Jeg har boet på bosted i lidt over en måned nu. Jeg er ikke bare flyttet på bosted, jeg er også flyttet hjemmefra. Trods søvnløse nætter og startvanskeligheder er jeg helt overbevist om, at bostedet er det springbræt, der ruster mig til at komme helt tilbage til livet.
Af Mie Andersen
For de fleste unge på min alder, er det en naturlig del af processen med at blive voksen at flyve fra reden. Sådan er det også for mig. Jeg har altid tænkt, at den dag, hvor jeg skulle flytte hjemmefra, så ville jeg blive rigtig voksen. Det kræver en vis portion mod og styrke at flytte hjemmefra. Det var jeg indstillet på. For nogle få år siden havde jeg dog aldrig, i min vildeste fantasi, tænkt den tanke, at den dag jeg skulle flytte hjemmefra, så ville det være til et døgnbemandet bosted for psykisk sårbare unge. Bosted. Døgnbemandet. Psykisk sårbar. Mig? Ja, mig.
I marts 2016 havde jeg en samtale med min kontaktperson fra psykiatrien. Jeg var endnu engang blevet indlagt på lukket afdeling, og tanken om at flytte på et bosted for psykisk sårbare blev nu en realitet for mig. Jeg kunne ikke bo hjemme hos mine forældre mere. De skulle ikke være mine behandlere, de skulle være mine forældre. De skulle ikke se mig lide på den måde, som jeg gjorde. Det kunne jeg ikke byde dem efter alt det, de var gået igennem grundet mig og min sygdom.
’Hvad har jeg gang i?’
Ansøgningen til kommunen blev derfor hurtigt lavet, og jeg blev indkaldt til et møde, hvor der skulle foretages en voksenudredning, hvor kommunen spurgte ind til alt i mit liv. D. 18. oktober 2016 blev jeg godkendt af kommunen til at komme på et bosted, og jeg kom på ventelisten til Ungetilbuddet Radisevej. Fire måneder efter fik jeg beskeden om, at der var en lejlighed ledig til mig, og at jeg derfor snart skulle flytte. Jeg var bange og skræmt, men også fyldt op af glæde og spænding.
Jeg skulle flytte ind d. 15. marts 2017, og da datoen kom nærmere, blev jeg mere og mere nervøs. Jeg spurgte tit mig selv, hvad det egentlig var, jeg havde gang i. Var det nu det rigtige for mig at komme på bosted? Jeg havde efterhånden hørt så meget om psykiatriske bosteder i medierne – og ingen af de bosteder blev, til min frygt, fremstillet positivt. Tværtimod. Jeg var bange, rigtig bange. Ville jeg nu blive en af ’dem’, som medierne fremstillede som farlige og utilregnelige? ’Dem’ og ’os’. Stop det nu! Den syge Mie prøvede at overbevise den rationelle Mie om, at det var et nederlag, at jeg skulle på bosted. Omvendt prøvede den rationelle Mie at overbevise den syge Mie om, at det var en kæmpe mulighed for mig, som ville gavne mig i sidste ende. Og der sad jeg pludselig i min lejlighed på mit bosted på Amager.
Jeg kom hjem sent den aften, hvor jeg skulle sove på bostedet for første gang. Jeg trådte ind i min lejlighed og fik et sug i maven. Der var mørkt og anderledes. Jeg var ikke tryg ved situationen, og selvom jeg havde glædet mig til den dag, hvor jeg skulle sove på mit bosted, stod jeg nu med en kæmpe frygt for, hvordan det skulle gå. Da jeg endelig lå i sengen, kunne jeg ikke andet end at græde. Tårerne løb ned ad kinderne på mig, mens mit hoved blev overmandet af en masse katastrofetanker. Hvad gør man i sådan en situation? Jeg turde ikke kontakte nattevagten, da jeg ikke var tryg – det er der jo heller ikke noget at sige til, men det var jo lige netop nu, jeg skulle bruge nattevagten. Det kunne jeg ikke indse, for tankerne skreg, at jeg bare var til besvær, og når tankerne skriger, så er det dem, der styrer mig og mine handlinger. Jeg fik ikke meget søvn den nat, men jeg kom igennem, hvilket var en sejr i sig selv. De efterfølgende dage og nætter var stadig lange og bar præg af, at det hele var så nyt omkring mig. Forandring er for mig en stressfaktor, og jeg er ikke god til dem, så det jeg havde gang i, var ikke helt risikofrit for mig. Dog vidste jeg også, at det at flytte på bosted var det eneste rigtige for mig – selvom folk omkring mig prøvede at overbevise mig om, at jeg ikke var syg nok til at komme på bosted. Fornuften var virkelig på overarbejde for ikke at lade tankerne vinde.
Turde ikke at pakke flyttekasser ud
For hver dag, der gik, blev det hele nemmere og nemmere for mig. Jeg fik skabt en rutine, og havde massiv opbakning fra mit behandlingssted og fra bostedet, men det var også svært. Hvem kunne jeg egentlig stole på? Hvem kunne jeg åbne mig overfor og skulle jeg overhovedet åbne mig? Jeg turde ikke rigtig at pakke alle flyttekasserne ud, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville blive smidt ud efter nogle dage, fordi jeg ikke fortjente at få den hjælp, som bostedet kunne tilbyde mig. Jeg troede ikke på, at de kunne hjælpe mig. Flere gange måtte personalet fortælle og forklare mig, at jeg var blevet godkendt til netop det her bosted, fordi netop det var i stand til at hjælpe mig videre. Bostedet ville ikke smide mig ud. Ens tanker kan virkelig tage røven på en – det er ret skræmmende.
Jeg har flere gange nevet mig selv i armen, for at huske mig selv på, at det var virkeligt. Jeg har også flere gange skulle minde mig selv om, at bostedet er mit hjem nu. Det er her, jeg skal bygge min rede. Selvom reglen på bostedet lyder, at man skal have været i kontakt med personalet en gang i døgnet, så er det stadigvæk ens eget ansvar at tage den kontakt, man har brug for, når man har brug for den. At bo på bosted er nemlig ikke det samme som at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det var noget, jeg skulle huske mig selv på; det er normalt ikke at snakke med personalet i en vagt, man skal ikke fortælle personalet, hvor man går hen. Jo, jeg får ofte en sms, hvor der står, om jeg er hjemme, og om jeg har det godt, men det er bare rart, og det er virkelig noget, som jeg sætter pris på. At flytte hjemmefra er en kæmpe omvæltning i sig selv, og det faktum, at man er psykisk sårbar gør det ikke nemmere. Jeg måtte flere gange huske mig selv på, at personalet var der for min og de andre beboeres skyld – det kan man hurtigt glemme, når man sidder der alene i sin lejlighed.
Passer på hinanden
De ting, jeg troede, ville blive svære, blev det, men andre ting var ikke så svære, som jeg troede. Jeg havde en forestilling om, at man bare passede sig selv i sin egen lille lejlighed. Sådan er det selvfølgelig også for nogen, og det har jeg respekt for, men vi er samtidig også en lille familie, hvor vi passer på hinanden og sørger for, at vi har det godt efter de omstændigheder, vi alle er i. Det har været pissehårdt – specielt med min sociale angst, men det har været det værd! For første gang er jeg kommet hen til et sted, hvor ingen stiller spørgsmål ved mine diagnose, mine ar fra selvskadende adfærd og den jeg er. For første gang føler jeg mig forstået og accepteret som den, jeg er. Jeg føler mig ikke længere alene i det her kaos, som mit liv i bund og grund er. Vi kæmper alle hver vores kamp, og selvom vores kampe er forskellige, så er vi i samme båd.
Jeg er træt af, at bosteder bliver fremstillet på sådan en negativ måde og især efter, at jeg selv er flyttet på et socialpsykiatrisk bosted. Vi, der bor på bosted, er også mennesker – ligesom du er! Jeg vil ikke dømmes på forhånd, når jeg fortæller folk, at jeg bor på bosted. Jeg vil ikke skamme mig over at bo på bosted, for med tiden er det at bo på et bosted det, der skal være med til at give mig livet tilbage, så jeg en dag kan flytte i egen lejlighed. Jeg har håb for bostederne – også med den viden om, at alle bosteder er forskellige. Jeg kan allerede nu sige, at det at komme på bosted har været med til at ændre mit liv til det positive. Her bliver jeg nemlig mødt som den, jeg er. Her er det nemlig helt i orden at have det dårligt, og her er der mulighed for, at man får den snak, som kan være med til at redde en psykisk sårbars dag – eller endda liv.