Som bruger af psykiatrien og borger i det kommunale system igennem flere år, er det klart at man observerer ting og genkender et mønster når tingene kører i ring. Dette indlæg handler om de mange mennesker jeg har mødt igennem tiden i de forskellige systemer som alle har haft hver deres opgave og dagsorden som fx socialrådgivere på kommunen, behandler i psykiatrien, personale på bosteder osv. Normalvis ville jeg ikke sætte folk i kasser da jeg egentlig mener at alle fortjener at blive set som et individ og ikke bare kan presses ned i en kasse lige meget hvor meget man forsøger. Ingen er 100% ens og derfor er jeg normalvis modstander af kasse systemet. Men lige netop med dette indlæg vil jeg placere de folk jeg har mødt i to kasser. Den ene kasse indeholder fagfolk der mener at relations arbejde er en vigtig del for at kunne hjælpe de mennesker de møder igennem deres arbejde. Den anden kasse indeholder de mennesker som mener at de er nød til at holde en professionel distance og ikke inddrage sig selv som person. Jeg har mødt fagfolk fra begge kasser og vil derfor forsøge at beskrive forskellen set fra en brugers vinkel men det er vigtigt for mig at pointere at dette er mine observationer og oplevelser og det selvfølgelig ikke behøver være gældende for andre der står i samme situation som jeg.
Kasserne har fået titlerne: ”nærvær og omsorg” og ”professionel distance” da jeg mener at de titler dækker rigtig godt.
Nærvær og omsorg:
De personer som er placeret i denne kasse er alle nogle der inddrager sig selv i en eller anden grad. De kan sagtens snakke om sig selv og deres liv derhjemme, men samtidig skal der selvfølgelig også være en balance i tingene. De er ikke bange for krops kontakt ment på den måde at der altid er et kram klar hvis det kan bruges. Disse mennesker gør rigtig meget for at være i samme øjenhøjde med brugeren og dialogen er ligeværdig og respektfuld. Disse mennesker lærer hele tiden nye ting og er nysgerrige og ikke mindst rigtig positive. De er klar på at hjælpe med stort og småt SAMMEN med brugeren. Der er god energi og en god ping pong imellem dem og brugeren. De kan putte en under dynen og sidde ved siden af til roen er faldet over en. Generelt oplever jeg rigtig stor omsorg og nærvær af de mennesker der er i denne kasse. De forsøger alt hvad de kan for at brugeren føler sig set, hørt og forstået hvilket er alfa omega! De kan sagtens være kontante og direkte men de ser hvad behovet er og tilpasser sig.
Professionel distance:
De personer som er placeret her er dem der inddrager sig i en meget lille grad eller slet ikke. De fortæller intet om sig selv eller deres liv derhjemme og det kunne virke som om de forsøger at være så anonyme som muligt. Kropskontakt er fuldstændig udelukket med mindre der er tale om et formelt håndtryk og et svagt smil. Det jeg typisk har oplevet er at disse forsøger at være hævet over brugeren, altså at rollerne er meget tydelige ”du er brugeren og jeg er personalet” hvilket betyder at de opnår en slags autoritær rolle som man måske endda ville være en smule nervøs eller bange for at omgås. Der er ingen ping pong imellem dem og brugeren, de ved altid bedst og holder meget hårdt fast i de bøger de har læst på deres uddannelser – intet kan være anderledes eller fungere anderledes for så passer det ikke ind i deres kasse sind. Der er minimalt omsorg og nærvær i disse mennesker – hvert fald arbejdsmæssigt.
Det er forskelligt fra bruger til bruger hvilken type personale der gavner dem. Nogle vil slet ikke kunne være omgivet af de mennesker der beskæftiger sig med nærvær og omsorg og så er der nogle der slet ikke vil kunne med den professionelle distance. Men jeg syntes at det er interessant hvorfor at der kan være så stor forskel på personaler indenfor disse områder. Jeg syntes selv det er let og tydeligt hvem der hører til hvilken gruppe. Jeg har mødt mange forskellige mennesker i de forskellige kasser og jeg må konstatere at jeg klart har mest gavn af de omsorgsfulde og nærværende personaler hvor jeg derimod kender flere der har mere gavn af den professionelle distance. Jeg er nysgerrig på om personalet (bosteder, kommune, afdelinger osv) egentlig er klar over dette? Jeg har snakket med mange andre omkring dette emne som kan nikke genkendende til dette så jeg syntes det er et super spændende emne og relevant som bare pokker!