Jeg sidder endnu en gang på en stue på en psykiatrisk afdeling et sted i landet. Hele mit indre er i oprør. Der er kaos overalt i mig.
Kaos og kun kaos.
Selvskaden banker på den dør, der burde være hermetisk lukket. Den dør, der aldrig burde kunne åbnes igen. Jeg burde have skåret mig for sidste gang. Ja der er så meget jeg burde, som den Ordentlige pige, jeg nu en gang er.
Munde kan smile, øjne kan le, men tårer i hjertet kan ingen se. Sådan stod der i min poesibog fra efterskolen. Jeg faldt over den forleden. En tur ned af memory Lane, til en anden tid. Et andet sted, men lige så smertefuldt ensomt som nu.
Jeg smiler med øjnene og ler med min mund. Jeg er den ordentlige, smilende, imødekommende, velopdragne kvinde.
Egentlig mest en lille pige fanget i en kvindes krop. Den lille pige krøller sig sammen i et hjørne af mit sind og mangler så meget de trøstende ord, der kan få hende til at bryde ud af sin fosterstilling, komme til at turde se verden i øjnene igen og blive voksen sammen med den krop, hun bor i.
Jeg er kvinde, men alligevel barn. Jeg lever i et limbounivers, som ingen kan forstå. Alle taler til min fornuft, mit gode hoved, min intelligens. Men næsten ingen ser alle de glasskår, der skærer mit indre op i små bitte stykker.
Mit behov for at forsvinde fra denne smertefulde verden. Behovet for at være ingenting, bare skum på en havoverflade, en let brise eller et efterårsblad, der falder ned og bliver til muld.
Behovet for at selvskade er enormt. Jeg ønsker intet andet i denne verden, som jeg har det nu.
Spærret inde bag lukkede døre med en fast vagt, mens hele mit system, hele mit iturevne indre skriger på bedøvelse. Muligheden for ikke at mærke noget. Jeg ved at bedøvelsen kan lykkes, at jeg kan trække mig fra den verden, der er for svær for mig at håndtere.
De tusinde glasskår har samme mål. De vil ud, de vil væk.
Jeg går hen til min rude, lægger hænderne på, trykker næsen mod glasset. Jeg kan lige skimte fjordens velsignede fred derude. Jeg kan se små lette bølger. De er lokkende, lette, legende med deres små fingre, der lige så stille som sirenernes sang kalder på mig.
Skuldrene spændes, men ingen muligheder for flugt. Impulserne er næsten ustyrlige, men jeg har intet. Jeg bliver nødt til at leve med den indre storm i min krop.
Jeg længes ud mod åbne vidder, ud hvor jeg kan gøre som jeg vil. Jeg længes efter freden og roen. Længes efter harmoni.
