståelser nedover mig. Hvilket “selvfølgelig” førte til, at jeg havnede i den i deres øjne forkerte kategori af vanskelige patienter med meget begrænset sygdomsindsigt, fordi jeg ikke godtog deres modeller for sygdomsforståelse. Ved at insistere på, at jeg er et menneske og ikke et viljeløst objekt besat af en ustabil kraft. Ved ikke at gide at spille et spil for at få hjælp, men bare sige sandheden. Og ja ved at stille spørgsmålstegn ved effekten af min medicinering Og ved at påpege deres fejl og mangler. Det komiske er at psykiatrien ved at opføre sig som den gjorde overfor mig var katalysator for mine modtræk. Og det kalder jeg kunsten at være den “dårlige” patient.
Her kan Agnes Ringers ph.d. afhandling downloades:
Her et mere nemt link at gå til om samme emne:
http://phdcup.dk/wp-content/uploads/2014/01/Agnes-Ringer-Formidlingstekst.pdf
(Kopier evt. linkene og sæt dem ind i din browsers adresselinje, hvis du ikke kan klikke på dem)
Privatfoto taget af Ulven