Jeg sidder endnu en gang på en stue på en psykiatrisk afdeling et sted i landet. Hele mit indre er i oprør. Der er kaos overalt i mig.
Kaos og kun kaos.
Selvskaden banker på den dør, der burde være hermetisk lukket. Den dør, der aldrig burde kunne åbnes igen. Jeg burde have skåret mig for sidste gang. Ja der er så meget jeg burde, som den Ordentlige pige, jeg nu en gang er.
Munde kan smile, øjne kan le, men tårer i hjertet kan ingen se. Sådan stod der i min poesibog fra efterskolen. Jeg faldt over den forleden. En tur ned af memory Lane, til en anden tid. Et andet sted, men lige så smertefuldt ensomt som nu.
Jeg smiler med øjnene og ler med min mund. Jeg er den ordentlige, smilende, imødekommende, velopdragne kvinde.
Egentlig mest en lille pige fanget i en kvindes krop. Den lille pige krøller sig sammen i et hjørne af mit sind og mangler så meget de trøstende ord, der kan få hende til at bryde ud af sin fosterstilling, komme til at turde se verden i øjnene igen og blive voksen sammen med den krop, hun bor i.
Jeg er kvinde, men alligevel barn. Jeg lever i et limbounivers, som ingen kan forstå. Alle taler til min fornuft, mit gode hoved, min intelligens. Men næsten ingen ser alle de glasskår, der skærer mit indre op i små bitte stykker.
Mit behov for at forsvinde fra denne smertefulde verden. Behovet for at være ingenting, bare skum på en havoverflade, en let brise eller et efterårsblad, der falder ned og bliver til muld.
Behovet for at selvskade er enormt. Jeg ønsker intet andet i denne verden, som jeg har det nu.
Spærret inde bag lukkede døre med en fast vagt, mens hele mit system, hele mit iturevne indre skriger på bedøvelse. Muligheden for ikke at mærke noget. Jeg ved at bedøvelsen kan lykkes, at jeg kan trække mig fra den verden, der er for svær for mig at håndtere.
De tusinde glasskår har samme mål. De vil ud, de vil væk.
Jeg går hen til min rude, lægger hænderne på, trykker næsen mod glasset. Jeg kan lige skimte fjordens velsignede fred derude. Jeg kan se små lette bølger. De er lokkende, lette, legende med deres små fingre, der lige så stille som sirenernes sang kalder på mig.
Skuldrene spændes, men ingen muligheder for flugt. Impulserne er næsten ustyrlige, men jeg har intet. Jeg bliver nødt til at leve med den indre storm i min krop.
Jeg længes ud mod åbne vidder, ud hvor jeg kan gøre som jeg vil. Jeg længes efter freden og roen. Længes efter harmoni.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

En kommentar

  1. Christina klitgaard

    Hvor er det flot skrevet……..du beskriver mig, den lille pige, som ingen ser. Hende der bare har lyst til at forsvinde, fordi alting gør for ondt. Hun skriger og græder, men bliver ikke hørt, for hun er ikke synlig for andre. De ser kun den voksne, modne, intelligente kvinde, som kan det hele, som altid er stærk og som altid hjælper alle andre.
    Kære Oxana……jeg har levet med den lille pige inde i mig hele mit liv. Jeg er 47 år i dag. For det meste er hun bare tilskuer til mit liv, nogen gange puster hun mig lige i øret og andre gange er hun i vildt oprør over den måde jeg behandler mig selv og lever mit liv på. Hun er min soulmate, mit livs barometer, min frelsende engel, min dæmon, men ikke mindst min livsbetingelse. Uden hende er jeg intet, og med hende er hver dag en kamp. Men jeg elsker hende, for hun er mig.

    Jeg håber, at bevidstheden om, at en anden har en forståelse for din verden, kan trøste dig og give dig håb.

    Kærlige tanker fra

    Den lille pige.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.