Nogle dage ønsker Trine, at hun aldrig får det bedre. Frygten for, at der ikke er en terapeut til at lytte til hendes problemer og frygten for, at omgivelserne forventer for meget, hvis hun bliver helt rask, fylder meget.

Af Trine Høj Johnsen

At blive rask, må være som at have det så skidt her, men samtidig skulle leve op til en masse krav om at fungere normalt.

Sådan har jeg tænkt om det i mange år. Jeg lullede mig ind i trygheden ved at være syg, for så var der ingen, der stillede krav til mig. Nu står jeg sådan et underligt sted, hvor jeg efter rigtig mange års sygdom kan øjne muligheden for reelt at blive rask. Mine behandlere har sagt til mig de sidste tre år, at de tror på, at jeg kan blive helt rask og få den uddannelse, jeg drømmer om. I starten når de sagde det, blev jeg panisk. Jeg har tænkt meget den seneste tid over, hvorfor det er så skræmmende at blive rask. Jeg har også tænkt på, hvordan jeg overvinder den angst, så jeg kan slippe sygdommens greb om mit sind og få det liv, jeg har drømt om lige siden, jeg var barn.

De syge følelser tog min tid
I dag er jeg 31 år. Jeg har været syg, siden jeg var omkring 13 år med få gode perioder undervejs, hvor jeg blandt andet gennemførte gymnasiet og boede i Sydamerika et halvt år. Jeg har en svær borderline, som kom i udbrud igen for syv år siden, da jeg gik på universitet. Jeg begyndte at blive indlagt og blev tilknyttet psykiatrien. Jeg har været meget syg, meget selvskadende og meget indlagt. Jeg har boet på et døgnbemandet bosted i fire år, og på mange måder har sygdommen i de år været min identitet, fordi de syge følelser fyldte hele mit sind, tog al min tid og sådan set hele mit liv. Jeg får rigtig effektiv (og hård!) behandling, og prognosen ser god ud ifølge de kloge behandlere. Det bringer mig tættere på at blive rask, og jeg er begyndt at kunne drømme om, hvad jeg gerne vil med mit liv. Jeg prøver at forholde mig til, hvilken uddannelse, jeg drømmer om, muligheden for livet med en kæreste og den længe glemte drøm om at få børn. Det er stort at begynde at tænke i de baner, men nogle dage er det også så skræmmende, at jeg kan tage mig selv i at ønske, at jeg aldrig bliver rask.

Flyttede fra bosted
Som jeg skrev først i artiklen, så er det svært at forestille mig nogensinde at skulle få det så godt, at jeg kan fungere normalt. Derfor bliver jeg bange ved tanken om, at det at blive rask betyder, at jeg ikke får hjælp mere, og at jeg skal leve op til en masse samfundskrav om uddannelse, familie og krav om at være lykkelig. Jo bedre jeg får det, desto mere begynder jeg at forstå, at jeg kan meget mere, end jeg nogensinde troede muligt. Bare det at flytte fra bostedet for et halvt år siden, har lært mig, hvor meget jeg kan selv, når der ikke er hjælp døgnet rundt. Jeg får dog stadig rigtig meget støtte i form af samtaler mindst to gange om ugen igennem mit behandlingstilbud. Jeg har gået til psykolog næsten konstant, siden jeg var 16, så tanken om ikke at kunne dele alle mine tanker og følelser med en professionel er skræmmende.

Det er et tabu
Tanken om, at jeg kan få det rigtig dårligt, uden at der er nogle professionelle til at hjælpe, er så skræmmende. Så meget, at jeg helt glemmer, at hele den store bonus ved at være rask netop er, at jeg ikke får det så dårligt, som jeg har haft det før i tiden, og som jeg ind i mellem stadig kan få det. Det er netop svært at gøre mig den konklusion helt ind i følelserne, når jeg ikke er rask endnu, og der stadig er sorg og smerte indeni. Nu hvor jeg klarer mere og mere selv, er det skræmmende for mig, fordi det betyder mindre tilknytning. Jeg kan tænke, om angsten mon holder mig tilbage fra at tage nogle skridt fremad, og det tror jeg ærlig talt, at den gør. Jeg er ikke meget for at indrømme det, for jeg vil jo gerne kunne sige, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive rask. For egentligt er det vel lidt et tabu at holde igen for at blive rask, fordi man er bange for det. Jeg har i hvert fald aldrig hørt andre sige det højt. En rask person vil sikkert have svært ved at forstå, hvorfor jeg nogle dage ikke ønsker at blive rask.

Skridt for skridt
Jeg er heldigvis drevet af en enorm vilje til at blive rask og til at nå mine mål. Selv om det ind i mellem spænder ben for mig, fordi jeg presser mig selv for meget i perioder, så driver viljen mig igennem de dage, hvor jeg ikke tør blive rask og ikke tør blive alene. Jeg er nået så langt, at jeg nu godt tør blive rask. Jeg tør godt rumme den smerte, det vil koste mig. Jeg tør udfordre mig selv og gøre mere alene. Det er en stor hjælp, at ingen omkring mig forventer, at det skal ske på en nat, men at det sker skridt for skridt. At jeg langsomt bliver trappet ud af alt medicinen, at jeg begynder at have færre samtaler med mine behandlere, at jeg langsomt lærer at bære min smerte mere selv og vigtigst af alt, at jeg nu begynder at turde tage endnu flere skridt hen imod at blive rask. Jeg tør tænke på fremtiden og kaste pilen i den retning frem for at tro på, at skæbnen vil, at jeg skal være syg resten af mit liv. Jeg tør ønske, håbe og drømme. Det er så stort, at være nået hertil!

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

7 Kommentarer

  1. Cecilie

    Det er virkelig dejligt at læse dette. Det er jo et enormt tabu at være så bange for at blive rask at man kan komme til at sabotere sig selv på vejen. Jeg tror heller ikke at raske mennesker forstår, men for mig er det virkelig befriende at læse det du skriver, så føler jeg mig ikke så alene! Jeg kan genkende mange tanker, bla ift at forestille sig at det at være rask betyder stadig at have det dårligt, men ikke få nogen hjælp. Men små ting kan give spark i den rigtige retning, og for mig er det rart at vide jeg ikke er alene i de tanker, så kan jeg faktisk bedre kæmpe for at få det bedre!

    Svar
    • Trine

      Hej Cecilie.

      Tak fordi du skriver 🙂
      Det viser nemlig mig, at jeg heller ikke er alene. Jeg tog chancen med artiklen, fordi jeg tænkte, at der nok var andre, der havde det på samme måde. Og det varmer meget at vide, at jeg ikke er alene. Så tør jeg endnu mere stå frem med det.

      Det er vist noget med, at monstre forsvinder, hvis man kigger dem i øjnene. Så vi må stå ansigt til ansigt med angsten og gå videre fremad.

      Og så må vi også give os selv lov til at tøve og stå stille ind i mellem for at samle os lidt ekstra mod.

      Men vi kan jo godt 🙂

      Kærlig hilsen Trine

      Svar
  2. Karina

    Åh, ja… tak fordi du sætter ord på.
    “Dejligt at se, at du har det bedre”
    Det kan nemlig være skræmmende, når folk siger det.
    For jeg kan jo stadig meget lidt i forhold til, før jeg blev syg.

    Svar
    • Trine

      Hej Karina.

      Det er SÅ skræmmende, når folk siger det. Faktisk ved folk rundt om mig, at de absolut ikke må bruge ordet fantastisk. Jeg kan ikke rumme det ord. For det bliver symbol for mig for, at folk tror, at ALT går fantastisk, og at de glemmer, at det faktisk også er svært. Men nogle gange bliver de jo bare så begejstret på vores vegne, fordi det går den rigtige vej.

      Så et forsigtigt og forstående tillykke med din fremgang 🙂

      Kærlig hilsen Trine

      Svar
  3. Annie

    Kære Trine
    Dine ord er også meget rammende for mit vedkommende. Jeg er 41 og har næsten hele mit liv følt, der var noget galt med mig, fordi jeg i perioder har fået det så dårligt. Men jeg har jo også haft gode perioder, det jeg kalder “symptomfri” perioder, hvor hverdagen ikke bestod af konstante selvkritiske negative tanker, selvskade og bulimi og selvmordstanker. Jeg har gennemført både gymnasiet, en uddannelse og fået mand og børn. Men nedturene har været mange og dybe, sværere at komme op af for hver gang, mere heftigt selvskadende. Måske fordi jeg ikke forstod, hvad der var galt med mig og kun blev bekræftet af omgivelserne, at jeg også er meget nærtagende og tager alting så tungt.
    Sidste år fik jeg så en diagnose, og jeg kan fuldt og helt genkende mig selv i dens beskrivelse – ængstelig/evasiv personlighedsforstyrrelse med træk fra emotionel ustabil og dependent.
    For første gang nogensinde følte Jeg, at der var håb for, at det ikke skulle være sådan, som det havde været, resten af livet. Der er en vej ud med den rigtige terapi og støtte. Og dér rammer dependensen lige i fjæset. Det er SÅ godt beskrevet af dig: Hvordan skal jeg klare at blive rask, når det samtidig betyder mindre tilknytning? Hvordan skal jeg klare at have det dårligt og ikke få hjælp.
    Og det må da virkelig også være svært for en rask at forstå, hvor svært det er at holde sig for øje, at jamen når/hvis jeg bliver rask, så har jeg jo heller ikke det der sygelige behov for tilknytning og hjælp. Så vil det blive mere ‘normale’ relationer, jeg får til andre. Jeg tror, det er svært fordi der er bump på vejen, og det kan for mig nemt føre til en alt-intet-tankegang, hvis jeg har det virkelig skidt og ingen at række ud til (føler jeg).
    Jeg er meget berørt på en fin måde af dit indlæg. Tak for det!
    A

    Svar
  4. Trine

    Hej Annie.

    Jeg har længe tænkt, at jeg er nødt til at blive afhængig af folk, før jeg jeg kan blive selvstændig. For nogen skal lære mig om relationer. Og det lærer man ved at have dem.

    Men vejen til at blive fri af de relationer og tro på, at mine venner kan give det, jeg har brug for. Suk… Den er lang og sej. Jeg har heldigvis et meget langstrakt terapiforløb, der nu løber på 3. år med flere forskellige tiltag under det. Det er vigtigt at komme i hænderne på nogen, der forstår dén mekanisme. Der tør lave en ægte relation og som kan hjælpe en med at blive selvstændig og tro på, at man selv kan.

    Det lyder rigtig godt, at du nu kan se fremad og gå vejen hen i mod at blive rask. Og du har så ret i, at de følelser og behov, der fastholder os i afhængigheden af hjælp vil ændre sig med tiden.

    Så der er skam håb for os 🙂

    Kærlig hilsen Trine

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.