På kommunen taler de til ham, som en der ikke er helt rigtig i hovedet, og nye kolleger griner bag hans ryg.
Af Long John Silver (Hans rigtige navn er redaktionen bekendt)
“At angribe mennesker med handicap er den laveste form for brug af magt, jeg kan komme i tanke om”, har Morgan Freeman engang sagt. Jeg er enig.
Alle mennesker er født ligeværdige. Det er i hvert fald min opfattelse, at vi er ligeværdige uanset hudfarve, køn, eller eventuelle psykiske eller fysiske diagnoser. Sådan synes jeg egentlig også, det var her i Danmark i ”de gode gamle dage”. Nu kan man jo så diskutere, hvor langt man skal gå tilbage, før det var ”de gode gamle dage”? Jeg kan ikke helt sætte årstal på det. I de senere år er det dog som om, at foragt for de svage er blevet mere legalt. Foragten har stille og roligt sneget sig ind i samfundet. Det er stuerent at opføre sig respektløst over for andre mennesker. De stærke ønsker ikke længere at støtte fællesskabet, som de svage er afhængige af. De stærke vil hellere spille bold med hinanden i deres egen klub for særligt udvalgte og ikke længere bidrage til fællesskabet sammen med de afvigende eksistenser.
Det er min opfattelse, at der har sneget sig en del hovmod ind i tidsånden. Det er ofte typer, der føler sig som James Bond – altså en person, der kan det hele selv. Det er en meget udbredt opfattelse blandt mange, at andre mennesker er ligesom dem selv, eller at alle kan noget specielt, fordi en rollemodel kan gøre det. Sådan er det jo bare ikke. Vi er alle forskellige – og heldigvis for det. Ellers kunne vi jo alle løbe 100 meter på under 10 sekunder.
Jeg oplever stigmatisering
Ofte oplever jeg fra andre, også fra såkaldte venner, at de måler mig på det, jeg bidrager med til samfundet. Det er som om, at mellem linjerne siger de, at du bidrager ikke med noget. Du er førtidspensionist, og dine hjælpemidler er købt for mine skattekroner. Det bliver ikke sagt direkte, men sådan er tidsånden lidt fornemmer jeg. Jeg har mødt det fra mange i de senere år. Både fra nogle, jeg vil sige er venner, men også fra kun løst bekendte og offentligt ansatte. De spørger alle meget ind til kroner og ører, hvis jeg fortæller dem om for eksempel et nyt hjælpemiddel.
I virkelighedens verden bidrager vi jo alle til samfundet på hver vores måde. Også selv om man ikke lige har et lønarbejde.
Nu har jeg selv to lidelser – eller skavanker, som jeg hellere vil kalde dem. De sidste snart 20 år har jeg været diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv), og de sidste knap otte år har jeg været det, man så fint kalder paraplegiker – altså lam fra livet og ned – kørestolsbruger med andre ord. Så jeg vil mene, at jeg kender lidt til ikke at tilhøre de helt normale eksistenser. En person, der afviger fra mængden på en eller anden måde. Jeg har oplevet megen forståelse og hjælpsomhed gennem årene, men også oplevet det, som man med et fint ord kalder stigmatisering. Altså at blive stemplet eller blive set ned på som en afvigende person.
Jeg har oplevet et par gange, når jeg har fået et nyt job, at mit sind har reageret med en hypomani. Altså en lettere mani, men ikke desto mindre en syg/afvigende tilstand. Jeg tror, mine nye kolleger først og fremmest har undret sig over min adfærd, men nogle af dem gjorde sig også morsomme på min bekostning. De havde nok ikke set sådan en adfærd før. Der er dog aldrig nogen af dem, der direkte har henvendt sig til mig og sagt, at jeg var syg og skulle søge læge.
De taler til mig, som var jeg sinke
Som handicappet oplever jeg ofte, at folk regner mig for ikke at være helt rigtig i hovedet. Ikke ment som psykisk syg, men mere som en, der er lidt retarderet. Det er noget, jeg ofte også hører andre fysisk handicappede oplever. En ting er, at man opleves som lidt retarderet af almindelige mennesker i samfundet, men det er også ofte noget, jeg oplever, når jeg er i kontakt med offentligt ansatte. De kan godt tale ned til en og betragte en lidt som en sinke. Det er en lidt skræmmende konstatering.
Jeg havde engang en ergoterapeut i kommunen. Hun var en sand bulldozer, der så mig mere som en ”sag” eller en ”opgave”. Hun var slet ikke interesseret i mine behov, men var mest ude på at spare kommunen for flest mulig penge. I øvrigt talte hun til mig, som var jeg 12 år gammel.
I samfundet i dag virker det til, at vi hver især bliver målt på, hvad vi bidrager med. Er du sund og rask med styr på karrieren og høj indtjening, så er du en person med høj respekt. Men hvis man som jeg er førtidspensionist med psykiske og fysiske udfordringer, ja så kan respekten tit ligge på et meget lille sted. Konkurrencesamfundet har gjort sit indtog alle steder nu om stunder. Hos det offentlige, hos bageren, i trafikken etc.
Hvad skal der så til før psykisk- og fysisk handicappede kan blive mere accepterede i samfundet? Jeg ved det ikke 100 procent, men jeg tror, det er vigtigt, at man aktivt støtter de organisationer, der kæmper for psykisk- og fysisk handicappedes rettigheder. Det er også vigtigt, man prøver, at deltage så godt man kan i samfundslivet på lige fod med andre mennesker. For på den måde at brede budskabet om, at man altså ikke er retarderet, fordi man har et handicap.