At være normal:
Forklaring: Det mest almindelige, gennemsnitlig, det ideelle.
Jeg drømmer om en hytte langt ude i skoven, væk fra alt larmen og de stressede indtryk.
Jeg har blomster og planter rundt omkring som jeg kan passe og pleje.
Der er altid ild i brændeovnen og en kande med kaffe.
Jeg har en gammel bil som jeg kan køre ind til byen når det er nødvendigt og en masse dyr der kan bringe kærlighed og tryghed i mit liv. Jeg skriver bøger om livet og det der foregår indeni og nogle gange holder jeg foredrag. Jeg vil have min familie og venner tæt på og selvom jeg ikke får den typiske “familien Danmark” så er jeg taknemmelig og glad.
Det gik forleden op for mig at jeg “officielt” har været syg i knap 9 år og det satte en hel del tanker i gang.
Jeg var nok syg flere år før men der var ingen der lagde mærke til at smilet forsvandt og blev erstattet af en enorm vrede og angst for omverdenen. De fleste gav min alder skylden, det var den alder hvor man bliver formet som menneske og pludselig skal have en mening om alt omkring sig og samtidig gøre sig klar til at blive “voksen”
Jeg har aldrig rigtig haft en følelse af at høre til eller passe ind, det har næsten altid været en akavet følelse der fyldt mig op når jeg deltog i sociale arrangementer og selvom jeg kæmpede en hård kamp for at passe ind så virkede det ikke rigtig.
Det var tidligt at det gik op for mig at jeg ikke rigtig passede ind dér hvor jeg forsøgte at passe ind.
Jeg forsøgte ihærdigt at passe ind men lige meget hvad jeg gjorde så blev jeg fyldt af frustration.
Igennem årene har jeg mødt mange mennesker der alle har spurgt “Hvad vil du gerne lave?”.. “Hvad drømmer du om?”.. “Hvad vil du gerne være?” Jeg har fået ros for mit kvikke hoved, at mit sprog var godt, at jeg havde ben i næsen.
Spørgsmålene skabte et uvejr indeni mig for jeg vidste at jeg havde drømme og ønsker men det var ikke de ting som der blev forventet omkring mig. Jeg var sjælden ærlig når de der spørgsmål kom, måske var jeg flov over at være syg, måske var jeg frustreret over at føle mig fastlåst, måske følte jeg mig ikke god nok og løgnene blev et kæmpe spindelvæv som jeg ikke kunne holde styr på. Det er hårdt nok at kæmpe med sygdommen men når der også skulle holdes styr på løgnene så var det klart at jeg hurtigt væltede imod jorden igen og igen.
Jeg har ofte spurgt de mennesker der var omkring mig hvad de troede der ville ske med mig.
Jeg har ofte spurgt min faste kontaktperson som jeg har haft igennem 5 år, hvor hun tænkte jeg ville ende og om jeg nogensinde ville blive “normal” og få et normalt job på 45 timer. Hun holder håbet højt men hun er også realistisk.
Det var også et emne ved sidste samtale hos min behandler og selvom deres ord er hård kost så er de realistiske uden at banke mig helt i gulvet. Deres ord hjælper mig langsomt til at acceptere at jeg ikke kan det samme som de “normale” jeg så gerne vil være en del af men tilgengæld hjælper deres ord mig også til at finde ud af hvad jeg gerne vil med mit liv for i mange år har jeg troet at mit spind af løgne var sandhed. Jeg har igennem årene troet fuldt og fast på at jeg skulle være sygeplejerske, kost og ernærings assistent, læge, fysioterapeut eller noget helt andet men inderst inde vidste jeg godt at jeg ikke kunne nogen af tingene for hvordan skal man hjælpe andre hvis man ikke kan passe på sig selv? og var det overhovedet mine drømme eller var det noget jeg havde forsøgt at overbevise mig selv om?
Jeg har tit spurgt om jeg nogensinde ville blive normal?, vil jeg nogensinde blive det som alle andre er?
Min far sagde en gang at de klogeste mennesker var dem der havde problemer i sindet og de ord holder jeg fast i, for selvom jeg er syg så er jeg jo ikke dum og jeg har lært meget om livet allerede fra en tidlig alder og måske accepterer jeg en dag at jeg ikke bliver “normal” men så længe jeg kan være mig selv så er det også okay!